Førende offentlighedsrådgiver om standardkontrakter: Flere forbedringer – men så kører det juridisk helt af sporet

Jurist Oluf Jørgensen, som er en af de førende eksperter i offentlighed i forvaltning, havde ikke ét eneste rosende ord tilovers, da Omnibus bad ham forholde sig til første udkast til nye standardkontrakter mellem ministerier og universiteter.

Grund til at rose

Omnibus har nu bedt Oluf Jørgensen om at forholde sig til formuleringerne i andet udkast til standardkontrakter, som blandt andet er blevet til på baggrund af de svar, ministeriet modtog efter at første udkast havde været i høringsrunde på universiteterne.

Og denne gang er der faktisk indledningsvis ros fra Oluf Jørgensen, da han understreger, at intentionerne med den gældende lovgivning denne gang er mere loyalt refereret, end det var tilfældet i første udkast.

Desuden roser han, at det nu tydeligt fremgår af kontrakten, at en forskningsinstitution har forskningsfrihed, og at det er institutionens pligt at værne om den enkelte forskers forsknings- og ytringsfrihed.

”Ovenikøbet står der med henvisning til § 2 i universitetsloven, at en forskningsinstitution har pligt til at tilskynde sine medarbejdere til at deltage i den offentlige debat,” siger Oluf Jørgensen.

Uklar på vigtigt punkt

Men derefter er det slut med rosen fra offentlighedsrådgiveren. Han påpeger nemlig, at ordlyden i kontrakten er uklar på et meget væsentligt punkt, som handler om, hvornår forskerne kan gå ud med de forskningsresultater, som de har leveret til en styrelse eller et ministerium. Hvilket er et helt afgørende punkt, som også førende forskere med mange års erfaring i rådgivning af myndigheder tidligere har tilkendegivet i Omnibus.

LÆS OGSÅ: AU-forskere er foreløbigt forbeholdne over for nye toner fra Miljø- og Fødevareministeriet

Formulering slettet

Embedsmænd i Miljø- og Fødevareministeriet havde i første udkast indføjet, at der kunne gå op til tre måneder, inden forskerne kunne ytre sig om resultatet af den forskning, de havde leveret til et ministerium. Den formulering er strøget i andet udkast til fordel for følgende formulering: ”… Parterne (kan) indgå aftale om tidspunktet for aflevering af Leverancen. Udgangspunktet er, Leverancen frit kan offentliggøres af begge Parter efter Leverancens færdiggørelse, kvalitetssikring og aflevering.”

Og videre står der i et følgende afsnit:

”Parterne kan endvidere aftale at udsætte offentliggørelse i op til syv arbejdsdage efter Leverancens aflevering …”

Hvad betyder det?

Da Oluf Jørgensen bliver spurgt, hvorvidt disse formuleringer i andet udkast stiller forskerne bedre i forhold til, hvornår de kan gå ud med deres forskning, svarer han:

“Hvis det skal forstås sådan, at der højst kan gå syv arbejdsdage inden offentliggørelse, forestiller jeg mig, at det må være til at leve med for alle parter. Men jeg kan ikke sige, at det er sådan, det skal forstås, da det står uklart for mig. Det er forskerne, der ved, hvornår de er færdige med en leverance, og det siger de ikke, før de også har kvalitetssikret den. Betyder det så omvendt, at forskerne kan udtale sig, når de har afleveret leverancen til en styrelse eller et ministerium? Jeg ved det ikke, så det bedste jeg kan sige, er, at det er en uklar formulering på et meget vigtigt punkt.”

Kontorchef Lars Møller Christiansen fra Miljø- og Fødevareministeriet forklarer, at der er to led, som skal forstås i sammenhæng med de ovennævnte formuleringer:

”Det første er helt lavpraktisk, at ministeriet og universitetet kan aftale, at ministeriet får syv arbejdsdage til at orientere sig i den leverance, vi har fået fra forskerne, hvilket jeg tror er et helt almindeligt accepteret synspunkt. Det andet led sigter til, at der kan være tilfælde, hvor de oplysninger, der indgår i leverancen, er omfattet af de almindelige regler om tavshedspligt.”

Kontorchefen sigter her til de efterfølgende formuleringer i afsnittet om offentliggørelse. Formuleringer som efter Oluf Jørgensens opfattelse kun kan ses som embedsmænds forsøg på at begrænse universitetsforskeres ytringsfrihed på en måde, som embedsmændene ikke har hjemmel til i den gældende lovgivning på området. Hvilket ikke er en opfattelse, som deles af Lars Møller Christiansen.

God begyndelse, men ...

Sådan set begynder det meget fint med formuleringen:

”Parterne er underlagt forvaltningslovens og persondatalovens regler om videregivelse af oplysninger, herunder reglerne om tavshedspligt. Denne Kontrakt indebærer således ikke en udvidelse af tavshedspligten.”

Uenigheden om tolkning af den gældende lovgivning opstår i de to følgende afsnit, hvor der først står:

” (…)Tilsvarende kan der efter en konkret vurdering være saglig grund til fortrolighed om leverancer til brug i nationale politiske beslutningsprocesser om mandater til internationale forhandlinger og om dansk holdning til forhandlinger om ny regulering i EU, indtil disse forhandlinger er afsluttede.”

