Omnibus prik

Kalkulerbar er en belejlig, interimistisk fredagsbar – men du bliver ikke hængende

Kalkulerbar er ikke en intimt placeret fredagsbar med høj stemmeføring og floor, men derimod en rolig bar i en gennemgangshal med store vinduespartier. Den interimistiske bar byder på brætspil og billige shots i baren – og er et godt sted at begynde sin aften.

ANMELDELSE: Kalkulerbar

Anmeldt 12. maj 2022 (eftermiddag)

Kalkulerbar

Fredagsbar på Matematisk Institut (datavidenskab, matematik og matematik-økonomi)

Baren er åben klokken 15-22

Hvor:

Ny Munkegade 118, 8000 Aarhus C

Facebook:

https://www.facebook.com/Kalkulerbar/

Særkende:

Mange spil og billige shots. Baren har en rolig stemning uden vild fest.

Priser:

Øl: 10 kroner
Drinks: 15 kroner
Shots: 5 kroner


Plus:
Billige øl, drinks og shots
Gratis chips
Du kan altid få plads

Minus:
Øl med stuetemperatur
Mangler en hyggelig stemning
Opdelte grupper ved hver sit bord
Interimistisk placering midt på en gang

Kigger du ind udefra, er det ikke sikkert, du overhovedet opdager, at der er fest på Matematisk Institut. I foyeren sidder to studerende med deres computere og arbejder. Men når du træder ind ad døren, kan du fornemme lyden af en snert af en fest i den smalle vandrehal. Det er her, Kalkulerbar holder til.

Ind kommer man med en følelse af, at studiegruppemøderne er blevet afbrudt af frivillige bartendere, der har medbragt øl, spiritus og højttalere.

Du bliver ikke blæst bagover i den lange, åbne gennemgangshal, der danner ramme for Kalkulerbar, men mindre kan også gøre det her. Øl, drinks og shots er billige, chipsene er gratis, og mens baren ikke indbyder til skråle- eller drukfest, er det oplagt at sætte sig ved et bord for at spille et brætspil med sine venner eller få sig en sludder. Eller du kan svinge forbi og drikke et shot eller to med dine venner, inden I rammer den næste fredagsbar.

For som barens interimistiske og midlertidige stil i vandrehallen også signalerer, er det ikke nødvendigvis her, du skal bruge hele din fredag aften. Det er mere et sted, du lige kigger forbi. Denne eftermiddag er der samtidig en større fest i Matematisk Kantine, og det spiller givetvis ind på stemningen. Kalkulerbar er placeret midt imellem andre fredagsbarer, og jævnligt slentrer folk gennem baren, men mange er blot på vej hjem fra studiet eller på vej til noget helt andet. 

Selve baren udgøres af et bord sat op i dagens anledning flankeret af 20 kasser med lunkne øl, to køleskabe, to højttalere og et par mælkekasser med spiritus og snacks. Der er ikke så store armbevægelser her, men det er lige tilpas for gæsterne, der er plantet i hver deres selskab ved de forskellige borde. Stort set alle selskaber er dybt optaget af forskellige spil, og musikkens lydniveau er lige tilpas, så det er muligt at føre en samtale.

Hvad siger stamgæsterne?

Jens Trolle læser matematik-økonomi.

”Jeg synes, det er fint nok. Der er mange, jeg kender. Men jeg kender mange fra forskellige studier, så jeg plejer ikke at sidde her i super lang tid, men kommer klokken 16 og møder folk og går igen. Når folk har spist aftensmad, plejer det at blive mere festligt, lidt højt musik, men uden dansegulv eller noget i den stil,” siger han.

Hvad siger baren?

Asbjørn Holk Thomsen læser statistik.

"Der plejer at være rimeligt godt fyldt, fra vi åbner klokken 15, til vi lukker klokken 22. Det er en meget stille og rolig, chill bar. Man kan sidde og spille et brætspil, men der er ikke så meget vild fest. Men på den anden side er der billige shots. Det er ikke os, man skal tage videre i byen til, men vi er et godt sted at starte."

”Vi har en aspiration om at rykke over i MatLab, fordi de ikke har den her gennemvandring. Det kunne være federe at få vores eget rum,” siger han.