Omnibus prik

DEBAT: Prodekan: "Den hårde tone koster – og alle taber ved det"

Universitetsavisen Omnibus har den seneste uge lagt spalteplads til en debat om forskningsfrihed. En forsker på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på Faculty of Technical Sciences ved Aarhus Universitet er blevet urimeligt behandlet i et debatindlæg på Gylle.dk og en opfølgende replik i Omnibus om dette. Debatten bør være startskuddet til en sund debat om tonen.

Professor Ole Hertel er prodekan for myndighedsbetjeningen ved Faculty of Technical Sciences. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Dette er et debatindlæg. Synspunkterne, som udtrykkes i indlægget, er skribentens egne. Vil du deltage i debatten, så send dit indlæg til omnibus@au.dk

Forskningen på Faculty of Technical Sciences er ofte genstand for debat. Det ser vi grundlæggende som et kvalitetsstempel, som viser, at vores forskning er samfundsrelevant og skaber impact. At det omkringliggende samfund har interesse for vores arbejde, er kun positivt.

Som forsker ved man, at man kan blive udsat for kritik. Det er en helt naturlig del af vores arbejdsmetode, at der gives konstruktiv, faglig kritik. Eksempelvis når vores forskningsresultater gennemgår en fagfællebedømmelse. Den konstruktive kritik har det vigtige formål at kvalitetssikre forskningsresultaterne, uden at det er forskerens
person, der står for skud.

Men når kritikken ophører med at være
konstruktiv, har det konsekvenser. Vi har stor forståelse for, at eksempelvis interesseorganisationer har en dagsorden, som de skal forfølge. De har deres plads i samfundet, på samme måde som vi på universiteterne har vores. Med gensidig respekt for faglighed bør dette aldrig være et problem.

Dog har vi på det seneste set eksempler på, at fokus flyttes fra bolden til manden. Man kritiserer forskeren, alene fordi man ikke bryder sig om forskningsresultaterne. Det kan vores kollega på Institut for Ecoscience, Stiig Markager, tale med om. Det kan vores kollega på Husdyr- og Veterinærvidenskab, Steen H. Møller nu også – og de to er desværre ikke de eneste.

Den slags personforfølgelse tager vi stærk afstand fra.

Partsindlæg uden ansvar

Mathilde Walter Clark har skrevet en bog, der tager sit udgangspunkt i nedlæggelsen af minkerhvervet. Bogens emne har utvivlsomt samfundsrelevans, men når anmeldere på etablerede medier bruger ord som 'graverjournalistik', tager selv forfatteren afstand og refererer til sin bog som skønlitteratur. Ved at inddrage forskerens konkrete viden kunne man have undgået nogle af de misforståelser, som er opstået i debatten efterfølgende. I skønlitteraturen behøver man dog ikke forholde sig til de presseetiske regler.

Med udgangspunkt i Mathilde Walter Clarks bog har også andre søgt mod blækhuset. GYLLE.dk er en hjemmeside, der giver plads til en række forskellige skribenter. En af skribenterne har skrevet om minkforskningen i Danmark. Men desværre er fokus her på manden og ikke bolden. Og det bidrager i vores optik ikke til et bedre debatklima.

På Faculty of Technical Sciences hverken kan eller vil vi forholde os konkret til alle partsindlæg i en debat. På samme måde som vi heller ikke kan kommentere på for eksempel blogindlæg eller diskussioner på Facebook. Men vi er altid interesserede at i deltage i debatter, der bliver ført på et sagligt og redeligt grundlag. Det er trods alt gennem diskussioner og udveksling af viden, vi alle bliver klogere.

Debatklima under pres

Vi oplever jævnligt, at den til tider meget hårde tone i debatten påvirker vores kollegaer. Dygtige forskere med en naturlig interesse for at formidle deres resultater takker nej til omtalen. Tonen har ganske enkelt nået et niveau, hvor det sikreste er at holde sig helt ude af debatten. Det er allerede et stort problem, der desværre er i fortsat vækst. Og det er os alle sammen, der taber ved det.

Fællestillidsrepræsentanter fra Faculty of Natural Sciences og Juridisk Institut omtaler ganske præcist problemets omfang her.

Der må og skal være plads til begge sider i enhver debat. Det er, som tidligere nævnt, en helt naturlig præmis for arbejdet som forsker. Men når tonen bliver unødvendigt hård, når uanstændige udsagn fremføres, og når forskerens person er omdrejningspunktet i stedet for forskningen, så har vi alle en forpligtelse til at sige klart og tydeligt fra.

I et samfund som vores bliver vi heldigvis aldrig enige om alting. Men vi kan vel i det mindste tale pænt til og om hinanden?

Korrekturlæst af Charlotte Boel