Og siden hedder det i det afsnit, der følger:

“Også hensynet til nationale politiske forhandlingsforløb og lovforberedende arbejder vil efter en konkret vurdering således kunne begrunde tavshedspligt. Udgangspunktet er dog altid, at alle Leverancer, som indgår i grundlaget for en beslutning offentliggøres, når de er afleveret, så de er fuldt tilgængelige i beslutningsprocessen. Parterne er forpligtet til at rådføre sig med hinanden i evt. tvivlstilfælde. Evt. uenigheder løftes i regi af de almindelige ledelsesled og begrundes skriftligt.”

Kører juridisk af sporet 

”Her kører det juridiske helt af sporet,” siger Oluf Jørgensen og forklarer:

”Det er min klare vurdering, at forskere ikke kan tillægges tavshedspligt, sådan som man her forsøger. Offentlighedsloven har fået brede undtagelser for ministerbetjening, der giver styrelser og ministerier mulighed for at lukke for aktindsigt. Men disse undtagelser i offentlighedsloven handler hverken om forskningsinstitutioner eller om tavshedspligt,” siger Oluf Jørgensen og fortsætter:

”At hævde, at forskere har tavshedspligt under politiske beslutningsprocesser, er ikke i overensstemmelse med forvaltningsloven. Jeg kan i den forbindelse kun på det kraftigste opfordre embedsmændene til at læse forarbejderne til forvaltningslovens paragraf 27. Og samtidig vil jeg opfordre ledelserne på universiteterne til at få de nævnte passager slettet, da de er uforenelige med forskeres ret til forsknings- og ytringsfrihed.”

Man kan ikke aftale sig til yderligere tavshedspligt 

Sten Schaumburg-Müller er professor i jura og forskningsleder ved Syddansk Universitet med speciale i ytringsfrihed. Han er på linje med Oluf Jørgensen i fortolkningen af, hvordan forvaltningslovens § 27 om tavshedspligt kan gøres gældende over for forskningsinstitutioner og de enkelte forskere.

”Det er helt klart min vurdering, at man ikke kan aftale sig til en yderligere tavshedspligt end den, der fremgår af forvaltningsloven,” siger han.

I lighed med Oluf Jørgensen understreger Sten Schaumburg-Müller desuden, at man, når det gælder pålæg om tavshedspligt, ikke kan skære et ministerium og en forskningsinstitution over én kam, da det er to forskellige roller, de skal varetage.

”En forskningsinstitution har ikke som sin opgave at betjene en minister og kan derfor ikke pålægges helt den samme tavshedspligt som ansatte i et ministerium. Heller ikke selvom forskningsinstitutionen betales af ministeriet for at udføre forskningsbaseret rådgivning eller lignende. For der er stadig tale om forskning.”

Kontorchef: der kan være saglig grund til at holde noget fortroligt

Kontorchef Lars Møller Christiansen fra Miljø- og Fødevareministeriet ser helt anderledes på sagen:

”Forvaltningsloven gælder både for forskere og embedsmænd. Det betyder, at der efter en konkret vurdering kan være en saglig grund til at holde noget fortroligt, for eksempel også under nationale og internationale politiske forhandlinger. Lovgivningen sætter derfor en entydig frist for, hvor længe noget er omfattet af tavshedspligt i disse tilfælde. Det vil afhænge af, hvornår den saglige grund ikke længere er til stede. Og det er universitetet, der afgør dette.”

Forskningsinstitutionens afgørelse

Lars Møller Christiansen refererer til, at der som noget nyt står i det andet udkast til standardkontrakter, at det er op til forskningsinstitutionen at afgøre, om der er grund til at pålægge forskere tavshedspligt i et givent tilfælde. Som det er formuleret i udkastet:

“Konkrete rådgivningsydelser vil i visse tilfælde kunne indeholde oplysninger, som efter gældende ret må anses for omfattet af de offentligretlige regler om tavshedspligt. Styrelsen kan gøre Forskningsinstitutionen opmærksom herpå og anmode om udsættelse af offentliggørelsestidspunktet, indtil begrundelsen for tavshedspligten ikke længere er til stede. Anmodningen skal altid ske skriftligt og være sagligt begrundet, jf. eksempelvis forvaltningslovens § 27.

Forskningsinstitutionen afgør herefter iht. lovgivningen (…) om der foreligger tavshedspligt og i givet fald dens udstrækning, og dermed hvornår rådgivningsleverancer kan offentliggøres. Forskningsinstitutionen rådfører sig med ministeriet herom for at sikre et fuldt oplyst beslutningsgrundlag. En evt. udskydelse af offentliggørelsestidspunktet skal være så kort som muligt. Evt. anmodninger om udskydelse af offentliggørelse vil erfaringsmæssigt alene angå en meget lille del af det samlede antal.”

”Vi fra ministeriet kan med andre ord kun anmode forskningsinstitutionen om at lade en leverance være omfattet af de offentligretlige regler om tavshedspligt,” siger Lars Møller Christiansen.

Om hvornår han forventer, at sidste punktum bliver sat i den endelige version af nye standardkontrakter, siger Lars Møller Christiansen:

”Inden for kort tid, men arbejdet pågår stadig, så der kommer endnu et udkast.”

Omnibus har i går og i dag forgæves forsøgt at få en kommentar fra prodekan for forskning ved Science and Technology, Kurt Nielsen, der repræsenterer AU i forhandlingerne om standardkontrakterne.