DEBAT: Hvorfor ser I ikke rengøringspersonalet som kolleger?

Museumsleder ved Antikmuseet, Vinnie Nørskov, skriver på vegne af Antikmuseets ansatte i denne kritik af universitetsledelsens overvejelser om at udlicitere rengøringsopgaver på AU.

Vinnie Nørskov er lektor og museumsleder ved Antikmuseet. Arkivfoto: Lars Kruse

Her til morgen spurgte Birgit (rengøringsassistent, red.) mig, om jeg havde læst Omnibus' artikel om udlicitering af rengøringen. Det havde jeg ikke, men heldigvis så snakker vi hver dag med Birgit, når hun kommer og gør rent på Antikmuseet. Hun er nemlig en skattet kollega, som er helt central for, at vi kan præsentere et rent og attraktivt museum for andre kolleger, for studerende og for de mange besøgende udefra.

LÆS OGSÅ: Universitetsledelsen vil udlicitere rengøringen i 51 bygninger på AU

Hvorfor ser ledelsen hos BSS ikke vores arbejdsplads som en holistisk arbejdsplads, hvor alle funktioner er væsentlige?

Det er af utrolig stor værdi, at vi kender de personer, som hver dag kommer ind på vores kontor og andre lokaler og i fællesskab løfter en daglig drift. Den drift, som sikrer de lokaler, hvor der rent faktisk forskes og undervises. 

Vi kan kun bakke op om deres fortælling om, at de faktisk udfører en lang række opgaver, der ligger ud over den almene rengøring og i samarbejde med resten af medarbejderne sikrer et godt arbejdsmiljø både menneskeligt og bygningsmæssigt. På Antikmuseet har vi ofte oplevet stor fleksibilitet og hjælpsomhed, når der er særlige arrangementer som årsfesten, udstillingsåbninger eller renoveringsopgaver. Det, har vi svært ved at forestille os, bliver praksis, hvis den del af universitets opgaver bliver udliciteret.

Jeg håber, at BSS’ ledelse kan fjerne blikket fra regnearkene og huske på, at det er mennesker, der skal levere forskning og undervisning, og alle universitetets medarbejdere faktisk er centrale for at få den bedste kvalitet.

LÆS OGSÅ: Rapport fra en gulvspand: Argumenterne holder ikke, ledelse!