Dette er et debatindlæg. Synspunkterne, som udtrykkes i indlægget, er skribentens egne. Vil du deltage i debatten, så send dit indlæg til omnibus@au.dk

Den 8. marts Facebook-deler og roser Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet, en artikel fra nichemediet GYLLE.dk, hvori en af vores kolleger fra Aarhus Universitet mistænkeliggøres, fordi han har formastet sig til at formidle sin forskning i minks trivsel offentligt. Selvom det blot er et SoMe-opslag, er vi nødt til at udtrykke vores bekymring over, at en fortaler for forskningsfrihed åbenbart deler artiklens præmis om, at visse forskere, i dette tilfælde dem, der forsker i mink, ikke skal nyde samme forskningsfrihed som andre.

Overskriften 'Minkforskeren der ikke ville dø' er ikke en hyldest til ukueligheden, men snarere en klage over, at vores kollega endnu ikke er forsvundet fra jordens overflade. Artiklen fremstår som en række private holdninger, insinuationer og mistænkeliggørende overfortolkninger, for eksempel af de svar, han har fået fra AU. Dog krydret med citater fra et stærkt landbrugskritisk essay.

Det faktuelle, som artiklen opponerer imod, er, at vores kollega for nylig har formidlet sin forskning i mink internationalt. Og det gøres til et problem, at Aarhus Universitet som institution ikke forhindrer denne formidling og generelt ikke forhindrer forskning i mink. Det er svært at læse dette som andet end et ønske om, at universitetets ledelse skal begrænse visse forskeres forskningsfrihed.

Saglig forskningskritik er en nødvendighed, for det er gennem gensidig kritik, at vi udvikler ny viden. Derfor er det også helt på sin plads at analysere og kritisere den måde, husdyrproduktionen foregår på i Danmark, for eksempel at kritisere konkrete dyrevelfærdsmodeller. Og det er bestemt også helt legitimt at mene, at den danske husdyrproduktion udgør et stort problem i forhold til klima, biodiversitet og dyrevelfærd.

Bekymrende forskningspolitisk position

Det overraskende og bekymrende er, at Heine Andersen med sin opbakning til artiklen kommer til at indtage en forskningspolitisk position, hvor visse forskere – i dette tilfælde dem, der forsker i mink – åbenbart ikke bør have forskningsfrihed. Han mener tilsyneladende ikke, at der skal være frihed for Loke såvel som for Thor. Men hvis frihedsrettigheder kun skal gælde dem, man selv sympatiserer med, bliver det rent hykleri.

Vi har brug for al slags forskning, og vi har brug for, at den viden, vi har, bliver formidlet så bredt som muligt. Desværre bidrager Heine Andersen med sin opbakning til artiklen til et klima, hvor nogle forskeres arbejde dømmes ude af politiske årsager. Dette medvirker til, at mange forskere viger tilbage for at formidle deres viden til samfundet.

Forskningsfrihed, og herunder retten til at formidle forskning, må aldrig gøres betinget af, om folk uden for forskningsmiljøerne – det være sig politikere, erhvervsliv, interesseorganisationer eller meningsdannere – mener, at forskningen er opportun eller nyttig.

Heine Andersen har været en vigtig stemme og en ihærdig forkæmper for forskningsfrihed; det kan vi desværre ikke længere se ham som, når han lægger navn til usaglige krav om, at vores kollegers forskningsfrihed skal begrænses. Det er ærgerligt.

Olav W. Bertelsen er lektor ved Institut for Datalogi og fællestillidsrepræsentant for akademikerne på Faculty of Natural Sciences.

Caroline Adolphsen er lektor ved Juridisk Institut og fællestillidsrepræsentant for de videnskabelige medarbejdere (VIP) og teknisk-administrative medarbejdere (AC-TAP) på Aarhus Universitet.

Simon Kristensen er professor ved Institut for Matematik.

Korrekturlæst af Charlotte Boel