Studerende går på gaden i protest mod udflytningsplaner
Onsdag den 12. januar går studerende fra flere af landets universiteter på gaden for at demonstrere imod udflytningsreformen. Bag demonstrationen står protestbevægelsen Studenteroprøret ’22, som mener, at det er tid til et opgør med præmisserne for uddannelse.
Studerende i flere af de store byer går nu på gaden for at demonstrere imod forringelser af uddannelsessystemet. Dråben, der har fået bægeret til at flyde over, er udflytningsaftalen, som et flertal i Folketinget vedtog i maj sidste år. Aftalen har været heftigt debatteret i efteråret, hvor universiteterne har præsenteret deres forslag til implementering af aftalen – og hvor konsekvenserne af aftalen derfor er blevet konkrete.
Onsdag den 12. januar skal landets universiteter sende deres endelige planer for, hvordan de vil udmønte udflytningsaftalen, til Uddannelses- og Forskningsministeriet. Samme dag agter studerende fra flere universiteter at demonstrere.
LÆS OGSÅ: Udflytning: Aarhus Universitet lægger op til at udflytte eller nedlægge 745 studiepladser
Bag demonstrationerne står protestbevægelsen Studenteroprøret ’22, og i Aarhus er en af bevægelsens talspersoner Katrine Skov-Hansen.
”Det er et sympatisk forslag, at man vil skabe flere uddannelser for alle i hele landet. Konsekvensen bliver dog desværre, at man lukker uddannelser andre steder i landet, og det synes vi ikke er en konstruktiv måde at løse problemet på. Vi er ikke imod, at man skaber uddannelser andre steder i landet, men vi er imod, at man lukker eksisterende uddannelser for at kunne finansiere det,” siger Katrine Skov-Hansen, der studerer æstetik og kultur på 1. semester på AU.
Demonstrationen vil ifølge bevægelsen foregå med Højskolesangbogen i hænderne, og der vil blive sunget protestsange og holdt taler.
Det er tid til et opgør
Ifølge protestbevægelsen er det ikke kun udflytningsaftalen, der er årsag til demonstrationen.
”Det er et opgør med en kultur, som er skabt i vores samfund. Man stiller flere og flere krav til studerende, og alligevel planlægger man økonomisk set at underprioritere området. Hele vores liv har vi fået at vide, at vi bærer Danmarks fremtid. Vil vi gerne løse klimaudfordringerne, og vil vi gerne være nytænkende? Et samfund i udvikling og vækst kræver, at der investeres mere i os studerende og i de mennesker, som skal undervise os og gøre os klogere, men man underprioriterer det politisk,” siger Katrine Skov-Hansen.
Hun fremhæver blandt andet, at man hos Studenteroprøret ’22 ud over udflytningsplanerne opponerer imod reduktionen i dimittendsatsen, manglende feedback på uddannelserne og for mange testkrav.
LÆS OGSÅ: DEBAT: Studerende på tværs af universiteter: Det er tid til et nyt studenteroprør
Studenteroprøret ’22 blev stiftet i december 2021. Ifølge Oliver Anton, der har læst politisk kommunikation og ledelse på CBS og er en af initiativtagerne til bevægelsen, er det tid til et opgør med præmisserne for uddannelse.
”Vi er en bevægelse, som er blomstret ud af utallige års forringelse på uddannelsesområdet, og den dråbe, som fik bægeret til at flyde over, har nu været regeringens udflytningsaftale. Vi har haft et ønske om at bruge det momentum på tværs af landet, som denne indignation skaber, til at åbne op for en demokratisk samtale om, hvad uddannelse vil sige i 2022. Vores ønske er først og fremmest, at vi som samfund tør åbne op for samtalen om rammerne for vores præstation og uddannelse. Den samtale er alle velkommen til at deltage i, for først og fremmest er det vigtigt, at vi tager den, før vi endnu engang slagter uddannelsesområdet”, udtaler Oliver Anton i en pressemeddelelse.
Katrine Skov-Hansen har ikke et estimat på, hvor mange der møder op til demonstrationen foran rådhuset den 12. januar, men hun håber, at specielt én gruppe lytter med.
”Vi håber, at hele samfundet får et øget fokus på, at uddannelse er vigtigt, men vi vil selvfølgelig gerne råbe politikerne op. De har magten til at gøre noget ved det og til at investere mere i vores allesammens fremtid,” siger hun.
Demonstrationen vil finde sted fra kl. 16.00 til 18.00 i København, Odense og Aarhus. I Aarhus er det foran rådhuset. I København afholdes demonstrationen på Christiansborg Slotsplads. I Odense afholdes demonstrationen ved Flakhaven.
Korrekturlæst af Charlotte Boel