KLUMME: Investeringen går til ... en mand
At kønsfordelingen er skæv på universiteterne især på leder- og professorniveau, er efterhånden velkendt. Men den er endnu mere skæv blandt iværksættere, hvor 92 procent af investeringerne går til mandlige iværksættere. Heldigvis tyder en ny undersøgelse blandt iværksættere på Aarhus Universitet på, at der er skred i tingene. Og den udvikling skal vi aktivt skubbe på – vi har ikke råd til at lade være, pointerer AU's erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen.
UNIVERSITETSLEDELSENS KLUMME I OMNIBUS
Ledelsens klumme går på skift mellem universitetsledelsens ni medlemmer. Klummeskribenten vælger selv emnet.
Ledelsen bidrager på samme vilkår som øvrige skribenter, der bidrager med klummer, debatindlæg og andet opinionsstof i Omnibus.
Debatindlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.
Vil du også deltage i debatten?
- Send dit indlæg til omnibus@au.dk
Du har hørt det før: Universiteterne mangler diversitet. Særligt blandt ledere og professorer er kønsfordelingen skæv, og det går langsomt med at ændre balancen.
Men vidste du, at det mest ulige område på Aarhus Universitet måske slet ikke er inden for forskningen? Vidste du, at der findes et segment, hvor ét køn har adgang til 92 procent af alle ressourcerne?
Ressourcen hedder investeringer, og området er iværksætternes. Her er funding afgørende for, hvilke idéer der kan udvikle sig til nye løsninger på samfundets udfordringer.
De, der modtager investeringer, har langt bedre vilkår for at udfolde sig, vokse og skabe værdi.
Samtidig er en investering i manges øjne en validering af en idé og af iværksætteren bag. Derfor gør det ondt, når der i Danmark på tværs af alle områder kun går 1,5 procent af alle investeringer til kvindelige stiftere, mens 6,7 procent går til startups med både mandlige og kvindelige stiftere. Resten går til mænd ifølge den seneste analyse af kvindelige iværksættere fra Dansk Erhverv.
Voldsom ulighed
Det er næsten uforståeligt, at der fortsat findes et så stort område med så voldsom ulighed. Nok kaster flere mænd end kvinder sig ud i iværksætteri, men der er dog én kvindelig iværksætter for hver 2-3 mandlige.
Den gode nyhed er, at der er bevægelse i tingene. Flere og flere kvinder får appetit på at omsætte deres viden og gode ideer til konkrete løsninger og produkter, og det gælder også på Aarhus Universitet, hvor andelen af kvinder i vores tværgående iværksætterhub, The Kitchen, er støt stigende.
Kvindelige iværksættere på AU skal vise vejen
En undersøgelse af iværksætteri ved Aarhus Universitet, der er på vej til at blive offentliggjort, viser desuden, at de kvindelige studenter, dimittender og forskere er mere tilbøjelige til at stifte virksomhed end resten af den danske kvindelige befolkning.
Men hvordan omsættes den voksende interesse til flere succeshistorier og mere investering?
Et svar er gode rollemodeller i form af skarpe kvindelige forskere og studerende, som allerede har skabt levedygtige koncepter baseret på viden og forskning fra universitetet.
Der er mange som eksempelvis Karin Lykke-Hartmann med spinout-virksomheden iNotify, der skaber bedre fertilitetsmuligheder til kvinder, eller Ella Paldam, som udvikler nye metoder til læring for børn med autisme i CollaboLearn. For slet ikke at tale om Emma Hostrup og Ditte Højland, der som medstiftere af Textile Change udvikler nye metoder til genanvendelse af tekstiler.
De er med til at skabe nye billeder af, hvordan en iværksætter ser ud – både for investorerne og for nye generationer af startups og spinouts.
Netværk og investorer kan øge diversiteten
Et andet svar er stærke fællesskaber. I The Kitchen har workshops målrettet kvindelige studerede og forskere skabt en strøm af nye 'founders', og i det tværeuropæiske universitetssamarbejde Circle U vil initiativet Female Founder Netværket tilskynde kvindelige studerende til at kaste sig ud i iværksættereventyret baseret på bæredygtige forretningsidéer.
Samtidig er der støtte fra investormiljøet, der har fået øje på skævhederne og er begyndt at arbejde for diversitet i investeringskomitéerne og partnerkredsene, hvilket erfaringsmæssigt betyder, at flere kvinder får adgang til opstartskapital.
Kun 1 ud 10 business angels er kvinder
Blandt private investorer er kun omkring 1 ud af 10 af de såkaldte business angels af hunkøn, men nogle af de mest kendte som Mia Wagner prioriterer i dag at styrke kvinders position i dansk iværksætteri gennem private investeringer.
Noget, som i øvrigt tyder på at være en god forretning. En undersøgelse fra finske Slush, der driver et af Europas største iværksættermiljøer, viser, at 100 kroner investeret i en startup med kun kvindelige stiftere giver 25 procent større omsætning sammenlignet med virksomheder med kun mandlige stiftere.
Vi har ikke råd til at undvære halvdelen af talentmassen
Diversitet betaler sig. Der er ikke råd til at undvære halvdelen af talentmassen. Hverken i samfundet generelt eller på universitetet. Der er store opgaver forude og brug for alle gode hoveder til at udvikle fremtidens løsninger. Både de hoveder, der sidder på mænd, og de, der sidder på kvinder.
Korrekturlæst af Charlotte Boel