»Jeg kan lytte, og jeg kan også godt høre, hvad der bliver sagt«

Det var her, det hele begyndte. Institut for Fysik og Astronomi eller Det fysiske Institut, som det hed i 1977, hvor en 20-årig Brian Bech Nielsen første gang satte sine vestjyske ben på universitetet. Her 36 år senere åbner han hjemmevant bagdøren til instituttet og fortæller, hvordan han var, før der kom til at stå dekan på visitkortet, og arbejdsuniformen blev nystrøgne, lyseblå skjorter.
»Jeg var en flittig og ambitiøs studerende, jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet. Jeg arbejdede hårdt og koncentreret med studierne,« fortæller Brian Bech Nielsen.
Af og til blev fysikbøgerne dog lukket, og den arbejdsomme fysikstuderende forlod studenterhybelen for at engagere sig i den mere muntre del af studentertilværelsen.
»Jeg husker nogle meget intensive og særdeles underholdende kollegiefester med stor glæde, og jeg tror, mit behaviourial pattern var lidt mere livligt dengang, end det er i dag.«  
Lidt kontakt med det modsatte køn blev det også til.
»Jeg kan ikke sige, at jeg var nogen Don Juan, men jeg formåede da på et tidspunkt at blive udvalgt af den kvinde, som jeg nu har været gift med i mere end 25 år,« smiler han.
Vi tager elevatoren op til kantinen på 7. sal. Brian Bech Nielsen sludrer undervejs med en studerende, og han når ikke at være i kantinen i mange minutter, før han bliver råbt an af en rengøringsmedarbejder, der glad blæser ind.
»Godt at se dig!« udbryder hun og giver dekanen en ordentlig krammer. Hun lykønsker ham med ansættelsen.
»Så kan man da heller ikke komme højere op.«
»Nej, det begynder at blive svært, nu er vi jo helt oppe på 7. sal,« smiler den sindige jyde, da han igen er fri af hendes favntag.
Brian Bech Nielsen styrer ud mod altanen, der efter hans mening har en af Aarhus’ bedste udsigter.
»Her har jeg siddet mange gange og spist min madpakke.«
Han skuer ud over byen og bugten med forårssolen i ansigtet og genkalder sig ungdommens møde med byen.
»Det der med at flytte hjemmefra, ovenikøbet til en ny by, hvor ens forældre ikke bor, det er en meget berusende form for frihed. Jeg nød det.«

Savner at undervise

Da ph.d.-graden var i hus, blev Brian Bech Nielsen ansat som lektor på universitetet. Her opbyggede han sig en forskningskarriere inden for faststoffysik. Drivkraften var nysgerrighed, men forskningens anvendelsesmuligheder var også centrale for ham.     
»Det har været vigtigt for mig. Her tror jeg, den snusfornuftige vestjyde sætter ind.«
Senere blev han vicedirektør på iNANO, herefter institutleder på Institut for Fysik og Astronomi og senest dekan for hovedområdet Science and Technology. I takt med at han bevægede sig op ad karrierestigen, bevægede han sig også længere og længere væk fra forskningen.
»Jeg savner da forskningen, men det, jeg savner endnu mere, er at undervise. Det er berigende at være med til at få de studerende til at forstå faget og finde glæden ved det, og jeg kan godt lide interaktionen med de unge mennesker.«

En stor opgave
I disse dage forbereder Brian Bech Nielsen sig på den udfordrende opgave, det er at lede et universitet som AU. Han har indledt en række dialogmøder rundt om på universitetet, men også på det familiære plan forbereder han sig på et endnu travlere arbejdsliv.
»Jeg skal da være ærlig at sige, at da jeg fik at vide, at jeg havde fået jobbet, satte jeg mig ned med min søde kone og sagde: Ja, det bliver jo ikke mindre udfordrende end den post, jeg har bestredet indtil nu. Det er en ny opgave, der er meget stor, men også meget spændende. Den skal løses. Det skal jeg. Og det kan jeg.«
Som dekan og dermed som del af universitetets øverste ledelse har Brian Bech Nielsen været med til at bringe AU ud i den største forandringsproces i universitetets historie. Processen er ikke forløbet smertefrit, erkender den kommende rektor.
»Det er endnu ikke lykkedes os som universitetsledelse at overbevise universitetet om, hvorfor forandringsprocessen har været nødvendig. Budskabet er ikke købt overalt i butikken. Personligt står jeg inde for processen, men selvfølgelig er der steder, hvor der er brug for at ændre. Det er jeg helt åben over for, men det skal ske på et oplyst grundlag. APV’en tegner et billede af meget dedikerede medarbejdere, men også en udbredt utryghed og frustration i hele miljøet, og det kan vi ikke leve med i længden.«
Konkrete bud på løsninger vil han endnu ikke komme med, for løsningen skal ikke alene komme fra oven, påpeger han.
»Vi må skridt for skridt få løst de problemer, der er, og der kender jeg kun én løsning, og det er at identificere problemerne knivskarpt og så lave en realistisk plan for at få dem løst. Det er den opgave, vi har, og den skal løses i fællesskab. «

