Oksekødssagen: Forskere, der risikerer at give efter for pres, findes ikke kun på AU i Foulum. Men på hele Aarhus Universitet

Aarhus Universitet trak i september den stærkt kritiserede oksekødsrapport tilbage med den begrundelse, at rapporten ikke levede op til universitetets standarder for uafhængig forskning. Rektor Brian Bech Nielsen forklarede blandt andet i den forbindelse i et interview i DR2 Deadline 4. september, at der i forskningsprojektet, som resulterede i oksekødsrapporten, ikke var indgået en juridisk bindende kontrakt mellem Aarhus Universitet og Landbrug & Fødevarer (L&F).

Rektor Brian Bech Nielsen. Foto: Lars Kruse

Giver uklarhed om forskningens uafhængighed 

Universitetsledelsen forholdt sig også til den manglende juridiske kontrakt i den redegørelse af oksekødssagen, som uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) bad AU om at udarbejde, og som ministeriet modtog 9. september. Heri står der:

”... (det) betyder, at der ikke er et tydeligt aftalegrundlag for samarbejdet ej heller klare rammer for rollefordelingen i projektet, samt hvorledes ansvarlig forskningspraksis og -formidling skal implementeres. Det giver uklarhed om forskningens uafhængighed, hvilket ikke er acceptabelt og i strid med gældende retningslinjer”. 

Med udtrykket ’gældende retningslinjer’ henviser ledelsen til Den danske kodeks for integritet i forskning, der har til formål at understøtte en fælles kultur omkring integritet i forskning i Danmark.

Gennemgående problemstilling 

Som en følge af oksekødssagen bad rektor konstitueret dekan ved Science and Technology (ST), Lars Henrik Andersen, om at iværksætte en intern undersøgelse af de seneste fem års rapporter, der er blevet til i samarbejde med industrivirksomheder eller interesseorganisationer, og siden udgivet i regi af Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA).

55 rapporter blev gennemgået, og i 34 af dem blev der fundet fejl. Såkaldt alvorlige mangler i tre af dem. 

Da Kurt Nielsen, der er prodekan ved ST med ansvar for fakultetets myndighedsbetjening og erhvervssamarbejde, og Niels Halberg, der er direktør ved DCA, 4. november præsenterede resultatet af den interne undersøgelse i en skriftlig meddelelse, pegede de på flere gennemgående problemstillinger efter gennemgangen af de 55 rapporter. Blandt andet konstaterede de, at der ikke har været ’tilstrækkelig systematik i forhold til indgåelse af kontrakter’.

Ikke gode nok til at sikre forskernes rettigheder

Hvad formuleringen betyder, søgte Omnibus at finde ud af under et interview ligeledes 4. november med prodekan Kurt Nielsen og direktør Niels Halberg i forbindelse med afslutningen af den interne undersøgelse. 

Niels Halberg, direktør ved DCA.

Årsagen til, at det er interessant at få belyst, hvad der konkret ligger bag konstateringen af manglende systematik i forhold til indgåelse af kontrakter, skal også ses på baggrund af den undersøgelse af forskningsfrihed på Aarhus Universitet, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) gennemførte sidste år på foranledning af universitetsledelsen. 

LÆS OGSÅ: Ny rapport om forskningsfrihed på Aarhus Universitet: Forskere bliver udsat for pres. Også fra ledere og kolleger 

Her kom det nemlig frem, at forskere, der samarbejder med eksterne parter står i større risiko for at blive udsat for pres end andre forskere ved universitetet. 

Kurt Nielsen, prodekan ved Science and Technology. Foto: Lars Kruse

Prodekan Kurt Nielsen svarede under interviewet følgende omkring den manglende systematik:

”Det betyder, at når du har et projekt med en ekstern part, kan du godt have en bevillingsbeskrivelse, men der skal samtidig være en kontrakt om, hvad der er opgaven, og hvem der gør hvad i projektet. Men det har der ikke været i alle tilfælde.” 

Niels Halberg uddybede: 

”Desuden skal der i kontrakten stå, at forskerne har frihed til at bestemme metode, datagrundlag og til at afgøre, hvordan de vil fortolke resultaterne. Og der skal også klart stå, hvad der er forskernes rettigheder, og at de har ret til at publicere deres resultater. Det har vi ikke været gode nok til at sikre.”

