De står for studiestarten for årgang 1 på AU’s nye campus: ”Vi håber på nogle pionertyper!”
Hvordan skaffer man tutorer til at tage imod de nye studerende på AU’s nye campus i Viborg, når der ikke er nogen ældre årgange at rekruttere fra? Det hovedbrud har AU Viborg løst ved at kigge mod agrobiologi i Aarhus, hvor de to studerende Katrine Schmidt Jensen og Victoria Baumann Kongsfelt har påtaget sig rollen som studiestartskoordinatorer blandt andet for AU’s første årgang af dyrlægestuderende.
Lige om lidt går det løs med rusuger og studiestart på AU’s campusser. Tutorer i pangfarvede T-shirts guider nye studerende gennem introdage og hytteture, som ofte er baseret på stolte traditioner på det enkelte studie.
Men hvem skal lige trække i tutor-T-shirten og strikke et fedt rusprogram sammen, når AU’s nyeste campus den 21. august åbner dørene for de 65 studerende, der som de første nogensinde begynder på AU’s tre nye uddannelser veterinærvidenskab (dyrlægeuddannelsen), dyrevidenskab og plante- og fødevarevidenskab?
Svaret er: to studerende fra lignende studier, nemlig Katrine Schmidt Jensen, som læser agrobiologi (husdyrlinjen), og Victoria Baumann Kongsfelt, som læser agrobiologi (fødevarelinjen) – begge tager nu hul på deres femte semester på bacheloren. De har tidligere været tutorer på deres eget studie, er stadig aktive i tutorforeningen, i studenterforeningen SJUS og i fredagsbaren ’Dyrkbar’.
Allerede tilbage i februar blev de ansat som studiestartskoordinatorer af fakultetet Technical Sciences til at planlægge og udføre studiestarten for de 65 nye studerende på AU Viborg. Når introugen og studiestarten går løs, får de hjælp af 10-12 tutorer, blandt andet nogle af deres medstuderende fra agrobiologi og ph.d.-studerende fra AU Viborg.
”Vi skal lave introuge, afvikle workshops i forbindelse med studiestarten og arrangere hyttetur. Og så skal vi hjælpe de nye studerende i gang med at etablere forskellige studenterforeninger og en fredagsbar,” fortæller Victoria Baumann Kongsfelt om den opgave, de to har taget på sig.
”Vi håber på, at der er nogle pionertyper blandt de nye studerende. For de har virkelig mulighed for selv at sætte deres præg på stedet. Og så skal vi hjælpe de kommende tutorer for studiestarten i 2025 i gang,” fortæller Katrine Schmidt Jensen.
Liv på campus
Studielivet på AU Viborg er a work in progress. Rammerne er sat med nye undervisningslokaler, studierum, studenter-lounges, poolborde, bordtennisborde og lokaler, der vil kunne huse en fredagsbar. Men studielivet skal de studerende i høj grad selv bringe ind i rammerne. De to studiestartskoordinatorer er ret bevidste om deres rolle i den forbindelse:
”Det er fedt at få indflydelse på deres studiestart, men det handler om at give de nye studerende medejerskab,” siger Katrine Schmidt Jensen.
Victoria Baumann Kongsfelt supplerer:
”Vi tager et neutralt afsæt, skaber et blankt lærred for dem – vi skal ikke forme studiemiljøet og traditionerne og sige: sådan gør vi på vores studie, det skal I også. Vi skal guide dem og hjælpe dem i gang med at skabe deres eget.”
Gøder sammenholdet
De to koordinatorer har især fokus på at skabe fundamentet for et godt socialt sammenhold på tværs af de tre uddannelser og på længere sigt på tværs af årgange.
”Når studietvivlen rammer, spiller det sociale studiemiljø en kæmpe rolle. Jeg elsker, at alle snakker med alle på mit studie, og at man hilser på hinanden, selvom man ikke er på samme årgang,” siger Katrine Schmidt Jensen.
I den forbindelse er de opmærksomme på den kønsfordeling, der er blandt de nye studerende, hvor langt hovedparten er kvinder.
”Det er klart, at det kan give en anden dynamik på studiet, end når kønsfordelingen er mere 50/50, men det udligner sig måske også, i takt med at nye studerende kommer til i de kommende år,” siger Katrine Schmidt Jensen.
”Det faglige studiemiljø og engagement er naturligvis også vigtigt, for hvis ikke man interesserer sig for det, man læser, er det helt håbløst,” supplerer Victoria Baumann Kongsfelt. Den del overlader de to dog til de uddannelsesansvarlige.
”Vi kender ikke hver enkelt uddannelse godt nok i dybden til at kunne svare på fagspecifikke spørgsmål. Normalt kan man spørge studerende på årgangen over, men de findes jo ikke endnu,” forklarer hun.
Viborg på radaren
De to koordinatorer læser til daglig i Aarhus, men har som led i studiet agrobiologi også haft undervisning på AU’s campus i Viborg.
”Vi har haft undervisning derude flere gange, og siden vi blev ansat, har vi også besøgt campus flere gange og været i Viborg for at få et indtryk af byen som studieby,” siger Katrine Schmidt Jensen.
De er blevet positivt overraskede over, hvad Viborg har at byde på som studieby og har besluttet, at rusaktiviteterne skal rettes mod Viborg frem for Aarhus.
”Selvom de læser på Aarhus Universitet, forventer vi, at de vil have Viborg som base. Så vi kommer ikke til at markedsføre arrangementer som Kapsejladsen eller Danmarks Største Fredagsbar, men vil i stedet orientere programmet mod det, der sker i Viborg. Der er selvfølgelig nogle af de nye studerende, som pendler til og fra Aarhus, men de fleste vil bo omkring Viborg,” siger Katrine Schmidt Jensen.
Udover at være et spændende studiejob ser de to cheftutorer også deres stillinger som en god mulighed for at skabe kontakt mellem agrobiologi i Aarhus og uddannelserne i Viborg. Uddannelsen agrobiologi udfases i disse år for at lukke helt ned i 2027. Og dermed bliver antallet af medstuderende færre og færre i Aarhus.
”Vi har overvejet at invitere de nye studerende med på nogle af de ministudieture, vi arrangerer på vores studie. Og så omvendt invitere os selv til Viborg for at joine deres fredagsbar. For det bliver sværere og sværere at holde liv i studiemiljøet her i Aarhus,” siger Victoria Baumann Kongsfelt.
Korrekturlæst af Charlotte Boel