Palle alene i verden eller en del af forskningsmiljøet?
Ph.d.-forløbet er forbundet med faglig ensomhed og usikkerhed. Det kan være hårdt, men det er en del af livet som forsker, mener Jakob Sievers og Anne Peschel, der begge er ph.d.-studerende på AU.
Jakob Sievers er ph.d.-studerende på Institut for Miljøvidenskab i Roskilde, hvor han forsker i CO2-udvekslingen mellem havis og atmosfære i Nordøstgrønland. Jakob Sievers anslår, at han har mellem 20 og 40 fagfæller på verdensplan. På AU er det kun ham og hans vejledere Lise Lotte Sørensen og lederen af Arctic Research Centre Søren Rysgaard, der forsker lige netop i det felt. Dog har han flere AU-kolleger, der enten bruger lignende teknikker og måleudstyr eller forsker i arktiske forhold. Men den faglige ensomhed, som 16 procent af ph.d.-studerende på AU oplever, og som 40 procent af de ph.d.-studerende på Institut for Miljøvidenskab oplever, kender han udmærket.
”I det daglige snakker jeg primært med forskere, der arbejder med de samme metoder som mig, men på andre områder. Så hvis jeg sidder og bakser med et problem, som handler specifikt om havis, er det svært for mig at få hjælp til at løse det.”
Ensomheden knytter sig kun til det faglige, han føler sig aldrig alene på arbejdspladsen.
”Vi er et lille institut. Her er færre folk, men man er tættere knyttet til hinanden. Det er lidt ligesom i en landsby.”
At tænke som en forsker
Selvom Jakob Sievers’ arbejdsuge snildt kan snige sig op over de 70 timer, føler han sig sjældent stresset. Men det gjorde han i begyndelsen af ph.d.-studiet.
”Der var en tid, hvor jeg ikke følte, at jeg kunne byde ind med noget og ikke kunne finde min plads. Jeg tror, det hang sammen med overgangen fra kandidatstudiet, hvor man arbejder meget rapportorienteret og bliver uddannet til at svare på spørgsmål frem for at stille dem. Forskning er en helt anden proces. Her handler det om at stille det gode og relevante spørgsmål, argumentere for, hvad det er vigtigt at få svar på, og så skaffe svaret. Det tog mig omkring to år at lære at tænke spørgsmålsorienteret.”
Selvom 13 procent af de ph.d.-studerende på AU føler sig meget stressede, har ingen ph.d.er på Institut for Miljøvidenskab i ph.d.-undersøgelsen givet udtryk for, at de er stressede.
”Vi ligger uden for byen, så folk kører herfra i ordentlig tid for at nå hjem, jeg møder sjældent andre her om aftenen. Og vi er heller ikke så mange ph.d.-studerende, så her er ikke ph.d.-forsvar så tit. Det tror jeg også spiller ind. Man kan godt få skabt et stort forventningspres til sig selv ved hele tiden at opleve andre ph.d.-studerende forsvare deres projekter.”
Usikkerheden rammer
To et halvt år inde i ph.d.-studiet føler han sig hjemme i sit stof, men han oplever stadig momenter, hvor usikkerheden rammer.
”Man ser ph.d.er som dem, der ved alt inden for deres felt, og de udtaler sig ofte på tv. Det er et stort ansvar, og jeg ved ikke, om jeg også kunne stille mig op på tv og udtale mig som ekspert på mit felt. Især i perioder, hvor jeg er usikker på retningen i mit projekt, kan jeg godt føle, at alle andre har styr på deres lort, og at jeg bare ikke kan finde ud af noget.”
Han har også bemærket, at hans usikkerhed tager til op til det ugentlige møde med hans vejleder.
”Når vi mødes hver uge, lægger det jo et pres på mig. Jeg skal kunne levere noget nyt, og det kan jeg godt mærke op til mødet. Men det får min vejleder ofte lagt en dæmper på i løbet af mødet.”
Nærmest en hobby
På trods af pres, usikkerhed og faglig ensomhed føler Jakob Sievers sig privilegeret som ph.d.-studerende.
”Det er hårdt, og jeg arbejder meget mere end en gennemsnitsdansker, men jeg laver det, jeg gerne vil. Det er nærmest halvt hobby for mig, og jeg gør en forskel.”
Betragtes som studerende
I kælderen under Institut for Marketing og Organisation sidder instituttets ph.d.-studerende samlet på én gang. Anne Peschel er én af dem. Hun stammer fra Tyskland og har været ph.d.-studerende på AU i godt et år. Hun er tilknyttet forskningscentret MAPP og forsker i forbrugeradfærd, blandt andet laver hun eksperimenter, hvor hun undersøger forbrugeres opfattelse af priser på fødevareprodukter.
Hun er godt tilfreds med at være ph.d.-studerende på AU, møder glad på arbejde om morgenen og nyder selv at kunne bestemme, hvornår hun vil møde, eller om hun vil arbejde hjemme en dag.
Når det er sagt, så kan et par ting blive bedre, mener hun. Blandt andet føler hun sig ikke altid respekteret som medforsker på instituttet.
”Det kunne godt blive bedre. I min forskningsgruppe ser vi hinanden som kolleger, men overordnet på instituttet er der en tendens til, at ph.d.er betragtes mere som studerende end som forskere, og vi bliver behandlet anderledes end de øvrige forskere. Vi skal for eksempel deltage i de obligatoriske kurser, selvom de ikke er relevante for vores forskning. Vi er alle sammen placeret på samme gang uden hensyn til, hvad vi forsker i. Og vi har netop fået loft over vores budget, så vi kun har 30.000 kroner til at dække udgifter til rejser, konferencer, bøger, kurser med videre i løbet af de tre år som ph.d.-studerende.”
Hård tone
I ph.d.-undersøgelsen boner instituttet også ud som et af de steder, hvor tonen er hård og negativ, og hvor miljøet er konkurrencepræget.
”Det er rigtigt, at tonen var ret hård tidligere. Men det har ændret sig, fordi flere ph.d.-studerende gjorde opmærksom på, at tonen ved midtvejsevalueringerne var unødigt hård. De ph.d.-studerende blev udspurgt om deres projekter på en meget direkte måde, som føltes nedladende. Fokus var på det negative frem for at være konstruktiv og fokusere på, hvad man kunne gøre bedre.”
Ensomhed er et vilkår
Anne Peschel er ofte alene med sin forskning, for få arbejder eksperimentelt indenfor hendes forskningsfelt. Men ensomhed er ikke et problem for hende, det er et vilkår, når man forsker, mener hun.
”Ensomhed er en del af livet, når du er ved at gøre dig til specialist inden for et felt. Men der er altid nogen, du kan spørge. Måske sidder de ikke på samme universitet eller i samme land som dig. Men der må man jo bruge sit netværk og trække på de kolleger, man møder til konferencer.”
Ligesom 82 procent af de ph.d.-studerende på instituttet føler Anne Peschel sig usikker indimellem.
”Helt sikkert. Jeg tvivler på, om jeg ved nok om mit felt, og i perioder er jeg usikker på mit arbejde, men mine vejledere får mig som oftest tilbage på sporet.”
”Til gengæld er jeg sjældent stresset, og her spiller min tyske baggrund måske en rolle. For i Tyskland er det normalt at arbejde for en professor og undervise på instituttet. Det er det, du får din løn for, mens din forskning er noget, du laver i fritiden. Så jeg føler mig privilegeret over at blive betalt for at forske og at have tid til det.”