”Vi har sat gang i en proces ...”
Sådan lyder svaret nærmest enstemmigt fra ph.d.-skolelederne på AU’s fire hovedområder, da Omnibus spørger, hvordan de følger op på undersøgelsen. Indtil nu er det så som så med konkrete tiltag, men alle hovedområder vil stramme op på vejledningen.
Johnny Laursen, ph.d.-skoleleder, Arts:
Hvordan følger I op?
”Vi har indledt en række møder med alle institutter og ph.d.-programmer, og vi vil også gerne have ph.d.-studerende og vejledere med i analysen af resultatet. Vi har ikke en fast bagkant for, hvornår vi skal have sat gang i handlinger og nye tiltag. Men jeg regner med, at vi har igangsat handlinger inden den internationale evaluering af ph.d.-skolerne, som finder sted tidligt i 2015.”
Hvilke konkrete tiltag er på bedding?
”Vi har afholdt én og programsat yderligere tre vejlederworkshops, som sigter på at inddrage viden og erfaringer fra erfarne vejledere. På den baggrund sætter vi gang i kurser for nye vejledere i samarbejde med Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier.
Der er selvfølgelig variationer mellem programmerne, men generelt har ph.d.-studerende på Arts – på grund af traditionen for mere individuelle projekter – ofte en svagere tilknytning til forskningsmiljøet og til vejlederne end på Science and Technology og Health. Omvendt viser undersøgelsen, at vores ph.d.-studerende i høj grad er i stand til at arbejde meget selvstændigt med et forskningsprojekt og tager ejerskab. Vi er klar over, at det er styrker, der er købt for en pris. For de ph.d.-studerende på Arts er dermed mere udsat for risiko for stress og ensomhed, så vi skal være bedre til at forebygge stress og ensomhed.
I forhold til tilknytning har vi den særlige udfordring på Arts, at mange ph.d.-studerende skriver deres afhandling i samarbejde med eksterne institutioner såsom museer. Dem forsøger vi at knytte tættere til forskningsmiljøet, ved at de får gode rammer for tilknytning til instituttet, hvor de deler kontor med andre forskere og deltager i forskningsprogrammerne.”
Jes Madsen, ph.d.-skoleleder og prodekan for talentudvikling, Science and Technology:
Hvordan følger I op?
”Vi har drøftet resultatet i de relevante fora: de 13 programformænd, ph.d.-udvalget og de ph.d.-studerende i ph.d.-udvalget, i ph.d.-foreningen PHAUST og på institutterne. Det skal munde ud i en handlingsplan og en tidsplan, som gerne skal ligge klar inden sommerferien.”
Hvilke konkrete tiltag har I på bedding?
”Det, der springer i øjnene, er den manglende forventningsafstemning mellem vejleder og den ph.d.-studerende. Det skal systematiseres, for eksempel ved at indføre et fællesmøde i begyndelsen af ph.d.-forløbet med programformændene, vejlederne og de ph.d.-studerende, så alle parter ved, hvad de går ind til.
Vi skal også kunne tale sammen om de personlige forventninger, vi har til hinanden. Hvornår er vejleder tilfreds med den ph.d.-studerende? Og hvornår er den ph.d.-studerende tilfreds med vejleder?
Vejlederkurser har vi allerede, men det er langt fra alle, der har været igennem forløbet. Så det er et vigtigt element at se på.
I forhold til stress og ensomhed skal vi kollektivt være bedre til at lægge mærke til reaktioner hos kolleger og ph.d.-studerende. Vejleder har også en vigtig rolle, de fleste vejledere giver udtryk for, når de er bekymrede, men vi skal være bedre til at sige til den studerende, når det kører, og give positiv feedback.”
Lise Wogensen Bach, ph.d.-skoleleder og prodekan for talentudvikling, Health:
Hvordan følger I op?
”I ledelsen har vi kendt resultatet i nogle måneder, men det er først inden for den seneste måneds tid, hvor rapporten har været offentliggjort, at den er blevet spredt til de relevante fora. Så vi er endnu ikke til bunds med arbejdet, hvor vi inddrager ph.d.-udvalget, ph.d.-foreningen og forskeruddannelsesprogrammerne.”
Hvilke konkrete tiltag har I på bedding?
”Det slog mig, at 10-15 procent af de ph.d.-studerende på Health ikke umiddelbart kan anbefale deres vejleder til andre. Så vi skal sikre os, at vi har gode vejlederkurser. Der er også en balance i vejledning: Vejleder skal kunne give guidelines, men skal også lade den ph.d.-studerende selv træffe beslutninger. Vi kan lære meget af hinanden på tværs af hovedområderne. Health har stærkt fokus på produktet, og der udøves hands-on-vejledning. Men vi skal også have fokus på, at de studerende udvikler sig som selvstændige forskere. På andre hovedområder er der mere fravær af vejledning, men de studerende arbejder omvendt meget selvstændigt, og der udøves i større grad hands-off-vejledning.
Det er også et problem, at mange føler sig stressede og pressede. Det er svært at tage en ph.d. Der er mange krav, der skal opfyldes. De skal deltage i kurser, formidle, skrive en afhandling inden for tre år, og vi vil også gerne have dem til udlandet. Og flere af vores ph.d.-studerende er i den fødedygtige alder og skal derfor have familieliv til at balancere med ph.d.-studiet. Vi skal sikre, at de ph.d.-studerende fra starten er bedre forberedt på den opgave, der venter. Vi skal have fod på, hvem vi tager ind og sikre os, at de kan klare det.”
Per Baltzer Overgaard, ph.d.-skoleleder og prodekan for talentudvikling, Business and Social Sciences:
Hvordan følger I op?
”Rapporten er gået ud til vores syv institutter og vores ph.d.-programmer til diskussion internt. I løbet af kort tid får dekanatet deres tilbagemeldinger og input til generelle og specifikke tiltag, som vi så tager stilling til. Vi har også sendt rapporten ud til ph.d.-udvalg og ph.d.-studerende, for vi vil gerne have input fra dem i marken. Vi bliver konkrete i løbet af nogle måneder, men det bliver ikke nødvendigvis på denne side af sommerferien.”
Hvilke konkrete tiltag har I på bedding?
”Det er ikke en god idé at gå i gang med katastrofeindsatser. Et større tiltag i forhold til vejledningsindsatsen skal tænkes ordentligt igennem. Vi skal have en kvalificeret tolkning af rapporten. Der er store forskelle internt på hovedområderne, så vi kan ikke bare quick fixe med generelle regelsæt.
Men jeg kan da sige, at vejledning er noget, vi kommer til at kigge på. Vi skal uddanne vores vejledere og klæde dem på. Vejledning er ikke bare at tage en snak i begyndelsen af forløbet. Hvis det er et fænomen, der er udbredt, så må vi gøre noget ved det.
Jeg må sige, at jeg er blevet overrasket fælt negativt over et par af vores programmer, hvor det ikke virker til, at man har taget HR-opgaven i forhold til vores yngre forskere til sig. Det er bestemt en skuffelse og noget, jeg tager op med de relevante institutter og programmer.”