Fjernundervisning kan blive aktuelt på grund af faren for coronasmitte

Som studerende kan du fortsat forvente at blive undervist, hvis det bliver nødvendigt at suspendere den traditionelle undervisning på campus på grund af faren for coronasmitte.

Arkivfoto: AU Foto

Hvis det skulle blive nødvendigt at suspendere undervisningen på campus på grund af risikoen for smittespredning af corona, kan du sandsynligvis regne med fortsat at få undervisning, men det bliver i givet fald via fjernundervisning.

Universitetsledelsen oplyser i en mail, der her til morgen er sendt til samtlige medarbejdere:

"Vi forbereder os på det scenarium, at vi ikke kan afvikle undervisning på traditionel vis, og er ved at etablere mulighed for fjernundervisning gennem digitale undervisningsløsninger. Vi regner med inden for ganske kort tid at kunne indføre fjernundervisning for langt de fleste undervisningsaktiviteter, såfremt det bliver nødvendigt."

Desuden fremgår det af mailen til medarbejderne, at al undervisning indtil videre fortsætter som planlagt, og det samme er tilfældet for eksamener.

Også biblioteker, læsepladser og kantiner på campus vil fortsat være åbne. Alle, der færdes på de nævnte steder, opfordres til at vise omtanke ved at holde afstand og være vakse ved håndvasken – eller med håndspritten – for på den måde at være med til at mindske smittefaren.