Egentlig er sagen ganske klar: Forskere ansat på universiteter har ytringsfrihed, og det er udgangspunktet for aftaler med styrelser og ministeriet, fastslår Anders Overgaard Bjarklev. Men, for der er et men ifølge formanden for rektorkollegiet:

”Jeg har forståelse for, at der kan være særlige omstændigheder, hvor man aftaler, hvornår man kan gå ud med et delresultat, hvilket kan være tilfældet i forhold til at nå at indlevere en patentansøgning i de aftaler, vi på DTU laver med industrien.”

LÆS OGSÅ: Rektorformand: ”Vi har været for fraværende i debatten”

Anders Overgaard Bjarklev fortsætter:

”Og på samme måde kan det i relation til en myndighed være rimeligt, at den får lov til at samle sammen på delresultater for at lave konklusioner og anbefalinger til det politiske system. Men det betyder ikke, at forskere skal have mundkurv på i månedsvis, og den her periode skal gøres så kort som overhovedet muligt, og vi må ikke begrænse de forskeres ytringsfrihed i forhold til det, de arbejder med.”

Sagen fra AU

Men det var jo netop det, der var tilfældet i sagen om landbrugspakken, hvor forskere fra Aarhus Universitet ikke kunne udtale sig om deres egne beregninger under den politiske beslutningsproces, fordi de var underlagt en tavshedsklausul i kontrakten med Miljø- og Fødevareministeriet. Som jeg hører forskerne, er det springende punkt ikke, hvorvidt de kan publicere deres forskning, men derimod om de kan udtale sig om deres egen forskning på det tidspunkt, hvor det er relevant.

LÆS OGSÅ: AU-forskere er foreløbigt forbeholdne over for nye toner fra Miljø- og Fødevareministeriet

”Vi skal i den forbindelse huske på, at de enkelte forskningsresultater kan have meget stort impact i forhold til det, der sker. Og det vil også sige, at hvis et delresultat misfortolkes, kan du lukke hele brancher ned på grund af en mistanke, som måske viser sig at være ubegrundet, når man har det samlede billede. Og det kan vi vel heller ikke være tjent med som forskere, når vi ønsker at være kendt som oprigtige og troværdige.”

Men hvis vi forholder os til det konkrete tilfælde, hvor forskere først kan gå ud efter, at der er indgået et politisk forlig på grund af en tavshedspligt i en kontrakt med et ministerium. Som formand for rektorkollegiet finder du en sådan situation i orden?

”Man skal passe på med at udtale sig, når man ikke kender sagerne i detaljer, men jeg mener, at det afgørende her må være, at vi har et system, som vi generelt har tillid til. Og det vil så også sige, at når de forskere har lagt deres resultater på bordet for en styrelse eller et ministerium, er det styrelsens eller ministeriets ansvar at få det kommunikeret retvisende i forhold til politikerne. Det er ikke vores opgave at lave politik.”

Nej, det er heller ikke det, der er problematikken. Problematikken er, om forskerne kan gå ud i en offentlig debat med deres forskningsresultater – og det er der eksempler på, at de ikke kan, fordi de er bundet af en tavshedsklausul. Finder du det i orden?

”Jeg har svært ved at se, hvorfor sådan en tavshedsklausul skulle være til stede i den her konkrete situation med mit begrænsede kendskab til den. Jeg synes sådan set, at vi som samfund har bedst af, at vi har en uafhængig forskning, som politikere – og alle mulige andre – kan lytte til og danne deres eget indtryk ud fra. Det er politikernes eget ansvar, hvad de beslutter, men de skal selvfølgelig have adgangen til de informationer, der er lagt frem. Men det er kun noget, der bliver et problem, hvis der er nogen, der tvivler på, om de styrelser, som overbringer beskederne, ikke gør det på en forsvarlig måde.”

Sagen fra DTU

Og lige her vil jeg gerne spørge dig, hvordan du har det med det set i lyset af den seneste sag med professor Frank Aarestrups anbefalinger?

”Sagen er under undersøgelse, så på nuværende tidspunkt vil jeg bare sige, at Aarestrup i årevis har været meget konsistent i sine klare anbefalinger over for styrelsen. Hvorfor man har valgt at overhøre ham, som det ser ud til, må styrelsen forklare.”

