370 russiske forskere og videnskabsjournalister i åbent brev: Krigen mod Ukraine kan ikke retfærdiggøres
Mere end 370 russiske forskere og videnskabsjournalister har underskrevet et åbent brev, hvori de udtrykker sympati med Ukraine og kræver krigen stoppet. Krigen fører til tab af menneskeliv, underminerer fundamentet for international sikkerhed og forhindrer forskningssamarbejde med udlandet, skriver de.
Opdatering 02.03.22: Der er nu mere end 6.100 underskrifter på det åbne brev, derfor er overskriften ændret. Der stod tidligere 370.
På dagen, hvor Rusland invaderede Ukraine, torsdag 24. februar, publicerede russiske forskere og videnskabsjournalister et åbent brev i den russiske forskningsavis Trv-science. Fredag var det åbne brev underskrevet af mere end 370 russiske forskere og videnskabsjournalister. Det skriver den norske videnskabsavis Khrono. Siden har tusindvis tilsluttet sig opråbet.
"Vi, de russiske forskere og videnskabsjournalister, der har skrevet under nedenfor, erklærer kraftig modstand mod de fjendtligheder, som Rusland har indledt over for det ukrainske folk", står der indledningsvis i det åbne brev.
"Krigen kan ikke retfærdiggøres"
Derefter peger de på, at krigen fører til tab af menneskeliv og underminerer fundamentet for international sikkerhed. Og de gør det klart, at de på ingen måde finder, at Ruslands aggression mod Ukraine kan retfærdiggøres. De udtrykker derimod respekt for Ukraines status som et frit og demokratisk land og sympati med Ukraines orientering mod EU.
"Ved at have indledt denne krig har Rusland dømt sig selv til international isolation", skriver de og uddyber, hvilke konsekvenser det vil få for dem som forskere og journalister:
"Vi vil dermed ikke længere kunne udføre vores arbejde på normal vis, for det er utænkeligt at forske uden at samarbejde med og nyde tillid fra forskerkolleger i andre lande", skriver de og peger på, at Ruslands isolation vil føre til kulturel og teknologisk tilbagegang i landet.
Forskerne bag brevet kræver krigen mod Ukraine stoppet øjeblikkeligt og slutter med opfordringen:
"Let’s make science, not war!"
- Læs det åbne brev (på russisk)
- Læs engelsk oversættelse af brevet