Omnibus prik

KLUMME: I år blev det et nej tak til at deltage i Forskningens Døgn

I årevis har lektor i lingvistik, Peter Bakker, haft stor glæde af at deltage i ’Bestil en forsker’ i forbindelse med Forskningens Døgn. Men i år takkede han nej. Til gengæld vil han gerne i fængsel. Igen.

Normalt finder Forskningens Døgn på AU sted i og omkring Stakladen, som her i 2019. Samt ved foredrag rundt om i landet. Men i år foregik arrangementet udelukkende online som følge af corona. Og netop derfor takkede lektor i lingvistik, Peter Bakker, i år nej til at deltage.
Peter Bakker er lektor i lingvistik ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i kreolsprog og andre nye sprog. Han er også initiativtager til Lingoblog.dk. Peter Bakker er fast klummeskribent ved Omnibus og skriver om livet som forsker og ansat ved Aarhus Universitet. Foto: Ib Sørensen
Klummen her er udtryk for skribentens egen holdning. Ønsker du også at skrive et debatindlæg eller en klumme i Omnibus, så skriv til omnibus@au.dk. Grafik: Astrid Reitzel

Næsten hvert år er jeg med i Forskningens Døgn i april. Det er et landsdækkende initiativ, som AU deltager i, hvor man som forsker kan melde sig til at holde et foredrag helt gratis for almindelige mennesker – ofte i organisationer, klubber eller foreninger, der ikke kan betale store honorarer til en akademiker; de skal kun dække dine rejseomkostninger. Den del hedder 'Bestil en Forsker'.  

Jeg har været med, så længe jeg kan huske. Men i år takkede jeg nej. Jeg havde ikke lyst til at sidde foran en skærm uden kontakt med publikum. Organisatoren svarede, at ”det er stadig lige så vigtigt at få forskning og videnskab ud fra universiteterne”. Men jeg vil se landet og kommunikere ansigt til ansigt med mennesker.

Ud i alle landets afkroge

Mit faste foredragsemne er 'Verdens 7.000 sprog', som jeg tilpasser mit publikum. Hvert år kommer jeg ud til tre-fire forskellige steder – og jeg begrænser mig ikke kun til for eksempel Midtjylland eller hovedstadsområdet. Jeg bliver også inviteret til 'Udkantsdanmark' og små afkroge på landet. Fremragende. Det er min måde at lære landet bedre at kende. Før eller efter foredraget kan jeg kigge mig omkring i byen eller landsbyen. Sidde i solen med en bog ved en ukendt sø, det føles som ferie.

Landmænd med udsyn

Engang var jeg ude at holde foredrag i et forsamlingshus i en lille landsby på Falster. Jeg tænkte på, hvordan jeg skulle tilpasse mit foredrag til disse landmænd, men besluttede ikke at tilpasse mine slides. Det var en god beslutning, for de kendte verden godt. Jeg fortalte dem, at det kabardiske sprog i Kaukasus kun har én vokal (og dansk har måske 42). En mand blandt publikum fortalte om sin rejse til Kabardien og sin oplevelse med sproget. Der sad også en afrikansk kvinde blandt publikum. Hun bekræftede, at folk i Ghana taler mindst tre-fire sprog. Selv talte hun fem sprog.

I fængsel

Sidste gang (før corona) holdt jeg fire foredrag på et gymnasium, et opholdssted for unge, der var skoletrætte, et bibliotek og Albertslund Fængsel. Højdepunktet for mig var fængslet. Godt at få mine egne – og andres – fordomme afkræftet. Mine venner fortalte mig, at der ville være mange indvandrere i fængslet. Men det var stort set et gennemsnit af den danske befolkning. Ja, der var en eller to indvandrere, en grønlænder, men også bankmænd, voldsforbrydere og white collar-kriminelle. Skønner jeg. Jeg spurgte ikke. Jeg havde overvejet at fortælle dem, at jeg selv har været i fængsel – to gange på én dag: én gang for en ubetalt bøde og én gang for majestætsfornærmelse – men kloge mennesker i mine omgivelser frarådede det. Og det var et godt råd.

De var meget hurtige på aftrækkeren med deres spørgsmål. De fandt alt interessant. De var meget begejstrede – måske også forståeligt; dagen før havde de haft et matematisk foredrag. Og, det må man også indrømme, disse mennesker har så ikke meget andet at foretage sig. De møder ikke så mange fremmede.

Et privilegium

Men netop det – at møde andre – er for mig et privilegium. At besøge ukendte steder, møde et interesseret publikum, fortælle dem lidt om mit fag og fagområde og måske rekruttere nogle, direkte eller indirekte, til at søge Aarhus Universitet.

Korrekturlæst af Charlotte Boel