Omnibus forsøgte også at få svar på, hvor mange juridisk bindende kontrakter der er blevet indgået i de 55 sager, som er blevet gået efter i sømmene i den interne undersøgelse.

”Det har jeg ikke lige tal på. Jeg har ikke en optælling over, i hvor mange tilfælde der ikke er en kontrakt, som vi synes er tilstrækkeligt deklareret,” svarer Kurt Nielsen.

Så selvom I har undersøgt de her sager gennem flere uger, har I ikke overblik over, i hvor mange tilfælde der er – og ikke er – indgået kontrakter?

”Jeg har ikke tallet,” gentager Kurt Nielsen, ”Det er institutlederne, der har ansvaret for kontrakterne. Det var det i forhold til oksekødsrapporten, og det er det også for de andre undersøgte. Det er også institutlederen, der skriver under på kontrakten.”

Jeg forstår, at det er institutlederens ansvar. Men er det det samme, som at I ikke har noget ansvar i forhold til, at der muligvis ikke er indgået kontrakter i mange af de gennemgåede rapporter? 

”Vi har en linjeledelse, de (institutlederne, red.) har ansvaret. Vi har ikke et ansvar. Det er institutlederens ansvar at sikre, at der i det hele taget er en kontrakt. Og at kontrakterne er i orden. Sådan er det,” svarer Kurt Nielsen.

Dagen efter interviewet bad Omnibus igen prodekan Kurt Nielsen om at oplyse tallet for indgåede juridisk bindende kontrakter i de 55 sager. Prodekan Kurt Nielsen svarede i en mail 8. november, at dekanatet ’vender tilbage med opgørelsen over juridisk bindende kontrakter, når den er færdig’.

Omnibus venter fortsat på at modtage opgørelsen.

Institutleder vedkender sig ansvar

Tidligere institutleder Erik Steen Kristensen har stået i spidsen for Institut for Agroøkologi i Foulum, siden det blev etableret i 2011. Han vedstår, at det var hans ansvar at sikre, at der forelå en kontrakt for samarbejdet mellem Aarhus Universitet og Landbrug & Fødevarer. Og at det derfor også var ham, der måtte tage konsekvensen og forlade sin stilling som institutleder, da universitetsledelsen trak rapporten tilbage med den begrundelse, at den ikke levede op til AU’s standarder for uafhængig forskning.

Erik Steen Kristensen, tidligere institutleder ved Institut for Agroøkologi.

Ikke tradition for at indgå kontrakter 

Erik Steen Kristensen forklarer i dag om årsagerne til den manglende kontrakt i forbindelse med projektet, der førte til oksekødsrapporten:

”Vi har ikke haft tradition for at indgå kontrakter med en fond som Kvægafgiftsfonden, da det først er inden for de senere år, vi i det hele taget er begyndt med kontrakter i forhold til nogle af fondene. Og jeg var simpelthen ikke opmærksom på, at det (at indgå kontrakter, red.) også havde bredt sig til en type af fonde som Kvægafgiftsfonden.” 

Kvægafgiftsfonden er den fond, som L&F søgte midler hos i forbindelse med forskningsprojektet, der førte til oksekødsrapporten. Fonden har til formål at støtte oksekødssektoren.

Flere fonde kræver kontrakter

Erik Steen Kristensen forklarer, at grunden til, at forskerne ved Institut for Agroøkologi inden for de seneste år er begyndt at bruge kontrakter i eksterne samarbejder, skyldes et krav fra blandt andet Innovationsfonden, der blev etableret i 2014. 

”Og det er ligeledes et krav, at der foreligger en kontrakt, når vi søger midler hos Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP).”

GUDP er en erhvervsstøtteordning under Landbrugsstyrelsen, som igen hører under Miljø- og Fødevareministeriet, og programmet har blandt andet som formål at løse nogle af de største problemer inden for fødevareerhvervet. 

”Og det er dem (de nævnte fonde, red.), der kommer med kontrakten. Så almindeligvis er det ikke os, der tager initiativ til kontrakten; det er som oftest dem, der udbyder pengene.”

