Omnibus prik

10 mest læste debatindlæg i Omnibus i 2025

Der er blevet debatteret livligt i Omnibus i årets løb. Særligt det nye eksamenshus i Lisbjerg har givet anledning til debat, men også AU's beslutning om ikke at deltage i Aarhus Pride, afviklingen af iNANO som institutlignende center og en kristen organisations tilstedeværelse ved en studiemesse fik AU's medarbejdere og studerende til tasterne.

Bland dig! Ønsker du et indlæg i Omnibus, så læs mere om, hvordan du gør på omnibus.au.dk/debat Foto: Omnibus

(Listen er trukket 16. december 2025)

10. AU’s GAI-anbefalinger er et år gamle – men er allerede overhalet af teknologien

Siden slutningen af 2022 har lektor i matematik Niels Lauritzen integreret GAI i sin undervisning og tilladt teknologien til eksamen. Han har været med i udviklingen af AU’s retningslinjer for brug af GAI. Men i september skrev han, at han nu er i tvivl om, hvorvidt brugen af GAI som udgangspunkt skal være tilladt. For han har erfaret, hvordan de nyeste modeller kan lave perfekte besvarelser og løse opgaver med fejlfri henvisninger til pensum.

DEBAT: AU’s GAI-anbefalinger er et år gamle – men er allerede overhalet af teknologien

­

­

9. A student organisation fair is not the right place for a church to recruit new members

AU-studerende Habibe Holzkamp blev med egne ord chokeret over, at den internationale megakirke Hillsong var repræsenteret ved International Student Organisation Fair på Aarhus Universitet i september. Kirke og universitet bør holdes adskilt, skriver hun i sit debatindlæg fra september.

A student organisation fair is not the right place for a church to recruit new members (indlægget er på engelsk)

­

­

­

­

8. REPLIK: Vi bygger videre på erfaringer med eksamenshuset

Som det vil fremgå, når vi når tættere på toppen i denne top 10, har det nye eksamenshus i Lisbjerg fået flere studerende til tasterne, og i denne replik svarer vicedirektør i AU Uddannelse Anna Bak Maigaard og teamleder i studiesystemforvaltningen Nikolaj Høncke Keldorff på kritik fra Studenterrådets forperson Daniel Hjort. Vil du læse hans indlæg, kan du scrolle frem til nummer 1 på denne liste.

REPLIK: Vi bygger videre på erfaringer med eksamenshuset

­

­

­

7. Bestyrelsesmedlem i Aarhus Pride: Det er overraskende og gør ondt, at AU ikke vil støtte Aarhus Pride i år

Det havde været fint, hvis Aarhus Universitet havde brugt Aarhus Pride som primær kilde i stedet for at basere sin beslutning på noget ’angiveligt’, skrev Sara Arvidsson Corneliussen, der er medlem af Aarhus Prides bestyrelse og antropologistuderende på AU, i sit debatindlæg i maj i kølvandet på AU's beslutning om at trække sig fra årets pride.

Bestyrelsesmedlem i Aarhus Pride: Det er overraskende og gør ondt, at AU ikke vil støtte Aarhus Pride i år

­

­

6. KLUMME: BSS-dekan er tilfreds med nyt eksamenshus – det skal de studerende nok også blive

De fysiske rammer ved skriftlige stedprøver har ikke altid været optimale. Det råder AU bod på med nyt eksamenshus i Lisbjerg. Dekan ved Aarhus BSS Thomas Pallesen tog til åbent hus for at opleve logistik og lokaler på egen krop. Han er tilfreds, og det skal de studerende også nok blive, vurderer dekanen i sin klumme fra maj.

KLUMME: BSS-dekan er tilfreds med nyt eksamenshus – det skal de studerende nok også blive

­

­

­

­

5. Åbent brev: Ingen reel mulighed for medarbejdere for at gøre indsigelse mod ledelsens beslutning om at afvikle iNANO

Det giver anledning til alvorlig bekymring, undren og usikkerhed, at fakultetsledelsen på Natural Sciences ikke har involveret medarbejdere og studerende i beslutningen om at afvikle iNANO som selvstændig administrativ enhed, skrev 9 professorer med tilknytning til iNANO i et åbent brev til fakultetsledelsen i juni. Her efterlyste de en samlet plan og ikke mindst en faglig vurdering af den værdi, som iNANO skaber, og opfordrer til at videreudvikle frem for at afvikle.

Åbent brev: Ingen reel mulighed for medarbejdere for at gøre indsigelse mod ledelsens beslutning om at afvikle iNANO

­

­

4. SVAR: At udskyde eksamener kan give mening, men det er plan B

Sådan lød svaret fra prorektor Berit Eika og universitetsdirektør Kristian Thorn til et debatindlæg, hvor en studerende foreslog at udskyde eksamener med en time, så studerende bedre kan nå frem til eksamener i tide, selv i myldretiden. Den studerendes indlæg er nummer 3 på denne liste.

SVAR: At udskyde eksamener kan give mening, men det er plan B 

3. Udskyd eksamenerne med en time

Der er tænkt på det meste i AU’s nye eksamenshaller i Lisbjerg. Bare ikke det faktum at det er besværligt for de fleste studerende at komme dertil. I kombination med myldretid og forsinkede letbaner er der en reel risiko for at komme for sent til eksamen. AU bør derfor udskyde tidspunktet for eksamenerne med en time, foreslog Rose Lindskov Marquass, næstformand i Konservative Studenter i marts.

Udskyd eksamenerne med en time

­

­

2. Medicinstuderende: På AU lærer vi for lidt om det, som WHO betragter som den største trussel mod global sundhed

Til trods for, at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anser klimaforandringerne som den største trussel mod den globale sundhed i fremtiden, lærer medicinstuderende i Aarhus for lidt om sammenhængen mellem klima og sundhed. AU bør lade sig inspirere af KU og universiteter i udlandet, hvor emnet fylder mere på lægeuddannelserne, skrev to medicinstuderende i august. Den ene er fra AU, mens den anden er fra KU.

Medicinstuderende: På AU lærer vi for lidt om det, som WHO betragter som den største trussel mod global sundhed

­

­

1. AU’s nye eksamenshus er en betonkasse, der kun rummer de stærkeste studerende

AU tilsidesætter med det nye eksamenshus fundamentale rettigheder og prioriterer logistik og økonomi over de studerendes retssikkerhed, skrev Daniel Hjort, der er forperson for Studenterrådet, i juni.

AU’s nye eksamenshus er en betonkasse, der kun rummer de stærkeste studerende

­

­

­


Vil du også have et debatindlæg i Omnibus? 

Omnibus bringer meget gerne debatindlæg skrevet af studerende og medarbejdere på Aarhus Universitet. 

Send dit indlæg til omnibus@au.dk – du er også velkommen til at kontakte redaktionen, inden du sætter dig til tasterne. 

  • Redaktionen forbeholder sig retten til at redigere i indkomne indlæg, herunder ændre overskriften. Vi kan også forkorte indlægget for at sikre en passende længde. Med mindre andet er aftalt med redaktionen, skal indlæggene holde sig under 4.000 anslag inklusiv mellemrum. Redaktionen kan også bede skribenten om dokumentation for påstande i indlægget.
  • Debatindlæg skal overholde lovgivningen, de må for eksempel ikke indeholde injurierende påstande, racistiske udsagn eller trusler.
  • Hvis der i et debatindlæg rettes en kritik mod enkeltpersoner eller afdelinger, vil Omnibus tilbyde den kritiserede part genmæle. Genmæle bringes umiddelbart efter, at kritikken har været bragt.
  • Debatindlæg kan ikke være anonyme.