Connie Hedegaard til politikere: Hold jer nu i skindet!
Aarhus Universitets bestyrelsesformand opfordrer i et debatindlæg i Altinget politikerne bag udflytningsaftalen til at anerkende den sektorplan, som landets otte universiteter har præsenteret, frem for at forsøge at sætte lokalpolitiske præg på aftalen.
Det, at landets otte universiteter er lykkedes med at nå til enighed om udflytninger og nedlægninger af studiepladser, bør veje tungere end lokalpolitiske hensyn, skriver Aarhus Universitets bestyrelsesformand Connie Hedegaard i dag i et debatindlæg bragt i Altinget.
I stedet for kun at fremlægge individuelle planer for hvert universitet har universiteterne samarbejdet om en såkaldt sektorplan, hvor de som sektor fremlægger en samlet plan for, hvordan udflytningsaftalen kan indfries. Og den koordinering har der været brug for, selvom det ikke har været noget let opgave, understreger Hedegaard.
"Der er rigtigt mange eksempler på, at universiteterne tidligere har haft lettere ved hver især at varetage egne institutionelle interesser frem for at samarbejde om en samlet afvejning af, hvad der er bedst for Danmark. Men det duer jo ikke, hvis alle universiteterne eksempelvis barberer løs på de samme humanistiske fag, så vi pludselig som samfund bliver utilsigtet fattigere. Der er brug for at koordinere".
Kan ikke holde til at blive kørt over
Derfor bør politikerne også anerkende planen – og ikke mindst de svære forhandlinger, som ligger til grund for den.
"Hvis en universitetsledelse først har skullet prioritere mellem fakulteter og uddannelser internt og dernæst har lagt skulder til en runde to, hvor man har rykket yderligere rundt på uddannelser og dermed på både studerende og ansatte – ja, så kan man ikke holde til at blive kørt over, fordi partierne, ikke mindst ud fra lokalpolitiske hensyn, vil bessermachen. Hvordan skal rektorerne så en anden gang kunne holde til at give køb på egne institutioners interesser, hvis politikerne alligevel bagefter laver deres egen plan?" skriver Hedegaard videre i sit indlæg.
Samlet plan svarende til knap 6 procent
Den 12. januar indsendte Aarhus Universitet sammen med landets øvrige universiteter sit bud på, hvordan universitetet vil implementere den politiske aftale om udflytninger af studiepladser. Aarhus Universitet planlægger at nedlægge 819 studiepladser og udflytte 345 studiepladser.
LÆS OGSÅ: Udflytning: Nu er det op til politikerne – men rektor giver fortsat gerne sit besyv med
Samlet set lægger universitetssektoren op til at flytte 2.505 studiepladser væk fra de store studiebyer København, Aarhus, Odense og Aalborg. Universiteterne foreslår desuden at nedlægge 2.016 studiepladser som konsekvens af planen. Det svarer samlet set til knap 6 procent af studiepladserne, og det politiske krav lød på, at 5 til 10 procent af studiepladserne enten skulle udflyttes eller nedlægges.
På Aarhus Universitet vil det som følge af udflytningsaftalen være nødvendigt at lukke syv uddannelser. Men som direkte konsekvens af sektorsamarbejdet kan én af disse uddannelser, der lukker på AU, nemlig kandidatuddannelsen i sygepleje, fortsætte i regi af Roskilde Universitet. Omvendt overtager AU uddannelsen Animal Science, som lukker på Københavns Universitet.