”Ikke alle ytringer er lige legitime”

Hvad er dit ståsted, når det gælder ytringsfrihed på universitetet?

”For mig er det centralt at understrege, at ytringer ikke nødvendigvis har legitimitet blot fordi vi har ytringsfrihed. Man skal ikke begrænse ytringer, men ytringer er omvendt heller ikke ”hellige”, bare fordi vi har ytringsfrihed. Alle ytringer er ikke lige legitime. Og ytringsfriheden er ikke som sådan under angreb, når forskning og studerendes udtalelser udfordres offentligt.

Jeg oplever desværre nogle gange, at studerende kommer til kort, fordi de ikke kan formulere en kritik på en måde, så den får legitimitet og tyngde. Og jeg savner en forståelse for, at en rettighed ikke som sådan udgør en sikkerhed – du skal stadig stå til ansvar for dine ytringer og kunne stå bag indholdet i dem.

Jeg mener også, det er vigtigt at understrege, at du ikke forventes at kunne lide synspunkter, der er fremmede for dig eller støder dig. Men du skal kunne møde dem seriøst – på universitetet skal vi højne os selv over smagsdommeri. Vi skal som studerende trænes i at udfordre positioner, så vi kan vurdere deres legitimitet.

I universitetssammenhæng mener jeg dog, man kan spørge, om ytringsfriheden er den vigtigste frihed – eller om det måske snarere er forskningsfrihed eller metodefrihed. De seneste år oplever jeg en tendens til, at folk uden for universitetsverdenen angriber det, vi siger på universitetet, fordi de ikke tror på måden, vi er kommet frem til resultatet på.”

Hvilken forskel gør det for dig at se, at Aarhus Universitet har en erklæring om ytringsfrihed?

”Jeg har jo selv været med til at godkende den, da jeg sad i bestyrelsen. Men jeg mener, den har visse mangler. Den er et positionspapir, men i de dilemmaer, vi står i til hverdag, bliver man ikke meget klogere af at have den. Jeg savner redskaber til, hvordan vi kan arbejde med ytringsfrihed i det daglige liv på universitetet. Den forholder sig ikke til magtbalancer eller det, at der mangler rum, hvor vi kan konfrontere eller kritisere holdninger, uden at det bliver en råbediskussion.

Dermed ikke sagt, at erklæringen er formålsløs, for den kan være startskuddet til drøftelser om ytringsfrihed blandt Danske Universiteter, på de enkelte universiteter og blandt forskere og undervisere. Men hvad får man som studerende reelt ud af at modtage papiret? Gør det dig reelt klogere? Hvis man skal holde arrangementer, er det så et papir man kan bruge? Det er jeg ikke sikker på, for det gør det ikke klart, hvordan vi kan håndtere udfordringer, så på den måde er det ikke et stærkt papir. Intentionen er god, men det er ikke tænkt ind i virkeligheden.”

Hvorfor er det efter din mening relevant at beskæftige sig med ytringsfrihed på universitetet netop i disse tider?

”Universiteterne står efter min mening ikke særligt stærkt – både i forhold til politikere og politiske reformudspil og i forhold til befolkningen, hvor jeg synes, universitetets troværdighed og autoritet på det seneste er undermineret, og hvor universiteternes ekspertise ikke nødvendigvis er førsteprioritet. Universiteternes særlige position i samfundet kan vi godt tale op. Og i den forbindelse er det også centralt at gøre studerende i stand til at give kritik til ytringer og træne os i at ytre os.”

Har du selv eksempler på, at du som studerende har stået i et dilemma, der har handlet om ytringsfrihed?

De tror, de kan risikere at blive straffet, hvis de retter en særlig kritik mod en underviser eller et fag.

”Jeg har oplevet studerende, som har haft mange holdninger til, hvordan studiet kan forbedres, men som også har været i tvivl om, hvordan de skal give udtryk for den kritik. De tror, de kan risikere at blive straffet, hvis de retter en særlig kritik mod en underviser eller et fag. De ved måske heller ikke, hvordan de verbaliserer en kritik, når de står over for en underviser med 20 års erfaring. Så i det hele taget handler det om at øge de studerendes bevidsthed om, hvordan de med de rette begrundelser gør deres holdning gældende over for de rette instanser på universitetet. Hvis studerende fik træning i det, tror jeg, det kunne føre til en sund udvikling af vores uddannelser.

Der er også en bevidsthed blandt studerende om, at man ikke vil virke dum ved at stille spørgsmål, eller ikke vil spilde sine medstuderendes tid på at stille spørgsmål ved en forelæsning. I forvejen har vi jo ikke meget tid med vores undervisere, i hvert fald ikke på humaniora. Der kan man spørge, om vi har en undervisningssituation, der fordrer ytringsfrihed? Vi må være nysgerrige på, hvad de forskellige rum, vi skaber på universitetet, kan. Hvordan de gør, at nogle kommer til orde, og andre bliver begrænset.

Det knytter an til diskussionen om, hvorvidt der skal være safe spaces på et universitet. Eller om der nærmere er tale om et unsafe space? Jeg mener, at man på et universitet skal kunne blive konfronteret med noget, der strider imod alt det, du står for. Du skal kunne møde en holdning, der gør ondt i din mave og kunne arbejde med den. Den akademiske hårdhed, der kræves for at kunne gøre det, mangler nogle gange, fordi vi tillader smagsdommeri, som ikke er lige så legitimt som begrundet kritik.”