KLUMME: Den samme storm, men forskellige både? Er konsekvenserne af COVID-19-nedlukningen på universitetet forskellige for mænd og kvinder?

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Endelig er universiteterne igen åbne for de ansatte efter en drøj periode, hvor mange universitetsansatte blandt andet har tabt tid, forsøgsdyr eller cellelinjer. Især har nedlukningen haft konsekvenser for yngre forskere med små børn – heriblandt mange kvinder – og det bør have mere fokus blandt universiteter og fonde, skriver de fem klummeskribenter fra Linje X.

29.06.2021 | A.M. HVAS, CHRISTINE PARSONS, KAMILLE SMIDT RASMUSSEN, Ida Vogel & SIGNE VOGEL

Den samme storm, men forskellige både? Er konsekvenserne af COVID-19-nedlukningen på universitetet forskellig for mænd og kvinder, spørger klummeskribenterne bag denne klumme. Foto: Colourbox

Klummen her er udtryk for skribenternes egen holdning. Grafik: Astrid Reitzel

Signe Vogel (antropolog), Kamille Smidt Rasmussen (lektor, forskningsprogramleder), Ida Vogel (professor, overlæge), Christine Parsons (lektor) og Anne-Mette Hvas (viceinstitutleder, professor, overlæge) – alle fra Institut for Klinisk Medicin – kalder sig Linje X og er klummeskribenter i Omnibus. De skriver om ligestilling inden for akademia.

Der er grund til at tænke over, om COVID-19-pandemien har ændret på nogle strukturelle ting for os universitetsansatte – det er der forskning, der viser.

Pandemien har ramt nogle grupper hårdere end andre; det gælder i særlig grad de yngre forskningsansatte, kvinder, forældre til børn under 5 år og dem med store undervisningsbyrder. Der er ofte overlap mellem disse grupper, som dermed bliver ramt på flere fronter.

Da Danmark lukkede ned, omlagde universiteterne hurtigt en stor del af undervisningen til onlineundervisning. Men det koster tid at omlægge undervisning, og en mindre dansk undersøgelse viste en tendens til, at kvinderne brugte mere tid på at omlægge undervisning end mændene.

Kvinder ramt af tidstab og dårlig trivsel

Da institutioner og skoler lukkede, blev der pludselig børnehaver og små skoler i hjemmene ved siden af den universitetsansattes computer med Zoom-møder, ansøgningsdeadlines, forskningsopgaver m.m. Ikke overraskende medførte dette betydelige tidstab for forældre til mindre børn og måske i særlig grad kvinderne.

Et fremtrædende internationalt medicinsk tidsskrift, Jama Surgery, beskrev, hvordan andelen af kvindelige corresponding authors faldt med 7 procent (fra 29 til 22 procent) i perioden april-maj 2020 sammenlignet med året før.

Et dansk studie fra KU viser samme fald – andelen af kvindelige corresponding authors faldt fra 23 procent til 13 procent i den første COVID-19-bølge. Kvinder blev altså generelt ramt mere end mænd under nedlukningen, men produktiviteten faldt i særlig grad blandt forældre til børn under 5 år.  

Stanford University har desuden vist, at en stor andel af deres forskere – og flere kvinder end mænd – nu vender tilbage med betydelige stress-symptomer. Og et dansk studie viser, at første lockdown var særlig hård ved kvinders trivsel. Mon ikke vi kan vente det samme for de universitetsansatte, der har små børn? 

Pandemien kan påvirke diversiteten negativt

Mens hjemmet blev omdannet til arbejdsplads, faldt produktivitet og trivsel for alle. Nu skal vi så tilbage på arbejdspladsen. AU's arbejdsmiljøsystem taler i den forbindelse om udfordringen ved at re-boarde alle universitetets medarbejdere. Vi bør især være opmærksomme på at re-boarde de medarbejdere, som har haft det særligt hårdt under pandemien; de yngre forskere med små børn, som jo også er en del af universitetets vækstlag. Dette er også et strukturelt problem og ikke individets problem alene.

Igennem længere tid har diversitet været et fokus for AU. Vi kan med COVID-19-nedlukningen risikere, at nogle af de positive effekter, vi håbede på blandt de yngre kræfter – mænd og i særlig grad kvinder – udebliver, og at de fravælger eller fravælges til en karriere på grund af strukturelle forhindringer afledt af COVID-19-nedlukningen. 

Så hvad kan vi gøre? 

I andre lande har man hurtigt fået både nationale og lokale tiltag på benene, der kan modvirke disse effekter af COVID-19-nedlukningen. Gennem gender round table-diskussioner ved Athena Swan har vi fået indsigt i initiativer fra England, USA, Canada og Australien:

  1. Forlængede frister for ph.d.-projekter og grants. Nogle steder gør man dette automatisk for alle, uden at man skal søge om det. Andre har, som AU, afsat midler til dette efter konkret ansøgning.
  2. At forældre til små børn får godskrevet 1 år ved diverse aldersgrænser på grund af COVID-19-nedlukningen. Det kunne eksempelvis være forlængelser til grants, som man kun kan søge, indtil man er 40 år gammel eller 5 år efter ph.d.
  3. Forlængelse af ansøgningsfrister og projektdeadlines.
  4. At COVID-19-nedlukningens belastning indgår ved rekruttering og forfremmelser.
  5. At særlige forskningsmidler afsættes til at undersøge pandemiens konsekvenser på universiteterne.
  6. At der gives praktisk og finansiel støtte til ansatte med omsorgsopgaver som for eksempel at passe små børn eller at varetage pleje af ægtefæller eller forældre.

Allerede nu kan vi være opmærksomme på mulige stressede og pressede ansatte, som er på vej retur. Universitetet bør hurtigt kunne få monitorering på plads, som kan afklare, om COVID-19 i særlig grad påvirker antallet af kvindelige ansøgere til studier, til stillinger eller til grants. Og universiteterne og funding bodies bør overveje, om de nævnte tiltag i meget højere grad bør bruges i en dansk kontekst. 

Vi kan starte sommeren med at skrue op for snakken om forskellen på mænd og kvinders/yngre og ældres arbejdsvilkår, arbejdsbyrder og forventninger. Den samtale vil gøre godt uanset. 

Korrekturlæst af Charlotte Boel

Synspunkt, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også