Studerende fortsætter blokade, selvom ledelsen nu siger stop
De studerende, som blokerer rektoratet på AU, har ikke tænkt sig at ophæve blokaden, selvom universitetsledelsen nu ønsker blokaden ophævet.
”Efter fem dages blokade må vi nu meddele jer, at vi ønsker blokaden i bygning 1430 ophævet, således at medarbejderne fra i dag, mandag den 24. november, igen kan få adgang til kontorer og mødelokaler og frit og uhindret kan gennemføre deres arbejde”.
Sådan skriver prorektor Berit Eika i dag i et åbent brev til de studerende, der siden onsdag har blokeret ledelsesgangen på AU.
Men Esben Bøgh Sørensen, som er talsmand for den universitetspolitiske gruppe "Et andet universitet", der står bag blokaden, afviser, at brevet får nogen som helst betydning for de studerendes indstilling.
”Vi opretholder selvfølgelig blokaden, ligesom vi har meldt ud fra begyndelsen”, siger han.
Maksimalt pres
I sit brev lægger Berit Eika vægt på, at:
”…der er tale om politiske beslutninger, som de berørte medarbejdere på Aarhus Universitet ikke har haft indflydelse på, og de er derfor uforskyldte blevet en del af denne blokade”.
Men det argument køber Esben Bøgh Sørensen ikke.
”Det er jo ledelsen, der forhandler med ministeren, og derfor er det her, vi må blokere for at lægge maksimalt pres”.
Knas i forholdet
Det er ikke mere end fem dage siden, flere repræsentanter fra ledelsen her i avisen offentligt viste deres sympati for de demonstrerende studerende.
Efter dagens udmelding fra ledelsen tvivler blokadevagternes anden talsmand, Søren Mau, på, om sympatien er reel.
"Det må jo betyde, at de ikke mente, hvad de sagde. Det her er en afprøvning af, hvor stor opbakningen fra ledelsen egentlig er”, siger han.
Intromøde og stormøde
Klokken 16 i eftermiddag holdt de blokkerende intromøde, hvor nuværende demonstranter og nye interesserede kunne komme forbi og høre nærmere om aktionen. Det var der omkring 50, der benyttede sig af.
Senere i aften holder blokadevagter, demonstranter og støtter stormøde, hvor de vil diskutere det videre forløb. Herunder den planlagte blokade af Kvalitetsudvalgets lancering af dets anden delrapport i Stakladen på onsdag 26. november.
Blokaden i rektorratet bliver kun opløst, hvis politiet kommer forbi. Eller hvis det bliver vedtaget at ophæve den på et stormøde i aften. Det sidste tvivler Esben Bøgh Sørensen stærkt på kommer til at ske.