Han fortsætter: 

”Men det har Kvægafgiftsfonden ikke anmodet om i det her tilfælde (som førte til oksekødsrapporten, red.).”

Erik Steen Kristensen er ikke mindst ked af sin forsømmelse i lyset af, at han de seneste år har brugt en stor del af sin tid på at systematisere indgåelse af kontrakter på samtlige aftaler, som instituttet har med eksterne interessenter. 

”Jeg havde fået lavet rammeaftale med det, der hedder Dansk Planteværn, og som vi indgår cirka 100 kontrakter med om året i forhold til forskning i Flakkebjerg. Desuden havde jeg lagt sidste hånd på en rammeaftale med SEGES. Og det var noget, jeg var gået i gang med på eget initiativ, og ikke noget, der var initieret af dekanatet.” 

Klart en fejl

Set i bagklogskabens klare lys ærgrer Erik Steen Kristensen sig over, at han ikke var opmærksom på at få sikret, at der forelå en kontrakt lige præcis i tilfældet med projektet, der førte til oksekødsrapporten. Og det hænger sammen med, at forskningsprojektet gik ud på at se på bivirkninger af produktionen af oksekød i forhold til klimaet. 

”Jeg ville i tilfælde med et projekt om bivirkninger have bedt forskerne om at søge midler til et mindre projekt uden inddragelse af eksterne, hvis jeg havde været opmærksom på det i tide. Forskerne skal nemlig ikke være i lommen på en styregruppe med repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer i spidsen, når det handler om at se på bivirkninger af en produktion. Og det er helt klart en fejl, at jeg ikke har opdaget det.”

Hvor mange kontrakter vurderer du, der er indgået i de 55 sager, som er blevet gået efter i sømmene i den interne undersøgelse?

”Jeg har svært ved at vurdere det, for jeg har ikke kendskab til, hvad man har set på i undersøgelsen. Men man har ikke fundet mange kontrakter i de sager, der ligger fem år tilbage i tiden, da det som sagt først er noget, vi er begyndt med i de senere år, hvor indgåelse af kontrakter har været et krav fra de store offentlige fonde. Så mit bud vil være, at det er i under halvdelen af sagerne.” 

Almindeligt, at eksterne står i spidsen for styregrupper og søger projektmidler

Erik Steen Kristensen forklarer videre, at det i de senere år er blevet mere og mere almindeligt, at det er den eksterne part, der står i spidsen for styregruppen af et forskningsprojekt, og at det også er den eksterne part, der søger midler til projektet. 

Det er ifølge den tidligere institutleder et udtryk for en pragmatisk tilgang i forhold til at skaffe midler i et forskningsfinansieringslandskab, hvor de politiske vinde de seneste fem år har blæst forskere i armene på industrivirksomheder og interesseorganisationer.

Det Strategiske Forskningsråd blev nedlagt i 2014 til fordel for oprettelsen af Innovationsfonden. Forskningsrådet havde som formål at støtte forskning, der bidrog til at løse de store samfundsproblemer i Danmark. Denne forskning er nu lagt ind under Innovationsfonden, der har sit primære fokus på at støtte forskning, som er med til at øge væksten – og dermed også beskæftigelsen i Danmark.

Og med dette politiske paradigmeskifte betaler det sig altså ifølge Erik Steen Kristensen at have en pragmatisk tilgang til, at det er interessenter fra for eksempel virksomheder, der står i spidsen for projektet. Det gælder ikke mindst i de tilfælde, hvor der er mange eksterne parter involveret i et forskningsprojekt. 

Ifølge den tidligere institutleder er dette i stigende omfang blevet normen de senere år, da det er en form for projekter, som politikerne også gerne ser fremmet:

”Og det er i forbindelse med sådanne projekter, vi har erfaret, at det er lettere at få ansøgningerne igennem, hvis det for eksempel er virksomheder, der står som ansøgere.” 

Vil kunne finde lignende sager på andre institutter på AU

Selvom Erik Steen Kristensen peger på de seneste fem års udvikling inden for politisk bestemte strukturelle forhold vedrørende forskningsfinansiering, understreger han, at det ikke skal ses som et forsøg på at unddrage sig sit ansvar i den aktuelle sag. 

Samtidig er han dog af den opfattelse, at det ville klæde ledere længere oppe i systemet at tage et medansvar. 

