DEBAT: Ytringsfrihed uden fribilletter

Som omtalt i Omnibus ad flere omgange har ledelsen for Aarhus Universitet udarbejdet et notat om ytringsfrihed for medarbejdere og studerende ved universitetet, som netop har været i høring. Som medlemmer af Ytringsfrihedskommissionen, der afsluttede sit arbejde i 2020, og som netop opfordrede universiteterne til at overveje bl.a. sådanne tiltag, hilser vi notatet særdeles velkomment. Det rammer på mange punkter præcist det, vi havde i tankerne i kommissionen. Nogle emner fortjener mere opmærksomhed, som det f.eks. fremgår af de nu indkomne høringssvar, som er refereret i en artikel i Omnibus. Høringssvarene rejser dog også to mere principielle spørgsmål for os.

For det første spørgsmålet om, hvad formålet med papiret er. Det kan med fordel præciseres i notatet, men for os er der ingen tvivl: Papiret skal sikre forskere og studerende imod at blive udsat for pres for at undlade at forske i, udtale sig om, undervise i eller modtage undervisning om emner, som andre – det være sig kolleger i ind- eller udland, (med-)studerende, personer i offentligheden, bevillingsgivere, embedsmænd, politikere m.fl. – måtte finde upassende, anstødelige, forkerte eller på anden måde ubekvemme. Der kan være forskellige opfattelser af, hvorfra truslen mod ytringsfriheden i den akademiske verden især kommer, men at den er der, synes det os svært at afvise. Skulle man mene, at truslen p.t. er til at overse, er det i øvrigt ikke i sig selv et argument mod notatet. Det er netop i fredelige tider, at det er vigtigt at få det værdimæssige grundlag på plads, så vi står rustet til den dag, truslen for alvor måtte vise sig. Notatet er derfor både nyttigt og veltimet.

For det andet tager høringssvarene fra Akademisk Råd på Arts samt fakultetsledelsen på NAT fat på præcist det sted, hvor ytringsfriheden ofte støder på grund – nemlig der, hvor nogen måtte bruge ytringsfriheden på måder, som andre finder ’anstødelige’, ’respektløse’, ’aggressive’ eller 'ukonstruktive' (som det formuleres i høringssvaret fra Akademisk Råd Arts). I sådanne tilfælde skal ytringsfriheden ikke gælde, må man forstå Akademisk Råd Arts (mens fakultetsledelsen på NAT når frem til en mere balanceret position). Således foreslår rådet, at notatets sidste – og for os helt essentielle – sætning skal have en tilføjelse. Sætningen, der følger efter omtale af behovet for en respektfuld og åbensindet omgangs- og debattone (hensyn, som også vi vægter højt), konkluderer, at "Ytringsfriheden kan dog aldrig underordnes disse hensyn". Den skal dog ifølge rådet have tilføjelsen "men er samtidig ikke nogen fribillet til aggressive eller respektløse tilgange til uenigheder og debat" (vores kursivering).

Der er ikke noget 'men'

Argumentationen er velkendt – faktisk så velkendt, at den ligger bag titlen på Mchangama og Stjernfelts 1.081 sider lange bog fra 2016 MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark – nemlig, at ytringsfrihed er godt, men kun hvis den ikke bruges på en måde, vi ikke bryder os om. Som Ytringsfrihedskommissionens undersøgelse af befolkningens holdninger til ytringsfrihed afdækkede, er det en ganske udbredt opfattelse i den brede befolkning. Hvis ønsket er at sikre ytringsfriheden, er det dog et ganske bekymrende argument. For hvor går grænsen mellem den acceptable debat og aggression og disrespekt? Og hvem skal trække den? Ytringsfriheden er ganske vist allerede reguleret i lovgivningen, f.eks. om racisme og ærekrænkelse, men som retspraksis i den type af sager viser (jf. diskussionen i Ytringsfrihedskommissionens betænkning), kan det selv for domstolene være vanskeligt at trække grænsen. Skulle det derfor blive en del af universitetets ytringsfrihedspolitik, at andres opfattelse af, at givne udtalelser er ’aggressive eller respektløse’, kan føre til en indskrænkning af ytringsfriheden for den enkelte, vil det fuldstændigt udvande begrebet, og så bliver forsvaret for ytringsfriheden til, præcis, en ’fribillet’.

Skulle det derfor blive en del af universitetets ytringsfrihedspolitik, at andres opfattelser af, at givne udtalelser er ’aggressive eller respektløse’, kan føre til en indskrænkning af ytringsfriheden for den enkelte, vil det fuldstændigt udvande begrebet, og så bliver forsvaret for ytringsfriheden til, præcis, en ’fribillet’.

Pointen med ytringsfrihed er netop, at den også gælder i de tilfælde, hvor vi ikke bryder os om det, der bliver sagt – ja, måske er det kun der, den i virkeligheden viser sit værd. Så kan det være, at der ind imellem bliver sagt og skrevet noget, vi ikke bryder os om, men så længe det holder sig inden for loven, må vi tage det med. Prisen for ikke at ville det bliver i sidste ende (selv-)censur af upopulære synspunkter, og det kan vi ikke være tjent med i hverken det store eller det lille, universitære samfund. Netop på universitetet bryster vi os vel også af at fokusere på argumenter og deres tyngde. Hvis et argument skal bakkes op af aggression og manglende respekt, vil det for os i udgangspunktet indikere en svaghed ved argumentet. Så mon ikke den slags indlæg vil undergrave sig selv og deres afsendere? Det er netop én af idéerne med ytringsfriheden. Idet notatet allerede pointerer vigtigheden af en ordentlig debattone og dermed klargør, at universitetet ikke bakker op om en aggressiv eller respektløs måde at debattere på, skal vi opfordre universitetets ledelse og bestyrelse til at stå fast på den oprindelige formulering af såvel det omtalte afsnit som det, der går forud. Det er netop i disse klare formuleringer, at notatets styrke og forsvar for ytringsfriheden viser sig.

Korrekturlæst af Charlotte Boel