Leder med tillid og åbne ører

Men hvordan bliver han så som rektor?
»Jeg kan godt lide den åbne dialog. Jeg kan lytte, og jeg kan også godt høre, hvad der bliver sagt. Jeg kan rigtig godt lide argumentets magt og har ingen problemer med at lade mig overbevise af argumenter. Jeg er ikke dumstædig. Jeg håber, at universitetet vil opfatte mig som en rektor, der samler universitetet, og som har dyb respekt for det, som er universitetets kerneværdier, samtidig med at vi lever op til de forventninger, der er til os fra det samfund, der finansierer os. Det er min ambition.«
Derudover ønsker Brian Bech Nielsen at være meget til stede på universitetet, og han ville gerne love, at man kunne møde ham rundt om på universitetets mange campusområder. Men han er også nødt til at være realistisk, som han siger. Tiden bliver begrænset. Derfor vil hans ledelsesstil også blive præget af uddelegering og tillid.
»Jeg går ind til ting med tillid, og det er også min tilgang til andre mennesker. I langt de fleste tilfælde viser tilliden sig at være berettiget, og hvis ikke, så må vi jo tale om det på en ordentlig måde. Man skal have respekt for hinanden. Jeg er ikke typen, der skælder og smælder, men jeg kan godt sige: Skal vi ikke gøre det bedre næste gang?«
Brian Bech Nielsen kigger ud over de gule mursten i Universitetsparken og opsummerer sin glæde ved AU.
»Her har jeg oplevet den fabelagtige kombination af at være ung og glad i Aarhus sammen med de andre studerende og så at få udvidet min indsigt i det fag, jeg holder så meget af, til det højeste niveau. Jeg synes, stedet har været en rigtig god arbejdsplads, og har nydt hvert et år, jeg har været her. De studerende giver stedet en energi. Så nej, jeg kan ikke forstå, at man kan andet end at holde af stedet.«

7 skæve om Brian

Sidst jeg var oppe i det røde felt var, fordi:
»Jeg er meget, meget sjældent hidsig, men hvis jeg har et eller andet, jeg skal nå, og der pludselig kommer noget ind fra højre, som jeg ikke har den store lyst til, men på den anden side føler mig forpligtet til, så kan jeg godt blive irriteret.«

Jeg går altid i lyseblå skjorter, fordi:
»Jeg lynhurtigt kan tage en jakke og et slips på, hvis anledningen kræver et lidt mere formelt udtryk. Men jakken og slipset kan også hurtigt komme af, og så kan jeg røre mig lidt mere frit. Og så kan jeg godt lide farven. Men jeg går altså i andet end lyseblå skjorter.«

Min yndlings-app er:
»Planet. Med den kan jeg orientere mig på stjernehimlen, uanset hvor jeg er henne i verden. Jeg overvejede jo at blive astronom, så jeg har stadigvæk en trang til at vide, hvor planeterne står henne.«

Mit yndlingsstjernebillede er:
»Orion.«

Dette års sommerferie går til:
»Jeg regner med, at vi tager til Sydafrika på safari, og vi runder nok af med en lille badeferie, det tror jeg, min kone vil sætte pris på.«

De færreste ved, at jeg:
»Har optrådt med elektrisk guitar med en kollega til en julefrokost, før jeg blev institutleder. Vi spillede Johnny B. Goode.«
 
Jeg kan ikke få det bedre, end når jeg:
»Er på ferie med min dejlige kone.«