”Jeg ser sådan på det, at hvis man tager kvadratroden af den her sag, handler den om, at der ikke var en kontrakt. Og det er mit ansvar.”

Erik Steen Kristensen fortsætter: 

”Men når det er sagt, vil du kunne finde andre lignende sager på andre institutter på AU, så det handler altså også om, hvorvidt universitetet som organisation i det hele taget er i stand til at håndtere et stadig tættere samarbejde med samfundet.”

Ikke en mulighed at drosle ned for eksternt samarbejde 

Og lad det være slået fast med syvtommersøm: Erik Steen Kristensen er en varm tilhænger af ikke blot en fastholdelse, men også en intensivering af universitetets samarbejde med industrivirksomheder og interesseorganisationer.

”Hvis du vil arbejde med for eksempel klimaforskning, er du dybt afhængig af, at du har adgang til data. Og de data sidder industrien på, så det vil sige, at hvis ikke du samarbejder med dem, kan du ikke lave din undersøgelse af for eksempel oksekødsproduktionens påvirkning af klimaet. Industrien ligger i det konkrete tilfælde inde med data om produktionsprocesserne, som er ret vigtige i forhold til slutresultatet af et projekt om bivirkninger af produktionen.” 

Erik Steen Kristensen fortsætter:

”Så samarbejdet er vigtigt i forhold til at få nogle data. Og troværdigheden skal være en selvfølge, i kraft af at forskerne ikke må gå på kompromis med hensyn til metodefrihed og deres ret til frit at publicere alle de resultater, de er nået frem til i forskningsprojektet.” 

Hvem skal støtte forskerne i det?

Ja, det er så det, der er et problem, hvis det ikke ligger i blodet, hvis vi ikke har talt nok om det, og hvis der ikke ligger en kontrakt, for så er der en risiko for, at de lader sig presse. Og det må selvfølgelig ikke ske.” 

Uafhængig forskning er et ideal, som ikke kan realiseres i forskningssamarbejde med eksterne

Samtidig mener Erik Steen Kristensen, at det er forfejlet at antage, at den fuldstændigt frie forskning, der er et ideal hentet fra grundforskningen, kan lade sig overføre til de eksisterende realiteter for forskere, der leverer bestilt forskning til industrivirksomheder og interesseorganisationer. 

”For det er et ideal, som ikke kan realiseres, når politikerne lægger op til, at det er virksomhederne, der skal være projektledere, og vi er dybt afhængige af data fra virksomhederne. Så lad være med at snakke om hundrede procents fri forskning, for hvor er den henne, når det er de eksterne parter, der er projektledere?”

Uafhængige i stadig tættere samspil med erhvervslivet – men hvordan? 

Erik Steen Kristensen har på den baggrund mange gange haft svært ved at finde en passende grimasse, når ledere højere oppe i systemet på den ene side taler om forskernes uafhængighed og på den anden side om en stadig tættere kontakt til erhvervslivet uden at initiere for eksempel diskussioner i miljøerne om, hvordan såvel institutlederne som forskerne skal gebærde sig i det krydsfelt.

Har du på noget tidspunkt givet udtryk for den kritik over for dekan eller rektor? 

”Nej, men jeg har drøftet rammeaftalen med Dansk Planteværn med dekanatet for nogle år siden, og i den forbindelse drøftede vi vigtigheden af dette samarbejde, der er eksistensgrundlaget for Flakkebjerg. Og derfor også nødvendigheden af at sikre rammeaftaler, som ikke er så rigide, at ingen eksterne parter har interesse i at indgå samarbejde med os.”

Jurist Anette Poulsen Miltoft, der er leder af Technology Transfer Office (TTO), som er den enhed på AU, der blandt andet godkender rammeaftaler, fortæller, at aftalen med Dansk Planteværn er godkendt, og at den har været gældende siden 2015. Desuden fortæller Anette Poulsen Miltoft, at den rammeaftale med SEGES, som Erik Steen Kristensen omtaler, blev godkendt af TTO sidste år. Men også, at kontrakten efter Erik Steen Kristensens fratræden er blevet genforhandlet af blandt andre prodekan Kurt Nielsen og godkendt af TTO 1. november i år.

