Dette er et debatindlæg. Synspunkterne, som udtrykkes i indlægget, er skribentens egne. Vil du deltage i debatten, så send dit indlæg til omnibus@au.dk

Olav W. Bertelsen og to kolleger hævder i et debatindlæg, at jeg skulle mene, at minkforskere på AU ”… åbenbart ikke bør have forskningsfrihed” og ”ikke skal nyde samme forskningsfrihed som andre”.

Jeg har på intet tidspunkt udtrykt dette – det er en stråmand. Det er et groft angreb og under lavmålet. Jeg opfatter det som en fornærmelse og vil bede om en undskyldning.

Bertelsen og kolleger bemærker, at jeg på min Facebook-væg linker til en artikel af Jørgen Øllgaard bragt i GYLLE.dk. Her er, hvad jeg skrev i mit opslag:

”Aarhus Universitet fortsætter tilsyneladende minkforskning. Satser man på, at minkindustrien genoplives? Indtil regeringen iværksatte aflivning af mink og dermed nedlukning af minkindustrien i Danmark, foregik minkforskning på Aarhus Universitet. Den var i hovedsagen finansieret af en offentlige fond, der fik indtægter i form af en afgift, opkrævet at staten pr slagtet mink. Efter aflivning af mink, kom der ikke længere penge til finansiering af forskningen. Det ser ud til, at der alligevel er holdt liv i minkforskningen på Aarhus Universitet. Læs her Jørgen Øllgaards resultater for at kaste lys over sagen”.

I et forsøg på at legitimere deres grove mistænkeliggørelse af mig fremlægger de en fordrejet udlægning af Øllgaards artikel og skyder mig holdninger i skoene, der er mig så inderligt imod.

Grunden til, at jeg nævnte Øllgaards artikel, var, at offentligheden bør holde et vågent øje med udviklingen inden for dette forskningsområde. 

Der har ikke været offentligt fokus på feltet, før Mathilde Walter Clark udsendte sin fremragende bog, Det blinde øje, der behandler minkindustrien i Danmark, herunder den rolle, minkforskningen på AU har spillet. Clark afdækker i sin bog en række kritisable forhold. Den er uhyre veldokumenteret, saglig og velskrevet. Dobbelt prisbelønnet og indtil nu kommet i flere oplag. Bogen dokumenterer omfattende research og viden om emnet, og hvis den havde været skrevet i akademisk stil med udstyr som fodnoter mv., ville den efter min vurdering kunne godkendes som ph.d.-afhandling – jeg taler på baggrund af årtiers erfaring.

Bogens kritik viser, at der er grund til at holde vågent øje med minkforskningens rolle også i fremtiden. Hvilket netop er det, Jørgen Øllgaard trækker frem i sin artikel. Det er blot beklageligt, at Øllgaard ikke kan få svar på de relevante spørgsmål, han stiller til institutledelsen.

Jeg vil afslutningsvis erindre om, at det ikke kun er minkforskningen på Aarhus Universitet, der har været genstand for kritik. Der har været rejst kritik i en stribe sager i relation til Aarhus Universitets samarbejde med landbruget og rådgivning af myndigheder. Selv var jeg med til at afdække den ulovlige brug af de såkaldte 'dobbelt mundkurvskontrakter' tilbage fra 2016. Og her undrede det mig, at der ikke kom en protest fra hverken ledelse, forskere – eller fra tillidsrepræsentationen – hverken før eller efter afsløringen.

Hvorfor protesterede I ikke? Det ville være nærliggende at forklare dette, før I farer ud med så løsagtige beskyldninger.

Korrekturlæst af Charlotte Boel