Guide: Sådan sætter du dine kryds til årets universitetsvalg
Universitetsvalget foregår ikke med papir og blyant, du skal derimod til tasterne. Vi guider dig her gennem AU’s digitale valgsystem. Hvem du vil stemme på, må du dog selv afgøre.
Step 1: Find ud af, hvilke råd og nævn du er berettiget til at stemme til
Der er fem akademiske råd og endnu flere studienævn på AU, og hvilke du skal stemme kandidater ind i, afhænger af, hvilket studie du er tilknyttet. Derfor skal du som det allerførste have styr på din stemmeberettigelse.
På AU’s stemmeplatform e-vote kan du logge ind med dit WAYF-login og se, hvilke specifikke råd og nævn du er stemmeberettiget til. I år skal de studerende sætte op til tre kryds: akademisk råd, bestyrelsen og studienævnet. Skal du ikke sætte tre kryds, skyldes det enten, at valget er afgjort som fredsvalg (altså uden afstemning), eller at valget er bortfaldet, fordi der ikke har været opstillet kandidater til det pågældende nævn eller råd.
På ovenstående billede skal den studerende, som er logget ind, stemme kandidater ind i det akademiske råd på Arts, studienævnet ved Institut for Kommunikation og Kultur samt bestyrelsen. Alle studerende skal stemme til bestyrelsen – og kan stemme på de samme kandidater.
Når du har fået styr på din stemmeberettigelse, er du bedre klædt på til at undersøge de kandidater, der stiller op til de råd og nævn, der er relevante for dig.
Step 2: Undersøg, hvilke kandidater der stiller op
På AU’s officielle side for universitetsvalget, au.dk/valg, kan du finde listen over kandidater, der stiller op til årets universitetsvalg. Listen tæller 124 sider, og det kan hurtigt virke uoverskueligt med de mange navne og kolonner. Du kan derfor blot logge ind på e-valgsystemet og tilgå de tre digitale stemmeblanketter, hvor kandidaterne fra de forskellige lister fremgår.
På Aarhus Universitet er der tre studenterpolitiske organisationer: Studenterrådet, Frit Forum Århus og Konservative Studenter, som du muligvis allerede har hørt om. Men under disse tre organisationer er der opstillet kandidater på flere forskellige lister. Du kan stemme på de enkelte kandidater eller på selve listen.
Step 3: Tag et valg, og gå ind og stem
Nu skal du så træffe dit valg. Hvem vil du stemme på? Selve stemmeafgivelsen har AU lavet en videoguide til, hvor de gennemgår hele processen fra login til afstemning. På den digitale stemmeplatform ligger der i år tre stemmesedler, hvor de studerende skal afgive deres stemme.
Til universitetsvalget har man ikke kandidattests, der kan hjælpe en til at blive klogere på, hvem man er enig med. Hvis du gerne vil sætte dig ind i de forskellige studenterpolitiske organisationer, deres kandidater, og hvad de står for, kan du besøge deres hjemmesider. Måske er du også heldig, at de tropper op i din kantine for at præsentere sig selv. Har du ikke haft mulighed for at tage stilling til en specifik kandidat, kan du også vælge at stemme på selve listen.
Derudover kan du læse med, når Omnibus de næste par dage dækker valget. Blandt andet har vi talt med spidskandidaterne til bestyrelsen, lavet en explainer og talt med de studerende, der allerede arbejder i de forskellige råd og nævn.
Og er du på trods af alle disse råd og initiativer stadig ikke afklaret med, hvor du skal sætte dit kryds, opfordrer AU dig til at stemme blankt.
Klar, parat, stem!
Korrekturlæst af Charlotte Boel