Forfejlet opfattelse

Seniorforsker Kaare Aagaard fra Dansk Center for Forskningsanalyse under Institut for Statskundskab har beskæftiget sig med organisering af sektorforskning, blandt andet i forhold til institutionernes fusion med universiteterne, hvilket skete i forbindelse med en gennemgribende reform af universitets- og forskningsområdet i 2007. 

Han beskæftiger sig også med finansiering af forskning og finansieringens påvirkning af forskningen.

At problemer i forhold til forskeres samarbejder med eksterne kun er noget, man står med på de tidligere sektorforskningsinstitutioner, finder Kaare Aagaard er en helt forfejlet fremstilling.  

”Problemerne knytter sig ikke til en særlig sektorforskningskultur, derimod er de en generel udfordring alle steder, hvor man har samarbejde med eksterne parter. Så det er efter min opfattelse fejlagtigt, at det fra flere sider i medierne er blevet fremstillet, som om det her er en problemstilling, der udelukkende knytter sig til den tidligere sektorforskning.”

Kaare Aagaard, seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse.

Kaare Aagaard fortsætter: 

”Vi har set samme problemstilling inden for sundhedsvidenskaben, hvor vi har oplevet mange interessekonflikter i forhold til medicinalindustrien.”

Som et nyere eksempel nævner Kaare Aagaard en sag for to år siden med professor Arne Astrup fra Københavns Universitet. Man mente fra flere sider, at der var tale om en interessekonflikt i forbindelse med en videnskabelig artikel, hvor professoren oplyste, at et amerikansk firma havde finansieret projektet. Men Arne Astrup oplyste ikke, at han siden 2012 havde været rådgiver for det samme firma. Ledelsen på det sundhedsvidenskabelige fakultet på KU så trods diskussionen om interessekonflikt ingen problemer i sagen. 

”Men at der har været så mange sager indenfor sundhedsvidenskaben både nationalt og internationalt, er sikkert en medvirkende årsag til, at man nok mange steder er noget længere fremme på dette område i forhold til meget håndfaste krav om netop deklarering af sådanne konflikter” mener Kaare Aagaard.

Han har også eksempler inden for andre videnskabelige felter til at understøtte sin påstand om, at samarbejde med eksterne ikke kun giver problemer inden for sektorforskningen: 

”Også på CBS har der inden for kort tid været to lignende sager.”

En professor ved CBS skrev sidste år i en kronik et forsvar for Danske Bank på det tidspunkt, da banken blev hængt til tørre i medierne for sin rolle i hvidvasksagen. Professoren undlod dog at nævne, at hans forskningscenter modtog millionstøtte fra Danske Bank. Og så var der sagen fra 2017 om en landbrugsrapport, som en forsker fra CBS skrev sammen med et medlem af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug – uden at det sidste fremgik nogetsteds.

Vi skal fortsat samarbejde med eksterne 

Kaare Aagaard frygter, at en af følgerne af oksekødssagen vil være, at færre forskere har mod på at indgå i samarbejder med eksterne interessenter, og at konsekvensen derfor bliver, at universitetet trækker sig fra omverdenen.

”Det vil være en rigtigt ærgerlig konsekvens, for i de fleste tilfælde er forskellige former for samarbejde en fordel for både universitetet og samfundet. Som forskere får vi spændende data, der kan bruges i mere akademiske publikationer efterfølgende. Og desuden får vi en anden respons på det, vi formidler til offentligheden, end den, vi får i den videnskabelige verden,” siger Kaare Aagaard. 

”Og det er måske det gode, der er at sige om oksekødssagen, at det er blevet helt tydeligt, at forskere ikke kan slippe af sted med hvad som helst, fordi der også sker en kritisk granskning i offentligheden af det, der bliver produceret fra universitetet. Sådan bør det også være, for det er kernen i et universitets virke, at alting er til diskussion. Og set på den baggrund er det godt, at det ikke er alt, hvad vi formidler, der bliver taget for gode varer, bare fordi afsenderen er et universitet.”

Så i stedet for at forskerne trækker sig tilbage til elfenbenstårnet, mener Kaare Aagaard, at det handler om at sikre en forskningskultur, der er så rodfæstet på universitetet, at forskerne til hver en tid er i stand til for det første at identificere en interessekonflikt i et samarbejde med eksterne interessenter – og for det andet er i stand til at håndtere den til enhver tid. 

