Karoline Poulsen: ”Det skal være nemmere at være studerende på AU”

De studerende skal til stemmeurnerne. Spidskandidaterne til de to pladser i AU’s bestyrelse svarer på, hvorfor de stiller op, hvorfor du skal stemme på dem, og hvad de vil ændre, hvis de bliver valgt. Her møder du Karoline Poulsen fra Konservative Studenter.

Karoline Poulsen stiller op for Konservative Studenter. Hun mener, at det er på tide, at en studerende med "et borgerligt frem for et socialistisk islæt" bliver valg til bestyrelsen. Foto: Privat.

Konservative Studenters tre mærkesager

  • Højere faglighed – færre skal optages på universitetet
  • Parkeringspladserne tilbage til de studerende
  • Anonymisering af dispensationsansøgninger

Hvorfor stiller du op til AU’s bestyrelse?

”Jeg stiller op, fordi jeg mener, at jeg kan gøre en forskel for os studerende, og fordi det er på tide at få en borgerlig studenterrepræsentant i bestyrelsen. Mange prøver at skære det politiske ud af studenterpolitik, men det mener jeg ikke, at man kan. Som borgerlig har jeg et økonomisk blik på tingene, som skal vejes med i beslutningerne. Derfor er det på tide med en repræsentant, der har et borgerligt frem for et socialistisk islæt. Og så stiller jeg op, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg har altid interesseret mig enormt meget for undervisning og studerendes dagligdag, og det ville være en stor ære at repræsentere de studerende i bestyrelsen.”

Hvorfor skal man sætte sit kryds ud for dit navn?

”Man skal stemme på mig, fordi jeg brænder for de studerendes hverdag og for uddannelse generelt. Jeg har prøvet meget af studielivet på egen krop, og jeg har derfor stor erfaring med forskellige af studielivets udfordringer. Jeg ved, hvordan det er at være både bachelor- og kandidatstuderende. Jeg har prøvet at skulle søge om dispensation – som jeg endda fik afslag på. Jeg prøvet at klage over en professor, og jeg har været igennem hele processen omkring udveksling og ved nu, hvor tung og træg den kan være.”

”Derudover har jeg siddet i både Studienævn og Akademisk Råd, hvilket har givet mig en ballast og klædt mig endnu bedre på til at kunne sidde i bestyrelsen.”

Hvad er for dig den vigtigste sag, som du vil – og rent faktisk kan – fremme i bestyrelsen? Uddyb gerne, hvordan du vil gøre det.

”Den absolut vigtigste sag er, at det skal være nemmere at være studerende på AU. Der er nogle helt basale rammer, som skal være på plads, for at man kan have en god hverdag som studerende. Med studie, studiejob, fritidsinteresser og det sociale ved siden af er tid nok det mest dyrebare, man har som studerende. Derfor skal rammerne omkring skoledagen bare spille.”

”Det betyder, at den tid, man skal vente, på at ens SU- eller dispensationsansøgninger og forhåndsgodkendelser behandles, skal ned. Når man møder ind, skal det være muligt at finde en plads til sin cykel eller sin bil. Det er svært lige nu, ligesom det er svært at finde en læseplads. Jeg har selv stået på BSS med min gruppe klokken 8.00 om morgenen uden at kunne finde en gruppeplads, hvor vi har været nødt til at tage hjem til en af os selv. Det vil jeg lave om på.”

”Det kan man konkret lave om i bestyrelsen ved at beslutte at flytte rundt på tingene eller tilkøbe mere plads. Og i administrationen er der en helt masse processer, der kan optimeres.”

 

Læs om de fem andre opstillede kandidater her:

 

Konservative Studenters tre mærkesager

  • Højere faglighed – færre skal optages på universitetet
  • Parkeringspladserne tilbage til de studerende
  • Anonymisering af dispensationsansøgninger