Som Kongens Have i gråvejr

To studerende fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) mente, det var på tide, at de fik afprøvet deres kantine i Emdrup. De slog to fluer med ét smæk, så Omnibus’ læsere samtidig kunne få en anmeldelse af kantinen. Oplevelsen var jævn.

Der blev smagt og vurderet til den store guldmedalje, da Tobias Rose og Lucas Cone (sort skjorte) for første gang afprøvede deres kantine i Emdrup. Foto: Ib Laursen og Michelle Fehlhaber
Foto: Ib Laursen og Michelle Fehlhaber
Foto: Ib Laursen og Michelle Fehlhaber
Foto: Ib Laursen og Michelle Fehlhaber

Anmeldt af: Tobias Rose og Lucas Cone, der begge studerer uddannelsesvidenskab på 2. semester

Maden: Da vi trådte ind i kantinen, blev vi især fanget af, at der ikke bare var et, men tre osteborde i buffeten – det må siges at symbolisere overflod. Der er brød, salatbar, dagens ret, sødt til ganen og sandwich. Deres sandwich er gemt væk i et køleskab bagerst i kantinen og har den lukkede side udadtil, så man må vende sandwichene om for at se fyldet. Det appellerer ikke til nogen af os, så vi har i stedet kastet os over dagens ret bestående af oksecuvette, pommes frites og forskellige dips. Vi har taget lidt salat til. Tobias har taget en blåbærjuice og valgt kantinens gammeldags æblekage til dessert. Lucas har snuppet deres myslibar og en kop kaffe.

Kantinens pommes frites imponerer – de er sprøde og lækre. Kødet har en fin smag, men er svært at skære i med kantinens bestik. Deres dips – aioli og chilimayo– er lækre og også gode til salaten. Bbq-saucen smager fint, men bare ikke som bbqsauce.

Salaten skuffer desværre. Alle salater er tunge, og især pastasalaten er uden smag. Pastaen er udkogt, der er persille og nogle udmærkede soltørrede tomater i, men de forsvinder i den manglende konsistens. Salaterne mangler i det hele taget æstetik og friskhed, råvarerne er skåret i store stykker, og der er mange bønner og kikærter i. Lidt frisk tomat ville ikke skade. Dressingen smager bare af olie. Det trækker jo desværre ned, selvom vi nyder de lækre pommes frites.

Desserterne er lækre. Myslibaren blev valgt, fordi der som på den eneste af deres kager stod, at den var hjemmelavet. Den er klæg og smager lidt af smør. Vi tror, at det er honning, der giver konsistensen. Til gengæld bringer den liv i den kedelige og masseproducerede kaffe – en smuk symbiose, der bringer en fin kaffesmag frem.

Kantinen har ikke skeer, så æblekagen må spises med en plastikgaffel. Den ryger hurtigt ned og er rigtig god. Eneste anke er, at der manglede flere makroner til at opveje den søde æblesovs. Juicen er derimod lidt kedelig. På etiketten kan man læse, at de ingredienser, den slår sig op på, kun udgør 6 procent af juicen. Den består primært af æblejuice, som der ikke står noget om på forsiden af flasken.

Prisen: Vi kom af med 114 kroner og regnede ud, at vi gav omkring 35-40 kroner pr. hovedret. Det er lidt pebret for studerende, og især når salaten ikke var bedre. En hovedret for 25 kroner ville nok tiltrække flere.

Stemningen: Kantinen er ret tom, men der er gjort noget for hyggen. Der er blomster på bordene og lavthængende lamper, derudover er der en pejs, som også skaber hygge, selvom den ikke er tændt. Desværre stod der blandt andet en snavset kaffekop, så man havde tænkt sig om, men de kom ikke helt i mål. Personalet er venligt.

Konklusion: Overordnet var oplevelsen jævn. Pommes frites og kødet trækker op, men salaten trækker ned. Det var som Kongens Have på en grå dag. Der er tænkt over tingene og fine rammer, men der mangler solen, som gør oplevelsen fantastisk. Man har forsøgt at gøre kantinen hyggelig, og meget af maden var god, dog var der skønhedsfejl.

 


Karakterskala:

Mad: 1-5 Omnibus-logoer

1: Adr!

2: Frokosten glider kun lige ned

3: Ikke nogen kulinarisk oplevelse, men maden lukker munden på en knurrende mave

4: Glade smagsløg!

5: Mums! Her kommer jeg gerne igen …

Stemning: 1-3 Omnibus-logoer

1: Kedeligt/koldt/overfyldt/mennesketomt

2: Fint nok, men ikke vildt spændende

3: Hyggeligt – gid, at frokostpausen aldrig sluttede!


Er du brødflov, og har du kritiske smagsløg?

Så kan du blive kantineanmelder for en dag for Omnibus.

Du skal være studerende eller ansat på Aarhus Universitet og gerne madglad og madinteresseret, men som minimum skal du gå op i muligheden for at få et godt, veltillavet måltid mad på AU til en fair pris. Vi anmelder både maden og stemningen i kantinen.

Skriv til omnibus@au.dk