”Man skal som forsker være bevidst om, at når man laver noget for eksterne parter, vil der altid opstå en form for pres. Og dét uanset hvor man sidder, så også på den baggrund mener jeg, at det er en forfejlet opfattelse, at hele den her diskussion kun skal relateres til forskere fra de tidligere sektorforskningsinstitutioner.”

Form for forhandling 

Som forsker er Kaare Aagaard selv vant til at levere forskning bestilt af eksterne parter, og han oplever, at forskere står i en form for forhandling, når eksterne interessenter kommer med penge til et forskningsprojekt.

”Vi oplever for eksempel tit i et samarbejde, at de eksterne peger på en række forhold, som – hvis vi ændrer dem – skubber resultaterne som helhed i en bestemt retning. Og der handler det om at sætte foden ned, selvom de eksterne parters argumenter kan være helt saglige. Men hvis de peger på to forhold, der viser i én retning, og to, der viser i en anden retning, er det som regel helt fair at imødekomme de eksterne parter.” 

Kaare Aagaard fortsætter:

”Men man er nødt til hele tiden at tænke de eksternes interesser ind i det, fordi presset som regel er subtilt. Og det er ikke altid entydigt, hvornår en indvending er fagligt begrundet, og hvornår den er udtryk for eksternes interessevaretagelse.”

Hvornår har du sidst stået i en situation, hvor de eksterne gerne ville have skubbet resultaterne i en bestemt retning? 

”Jamen, det gør jeg ofte, men på en måde, hvor jeg sagtens kan håndtere det. Og man håndterer det ved at snakke om det. Nogle gange kræver det en runde og andre gange lidt flere runder, før det, vi må insistere på, bliver accepteret. Men det er naivt at forestille sig en situation, hvor der ikke vil være en form for eksternt pres, så det centrale er, hvordan vi som forskere håndterer det pres.”

Har du nogensinde været ude for, at en ekstern part midt i et samarbejde har sagt: Ved I hvad, når I ser sådan på det, så tager jeg mine penge og finder nogle andre til at løse opgaven? 

”Nej, men vi har mange gange prøvet, at en opgave er formuleret på en måde, hvor resultatet nærmest er givet på forhånd. Og kan vi ikke ændre på det, siger vi nej tak til opgaven. Eller også siger opdragsgiveren nej tak til os, fordi vi insisterer på, at det skal gøres på en anden måde. Og det er det, man kan tillade sig at gøre, når man ikke er afhængig af nogle få eksterne parter.”

Afhængigheden er nemlig et helt centralt forhold ifølge Kaare Aagaard. 

”For det er især, når afhængigheden af få, eksterne stakeholdere med stærke interesser bliver for stor, at risikoen for skævvridning af resultater bliver rigtigt alvorlig.”

”Og her er det bedste eksempel Gyllegate, for ét er, at jeg kan stå op for mine egne principper, men hvis det lige pludselig er 400 millioner kroner og alle mine kollegers arbejde, der også er på spil, kræver det en stærk integritet at blive på den høje hest.” 

Det tunge arbejde med kontrakter

Kaare Aagaard finder det i sin orden, at der skal være en kontrakt i forbindelse med et samarbejde, og dermed også, at ’det tunge arbejde med kontrakterne’, som han udtrykker det, er blevet formaliseret. Samtidig vil han dog gerne advare imod den antagelse, at blot fordi der foreligger en kontrakt, har forskerne deres på det tørre i forhold til deres integritet. 

”For den er svær at sikre i en kontrakt. Og det gælder i øvrigt også i forhold til kvalitetssikring af forskningen, så det er efter min opfattelse ikke så meget kontrakterne, som det er en god forskningskultur, der skal ruste os forskere til at modstå pres udefra.” 

Kaare Aagaard fortsætter:

”Og grunden til det er netop, at presset fra de eksterne ofte er subtilt, så du skal hele tiden orientere dig i gråzoner mellem det sagligt begrundede og det mere interessestyrede. Og det forhold er vanskeligt fuldstændig at regulere i kontrakter.” 

