Dette er et debatindlæg. Synspunkterne, som udtrykkes i indlægget, er skribentens egne. Vil du deltage i debatten, så send dit indlæg til omnibus@au.dk

Føj, hvor er det grimt, når fællestillidsrepræsentanter fra AU i et debatindlæg retter en sviner mod professor emeritus og ekspert i forskningsfrihed, Heine Andersen. Det fremstår som en beskidt afledningsmanøvre for at undgå at diskutere det, som artiklen 'Minkforskeren, som ikke ville dø' handler om.

Artiklen følger op på omtalen af AU-minkforsker Steen Henrik Møllers forskning i Mathilde Walther Clarks prisbelønnede bog Det blinde øje, som skribenterne i indlægget distanceret omtaler som ”et stærkt landbrugskritisk essay”.

Men Clarks bog er et forskningspolitisk vigtigt indlæg, for et kapitel er helliget historien om, hvordan minkforskeren i et årti har fået sin forskning finansieret af minkindustrien, og hvordan han loyalt har betalt tilbage ved at legitimere branchen. Han bidrog til at finpudse et ramponeret image efter TV 2's dybdeborende reportage i Operation X, som især huskes for skjulte optagelser med skambidte dyr ('Pels på vrangen', 2009). Minkforskeren har ikke i sin forskning stillet kritiske spørgsmål til burminks produktionsforhold, for eksempel den bevidste udsultning, burstørrelsen, eller hvad rovdyrets repetitive tomgangsbevægelser i buret er udtryk for.

Clark fortæller således om AU's ”afhængige uafhængige forskning” og opsummerer: ”Gennem årene har han investeret sin forskerstatus i at tale industriens sag, når der blev sat spørgsmålstegn ved dens legitimitet” (Det blinde øje, s. 221). Hans 'forskningsfrihed' har altså været at tage sig betalt af minkbranchen for at legitimere samme branche. Men universiteter og forskere kan faktisk vælge at sige ja/nej til opgaver, og det er også deres forpligtelse at forklare prioriteringerne for offentligheden.

Bemærk, at fællestillidsrepræsentanterne ikke påpeger konkrete fejl i artiklen. Den mistænkeliggøres bare som ”en række private holdninger, insinuationer og mistænkeliggørende overfortolkninger”.

Nej, artiklen stiller de påtrængende spørgsmål til AU's ledelse som opfølgning på Clarks minkbog: Hvad har AU og minkforskeren lært af sagen? Og vil AU fortsat prioritere forskning i burmink?

De ansvarlige ledere ville ikke besvare spørgsmål eller interviewes. De lod en kommunikationschef svare (pr. mail). Og svarene var undvigende, som det fremlægges i artiklen. Men på spørgsmålet, om AU har evalueret sine aktiviteter i lyset af Clarks bog, svarer kommunikationschefen dog klart ”nej”.

AU's sektorforskning har altså ikke skærpet selvkritikken efter perlerækken af problematiske sager som Gyllegate, dobbelt mundkurvskontrakter, oksekødsrapporten m.m. Ledelsen – og tilsyneladende også tillidsrepræsentanterne – vil ikke have kritiske spørgsmål. Uheldige sager kunne jo risikere at beskære AU's finanslovsbevilling til myndighedsbetjeningen. Så hellere tie ubekvemme spørgsmål udefra ihjel, tale udenom eller skyde dem ned med en beskidt afledningsmanøvre her mod en uskyldig professor.

Til dem, som ikke kender historien: Det var Heine Andersen, der i 2016 afslørede skandalen om, at AU's sektorforskning – for at tækkes eksterne pengekasser – havde underskrevet ulovlige dobbelt mundkurvskontrakter ...

Jørgen Øllgaard er freelancejournalist ved GYLLE.dk og tidligere journalist ved Forskerforum (1991-2018).

Korrekturlæst af Charlotte Boel