Samvittighedsfuldt superarkiv udstilles

Egetræerne i Universitetsparken er uløseligt forbundet til Aarhus Universitet. Siden de første sten blev lagt til fundamentet for de første bygninger på bakken nord for fødselsstiftelsen, har egetræerne været der.

Som mange andre, nyder professor og arkæolog Felix Riede, synet af egetræerne, når han bevæger sig rundt på campus, og han nyder dem af flere grunde end de æstetiske.

”Egetræer er særlige træer. De er symbol på dybde, urokkelighed og styrke. Og så samler de på viden. De står som smukke arkiver, som samvittighedsfuldt har gemt oplysninger om de år, der er gået,” siger Felix Riede.

Med sit blik for både gode historier og historiefortælling fik han en god idé, da studerende og ansatte på universitet blev bedt om at komme med forslag til, hvordan man kunne genanvende nogle af parkens smukke træer, som desværre måtte lade livet for at give plads til en ny passage mellem Universitetsparken og den nye del af universitetet i Universitetsbyen på den anden side af Nørrebrogade. 

Egetræer fortæller historier fra efterlivet

Siden har projektet, som nu udstilles i Stakladens foyer, udviklet sig til et stilstudie i tværfaglighed. Processen frem mod det endelige resultat og været en fornøjelse for Felix Riede, fortæller han.

”Det har været en indviklet og kompleks proces, hvor kreativitet og vilde ideer har mødt virkelighedens krav til formidling og det visuelle. Jeg har oplevet kollegaskab på en virkelig god måde, hvor mange har lagt tid og energi i et sjovt sideprojekt, som bringer vores forskellige fagligheder sammen på smuk og sjov vis,” fortæller Felix Riede.

En skive af et af de faldne egetræer, er nu centrum i en ny udstilling, der hænger i Stakladens foyer.

”Med fokus på træskiven er det lykkedes at aktivere rigtig mange forskellige fagligheder fra mange hjørner af universitetet, og dermed har vi fået de mange forskellige indblik, det giver, når man ser på det samme fra mange forskellige, faglige steder,” siger Felix Riede med henvisning til store arbejde som kolleger fra mange forskellige hjørner af universitets forskellige fagområder har bidraget med.

En af de mange kolleger, der har bidraget, er Ning de Coninck-Smith, der er professor i uddannelseshistorie.

”Jeg er meget optaget af, hvordan man laver et universitet,” siger Ning de Coninck-Smith, og derfor er hendes bidrag til Felix Riedes idé at finde ind til historien om egetræerne og Universitetsparken.

Ning de Coninck-Smith har været i de gamle annaler, set konkurrenceprojekter, studeret historien og talt med datteren af Universitetsparkens bagmand, der var blandt datidens fremmeste have- og landskabsarkitekter, for at finde så meget af historien om egetræernes oprindelse som muligt.

Minder lidt om Staunings have

Carl Th. Sørensen, som Universitetsparkens skaber hedder, kan tilskrive æren for egetræerne og for den måde de præger parken.

”Lige inden han blev tilknyttet projektet med universitetsparken i Aarhus, havde Carl Th. Sørensen lavet Staunings have ved Bellevue og Klampenborg. Her står gamle, fritlagte bøge- og kastanjetræer, og det minder om den måde egetræerne står på i Universitetsparken,” fortæller Ning de Coninck-Smith.

De første egetræer blev plantet på det, der i dag er Aarhus Universitet i foråret 1933. Dengang var man ved at fjerne de kolonihaver, der måtte vige pladsen for fremskridtet og det nye universitet. Aarhus Kommune og driftige aarhusianere havde vundet kapløbet om at blive hjemsted for Danmarks første universitet uden for København. Det blev etableret i 1928, og kommunen donerede et stykke jord nord for Fødselsstiftelsen, hvor der først havde været galgebakke, så losseplads og kolonihaver. Nu skulle der bygges universitet.

”Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence, og et af kravene var blandt andet, at universitet skulle være et collegeuniversitet, som man blandt andet kender det fra Oxford, hvor parken omslutter boliger, kollegier, kantiner og undervisning, fortæller Ning de Coninck-Smith.

De tre arkitekter, Kay Fisker, C. F. Møller og Povl Stegmann, som står på faderskabsattesten for universitetets bygninger, bad Carl Th. Sørensen om at hjælpe med selve parken. Det gjorde han.

”Og da sejren var i hus, blev det besluttet, at Carl Th. Sørensen skulle have en ligelig del af præmiesummen i anerkendelse af Universitetsparkens betydning for projektet,” fortæller Ning de Coninck-Smith.

Mesteren skelede til en anden

Noget af det helt særlige ved Universitetsparken er det kuperede landskab, fortæller Ning de Coninck-Smith. Dengang var moden at planere og skabe lige linjer, men sådan blev det ikke. Carl Th. Sørensen har nok skellet til en anden arkitekt Fritz Schlegel, som allerede i 1927, flere år før Carl Th. Sørensen, vandt en tidligere guldmedalje i Akademiets konkurrence om et nyt universitet, hvor hans greb på parkens udformning netop var at lade parken respektere morænelandskabets bugtede udtryk.

I den endelige konkurrence om at tegne det nye universitet, deltog Fritz Schlegel også. Han blev nummer tre og kunne se nogle af sine egne ideer løbe med sejren, men det er en anden historie.

Egetræerne voksede sammen med universitet. Da man fik fjernet de får, der var sat til at passe plænen rundt om træerne men som åd en del af dem, gik det bedre, og egetræerne begyndte at indtage deres centrale rolle i parken.

”I mange år var der stadig frugttræer mellem egene, der stod tilbage efter de tidligere kolonihaver, men for at par siden blev det sidste fældet,” fortæller Ning de Coninck-Smith.

Den skive som nu hænger på de gule mursten i Stakladens foyer kan dateres til 1944, og dermed bærer den vidnesbyrd over næsten 80 års historie på campus, i Aarhus og i verden.

Det er noget af det, der fascinerer arkæolog Felix Riede og gav ham ideen til at bruge en skive egetræ til at koble dendrokronologi, historie og klimaændringerne sammen til én historie.

”I sådan en skive egetræ er der vitterligt tale om et højopløste arkiv. Vi har forskellige adgange til fortidens klima og miljø, men hvis man har nøglen til sådan i egetræsskive, har man adgang til et superarkiv.  Det synes jeg er cool, siger Felix Riede.

Han påpeger, at der er lavet en lang række videnskabelige studier ved, at de kemiske spor som kulstof -og bly-isotoper fra luften er fanget i årringene og herefter analyseret.

”Det kan vi bruge til at sige noget om temperatur og nedbør i fortiden, vi kan også sige noget om solstorme og atomprøvesprængninger, ligesom vi kan se, hvornår man udfasede bly fra benzin,” forklarer Felix Riede.

Det færdige resultat formidler de store linjer i egetræernes sameksistens med mennesker og Aarhus Universitet siden midten af 1940’erne. Historien fortæller om en parallel vækst, hvor universitet og byen Aarhus er vokset sammen med egetræerne i Universitetsparken.

”Udstillingen rummer også et lidt kritisk perspektiv på vores sameksistens. Træerne er født i overgangen til en nye, geologisk periode – den såkaldte antropocæn-epoke-, hvor vi mennesker har stor indflydelse på klodens udvikling, og det er ikke kun en god ting,” siger Felix Riede og fortsætter:

”Nogle geologer mener, at det er med atomprøvesprængningerne i kølvandet på afslutningen på Anden Verdenskrig, vi går ind i en ny epoke med ekstrem forurening, udryddelse af arter og en mørk undertone i historien, som vi med menneskehedens vækst er en del af. Samtidig er det fedt, at universitetets mange forskere hele tiden bidrager med nye viden, nye løsninger og nye innovationer på de udfordringer, vi står med,” siger Felix Riede, som er både glad for- og stolt af den nye udstilling.