Kritik af ledelsens håndtering af oksekødssagen

Kaare Aagaard er ikke i tvivl om, at oksekødssagen har skadet AU’s troværdighed i offentligheden. 

”Jeg tror heller ikke, at der er nogen i ledelsen – eller andre steder på universitetet – der vil være uenige i det. Men det er klart, at det her langstrakte forløb, hvor ledelsen ikke har formået at lukke sagen på en ordentlig måde, gør det hele endnu værre i den henseende.”

Kaare Aagaard sigter til ledelsens hidtil forgæves forsøg på at få lukket sagen ved at foranstalte en intern undersøgelse.

”Siden det har været dens opfattelse, at det var nødvendigt at åbne den store kasse med tidligere sager, havde det måske været mere hensigtsmæssigt at lade uvildige kigge i den.” 

At ledelsen i stedet selv stillede sig i spidsen for den interne undersøgelse, mener Kaare Aagaard ikke nødvendigvis skal tages som udtryk for, at den har forsøgt at skjule forhold, den nødigt vil have frem i offentligheden.

”Men at lave en selvundersøgelse er bare sådan noget, der kan rejse mistanke om, at man ikke har været dybt nok nede i materien. Og det er jo også det, vi ser kritiseret i pressen for tiden.” 

Har ledelsen sagt A, må den også sige B

Desuden påpeger Kaare Aagaard, at eftersom formålet med undersøgelsen var at finde fejl, rette og lære af dem, er ledelsen nødt til at gå hele vejen.

”Jeg er ikke fri for at tænke, at det med undersøgelsen har været en strategi fra ledelsens side, da den forsøgte at afværge første bølge af mediestormen. Men dermed fik den sagt A, og så er den også nødt til at sige B og for det første lave en mere grundig undersøgelse, end det i hvert fald set udefra ser ud til at have været tilfældet. Og for det andet skal ledelsen selvfølgelig være helt åben om resultaterne af undersøgelsen, hvis den med troværdigheden i behold skal kunne sige, at nu er det tid til at se fremad.” 

Universiteterne må vise større solidaritet

Kaare Aagaard vender tilbage til sin pointe fra tidligere, om at ansvaret for at sikre forskningens integritet og uafhængighed ikke alene ligger hos den enkelte forsker og det enkelte institut. 

”Man er også nødt til som ledelse at vise, at man gør noget. En side af det er, at man begynder at iværksætte mere formelle tiltag. Men en anden side er, at man viser en fuldstændigt utvetydig støtte til forskerne i forhold til at sige fra – og i forhold til at navigere i det her pres. Og der synes jeg nok, ledelsen har været sådan lidt uld i mund i tidligere mediestorme.”

Han peger på, at det kan skyldes, at ledelsen også selv befandt sig i et krydsfelt, hvor den var under pres. 

”Ledelsen forsøgte for eksempel under Gyllegate at navigere i en svær situation med stort politisk pres, hvor man måske har været bange for at komme på kant – det gælder jo også for det øverste niveau, at man kan være oppe mod dem, der fodrer en.” 

Kaare Aagaard er i den forbindelse af den opfattelse, at universiteterne i det lange løb kommer til at stå stærkere, hvis de er i stand til at se bort fra den indbyrdes konkurrence i situationer, hvor der fra forskellige sider bliver båret ved til et politisk bål.

”For at tage Gyllegate igen, stod Aarhus Universitet dengang i en meget svær situation. Der skulle en organisation som Danske Universiteter måske have været ude at sige fra på vegne af hele sektoren.”

Danske Universiteter er en sammenslutning af de otte universiteter i Danmark. 

Omnibus ville gerne have interviewet rektor Brian Bech Nielsen om hans syn på de resultater, der kort blev omtalt i den meddelelse, ledelsen udsendte ved afslutningen af den interne undersøgelse. Desuden ville vi gerne have spurgt ham om, hvorfor den interne undersøgelse ikke er resulteret i en rapport, hvor det ville have været muligt at orienteret sig om, hvem der har stået for undersøgelsen, hvilke sager der er blevet undersøgt, og hvordan de er blevet undersøgt.

Men på en anmodning om interview henviste rektor blot til konstitueret dekan Lars Henrik Andersen og prodekan Kurt Nielsen.