Ny aftale betyder, at flere studerende kan vende tilbage til campus

En ny aftale om yderligere genåbning af samfundet betyder, at universitetet fra på onsdag 21. april kan lukke 30 procent af de studerende ind på campus, og at der bliver mulighed for undervisning udendørs. Samtidigt vil forsamlingsforbuddet være udfaset 21. juni, det betyder, at Kapsejladsen kan gennemføres efter planen.

Det bliver fra 21. april også muligt at arrangere udendørs undervisning på de videregående uddannelser. Foto: Lise Balsby/AU

Fra onsdag d. 21. april kan flere studerende igen møde op på campus, det bliver nemlig muligt for Aarhus Universitet at åbne dørene for 30 procent af de studerende. Derudover bliver det også muligt at anvende udendørsarealer til undervisningsbrug. Det vedtog Folketingets partier, med undtagelse af Nye Borgerlige, sent torsdag aften.

Det betyder, at endnu flere studerende kan komme på campus ud over de, der var en del af første genåbning for de videregående uddannelser 6. april. Her fik 20 procent af de studerende lov at møde op til undervisning på campus, og 10 procent af de studerende kan mødes i grupperum og læsesale.

LÆS OGSÅ: AU tager hul på genåbningen – men hvem kan komme tilbage til campus?

Den yderligere genåbning bliver geografisk bestemt. Det betyder, at områder med lav smitte er inkluderet i genåbningen. Det omfatter blandt andet Østjylland og Vestjylland, mens Hovedstadsområdet må væbne sig med tålmodighed indtil smitten er på et lavere niveau. Dermed er AU’s studerende i Emdrup ikke omfattet af denne yderligere genåbning.

For at komme tilbage på campus gælder stadig de allerede kendte regler, at adgangsbilletten er en negativ coronatest, der højest er 72 timer gammel.

Positiv udmelding for kapsejladsen

Udover at flere studerende kan møde ind på campus, byder den yderligere genåbning også på en udfasning af forsamlingsforbuddet.

Det betyder, at man fra 21. april må samles op til 50 personer udendørs, 6. maj hæves det til 75 personer, den 21. maj hæves grænsen til 100, og den 11. juni bliver forsamlingsforbuddet helt afskaffet.

Det er gode nyheder for Kapsejladsen og den traditionsrige ’Kampen om Det Gyldne Bækken’, der løber af stablen 25. juni i en corona-version. Her er det nemlig afgørende, at forsamlingsforbuddet er på minimum 100 personer, for at det rent praktisk kan lade sig gøre at afholde sejlads i Universitetsparken.  

Arrangørerne har tidligere i april offentliggjort, at Kapsejladsen i år bliver afholdt virtuelt, men for at få en snert af den traditionsrige fest i Universitetsparken kan de studerende samles til lukkede fester på barer i Aarhus og følge sejladsen på storskærme.

LÆS OGSÅ: Årets kapsejlads rykker online og til barer i Aarhus – hvis forsamlingsforbuddet tillader det

Nu forsamlingsforbuddet har en udløbsdato i juni, kan det være nærliggende at tænke, at Kapsejladsen kan holdes med et brag i Universitetsparken.

Men det er blot det ’lille’ udendørsforsamlingsforbud, der har en udløbsdato, det gælder ikke for store forsamlinger over 500 personer. Efter planen vil Regeringens ekspertgruppe dog i begyndelsen af næste uge komme med deres vurdering af afholdelsen af store forsamlinger og arrangementer.