Fakta: Budget 2014 kort fortalt
Så meget skal AU spare:
I alt skal der findes varige besparelser for cirka 225 millioner kroner årligt fra 2016. Selve driftsbudgettet skal balancere fra 2015.
Hvorfor skal AU nu spare så meget?
I årene 2012 og 2013 har AU haft et driftsunderskud på cirka 100 millioner kroner hvert år. Dertil kommer, at finanslovstilskuddene til universitetet ifølge AU’s budget 2014 forventes at falde med 30 millioner kroner fra 2012-2017, og at huslejen stiger med 65 millioner kroner i samme periode. Det resulterer i en økonomisk ubalance på 150-200 millioner kroner om året.
Det er ikke nok udelukkende at skaffe besparelser til at dække denne økonomiske ubalance, vurderer universitetsledelsen og bestyrelsen. AU skal spare yderligere for at sikre universitetet et økonomisk råderum til at søsætte nye initiativer og strategiske satsninger.
Sådan rammer besparelserne administration og hovedområder:
Sparekravet rammer administrationen hårdest, her skal man spare 25 millioner kroner hvert år de næste tre år, altså 75 millioner kroner i alt. Men da der er tale om nettobesparelser, forventes den reelle besparelse – eller bruttobesparelsen – at udgøre 56 millioner kroner i 2014.
På hovedområdernes gennemføres besparelserne efter solidaritetsprincippet. Det betyder, at alle hovedområder i 2014 skal finde besparelser, der nogenlunde matcher deres procentandel af AU’s samledes omsætning. Dermed er Science and Technology det hovedområde, der skal spare mest 43,7 millioner kroner i 2014 og 21,8 millioner kroner i 2015. Igen er der her tale om nettobesparelser.
Se, hvor meget de enkelte hovedområder og administrationen forventes at skulle spare de næste tre år
Kilde: Aarhus Universitets Budget 2014 med budgetoverslagår 2015-2017