Anders Overgaard Bjarklev understreger i den forbindelse, at han finder sagen fra DTU forskellig fra sagen fra AU:

”Derved at der ikke er nogen, der har givet Aarestrup mundkurv på. Aarestrup har, som jeg har forstået det, fået lov til at udtale sig frit om sin forskning hele vejen igennem. Jeg mener, det er sådan, det bør være.”

Når køkkenet er leveret, er arbejdet færdigt

Jeg vil med den udtalelse gerne tilbage til de aftaler og kontrakter, der er under revision i ministeriet. Ekspert på ekspert har været ude at sige, at det er ulovligt, når man fra ministeriets side forsøger at lægge tavshedsklausuler ind i kontrakter om myndighedsbetjening. Så når du siger, at forskerne frit skal kunne udtale sig, hvorfor siger I som rektorer så ikke bare nej til at underskrive kontrakter, hvor ministeriet lægger begrænsninger på forskernes ytringsfrihed?

LÆS OGSÅ: Universitetsledelserne må stå samlet om at værne om forskningsfriheden

”Vi har sagt gennem alt det her, at vi står værn om forskernes ret til at kunne ytre sig frit. Vi betragter det som en grundpille i et moderne samfund. Og det vil vi holde fast ved.”

Ministeriet lægger op til, at forskerne kan gå ud med deres resultater, når leverancen er færdig. Hvem skal definere, hvornår noget er færdigt?

”Jeg vil mene, at det er, når rapporten afleveres.”

Ministeriet er i det første udkast til reviderede kontrakter, som har været i høring på universiteterne, inde på en anden definition. Som for eksempel at det kan være, når man har haft tid til at se på rapporten i ministeriet …

”… Efter min mening er en leverance afsluttet i det øjeblik, varen leveres. Det er ligesom, hvis jeg bestiller et nyt køkken, så er det den dag, hvor det leveres på min dørtærskel og ikke den dag, jeg sætter det op. Det må være leverancetidspunktet, for man kan jo ikke vide, hvornår nogen læser noget, og derfor kan vi jo risikere at få uendelige kilometer elastik ind i det her, hvis det er det, der skal være afgørende.”

Men hvis det trods det alligevel er det, ministeriet lægger op til, vil I så som rektorer gå ud og sige: Nej, det må være sådan, at den dag, rapporten leveres til ministeriets dør, da kan vores forskere gå ud at sige det, de måtte mene, der skal siges i en given sag?

”Det vil jeg da mene, er det rigtige tidspunkt at gøre det på, og det vil være mit gæt, at det også er det, rektorkollegiet vil sige.”

Selvstyre på universiteterne

Med henblik på en ny rapport om styring af de videregående uddannelser, som blandt andet konkluderer, at universiteterne skal styres tættere af Uddannelses- og Forskningsministeriet, fortsætter Anders Overgaard Bjarklev:

”Jeg vil sige, at jeg er lykkelig for, at vi i dag har et system omkring styring af universiteterne, som sikrer, at der ikke er nogen direkte kobling mellem ministeren og bestyrelserne på universiteterne. Og med tanke på både sagen fra Aarhus Universitet og den uafsluttede sag her fra DTU vil jeg da håbe, at også politikerne vil være ekstremt glade for, at der ikke er nogen, der kan rejse tvivl om, hvorvidt der har været en styrende hånd ned gennem systemet, som kunne rejse tvivl om universiteternes uafhængighed. Vi har et system, hvor en Frank Aarestrup hos os har kunnet udtale sig alene på baggrund af de resultater, som hans forskning fører ham til, og det kan vi, fordi vi er uafhængige. Vi er ikke politisk styret.”

Rapporten med titlen ”Kortlægning af erfaringer med og perspektiver på styring af de videregående uddannelser” blev bestilt i foråret af Uddannelses- og Forskningsministeriet som led i et eftersyn af de styringsmæssige rammer for de videregående uddannelsesinstitutioner. Regeringen vil fremlægge de samlede resultater af styringseftersynet i efteråret.