Aarhus Universitet får alvorlig kritik fra styrelse: Tilbageholdt dokumenter og afgav falsk forklaring

Aarhus Universitet har ifølge Uddannelses- og Forskningsstyrelsen handlet 'særdeles kritisabelt', idet universitetet tilbageholdt dokumenter for dagbladet Information i strid med loven. Derudover dækkede universitetet to gange over denne beslutning over for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Universitetets chefjurist er fratrådt sin stilling, og tre ledende medarbejdere har fået påtale.

Rektoratet ved Aarhus Universitet. Foto: Søren Kjeldgaard. Grafik: Omnibus

Aarhus Universitet er efterladt med alvorlige ridser i troværdigheden efter en sag, hvor universitetet bevidst og i strid med lovgivningen har tilbageholdt dokumenter for dagbladet Information i forbindelse med dagbladets kritiske dækning af den såkaldte oksekødsrapport tilbage i 2019.

Her sendte Information fem anmodninger om aktindsigt til Aarhus Universitet, som lod besvarelsen af aktindsigterne afvente, at universitetets egen redegørelse af forløbet var offentliggjort. 

Dette er i strid med Miljøoplysningsloven. Her står, at en anmodning om aktindsigt skal afgøres hurtigst muligt og senest inden for to måneder. 

Klager til Ombudsmanden

Information klagede efterfølgende – og ad flere omgange – til Ombudsmanden over AU’s behandling af sagen, hvorved Uddannelses- og Forskningsstyrelsen blev involveret som tilsynsmyndighed. Men her dækkede Aarhus Universitet ad to omgange over sin beslutning om at tilbageholde dokumenterne, som Information anmodede om. Først da Ombudsmanden gik ind i sagen og udbad sig yderligere dokumentation i form af interne dokumenter og mailkorrespondancer, erkendte Aarhus Universitet sin beslutning over for styrelsen.

Aarhus Universitet får nu kraftig kritik for de to forhold. Det fremgår af en udtalelse fra den 3. maj 2021 fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, som Omnibus har fået aktindsigt i.

Tilbageholdt dokumenter for Information

For det første fastslår styrelsen, at Aarhus Universitet i strid med loven traf en bevidst beslutning om at vente med at besvare de fem ansøgninger om aktindsigt til efter den 4. november 2019, hvor universitetets egen redegørelse af sagen blev offentliggjort, frem for at behandle sagerne løbende i den rækkefølge, de var indkommet. 

Tilbageholdt oplysninger for styrelsen

For det andet kritiserer styrelsen det forhold, at AU to gange i udtalelser til styrelsen undlod at oplyse styrelsen om ovennævnte beslutning. 

”Tværtimod fremgik det af udtalelserne til styrelsen af 15. januar 2020 og 31. marts 2020, at universitetet netop ikke havde truffet en sådan beslutning, men blot havde fremrykket tidspunktet for pressemeddelelsen og orienteringsmøder om gennemgangen af DCA-rapporterne til det tidspunkt, hvor det forventedes, at sagsbehandlingen i aktindsigtssagerne var afsluttet”, står der i udtalelsen.

Styrelsen konkluderer, at Aarhus Universitet i begge forhold har handlet 'særdeles kritisabelt' og indskærper, hvad der burde være en selvfølge: 

“At Aarhus Universitet fremover skal give styrelsen korrekte oplysninger i dets udtalelser til styrelsen ved behandling af tilsynssager. Det er afgørende, at styrelsen for at udøve sin rolle som tilsynsmyndighed altid kan have tillid til, at de oplysninger, universitetet præsenterer for styrelsen i de konkrete sager, er korrekte og retvisende”.

Over for Information kalder uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) AU’s håndtering af sagen for uacceptabel og siger, at det er hendes klare forventning, at det ikke vil gentage sig. 

Rektor enig i styrelsens vurdering

Omnibus har forgæves forsøgt at få et interview med rektor Brian Bech Nielsen om sagen. Vi ville blandt andet gerne have rektors kommentar til det tillidsbrud, som Aarhus Universitet har udvist dels over for tilsynsmyndigheden, dels over for offentligheden, herunder universitetets ansatte og studerende.  

I en nyhed på au.dk udtaler rektor Brian Bech Nielsen, at han er enig i styrelsens vurdering af sagen.

”Vi har ikke efterlevet reglerne, og det er ikke acceptabelt. På Aarhus Universitet vægter vi ordentlighed meget højt, og derfor tager jeg også kritikken særdeles alvorligt.”

Tre ledere får påtale

Videre siger rektor:

”Foranlediget af den seneste udvikling i denne ulykkelige sag har jeg kontaktet de involverede ledere, og uagtet de ikke har forstået det sådan, er der ifølge et internt dokument fra fakultetet truffet en beslutning, der ikke er lovmedholdelig. Derfor har den ansvarlige ledelse på det daværende fakultet Science and Technology ikke fuldt levet op til sit ansvar og har været med til at træffe en særdeles kritisabel beslutning.”

Den ansvarlige ledelse omfatter professor Lars Henrik Andersen, der i 2019 var konstitueret dekan på det daværende fakultet Science and Technology, som siden blev opdelt i Faculty of Technical Sciences og Faculty of Natural Sciences. Derudover omfatter den prodekan Kurt Nielsen og centerleder ved DCA (Danish Centre for Food and Agriculture), Niels Halberg. Alle tre fået en påtale.

Chefjurist er fratrådt sin stilling

Større konsekvenser har sagen fået for Aarhus Universitets chefjurist, der som følge af sagen er fratrådt sin stilling. Rektor lægger til grund for afskedigelsen, at rektoratet ikke blev orienteret om, at der var truffet en beslutning, som var i strid med lovgivningen. Og at universitetet efterfølgende leverede redegørelser til styrelsen, som ikke var retvisende. 

Tidligere har oksekødssagen ført til afskedigelser på universitetet. Tilbage i 2019 måtte daværende institutleder ved Institut for Agroøkologi, Erik Steen Kristensen, ligeledes fratræde sin stilling, da han som leder havde det overordnede ansvar for at sikre rammerne for forskningsprojektet, der ledte til oksekødsrapporten, og som ikke levede op til grundlæggende principper for uafhængighed. Blandt andet manglede der en kontrakt om samarbejdet mellem AU og opdragsgiver, som var Landbrug & Fødevarer, som kunne sikre forskernes uafhængighed. Samtidig fik medarbejdere i Landbrug & Fødevarer og Danish Crown mulighed for at skrive og redigere dele af rapporten, uden at det tydeligt var deklareret. 

I den forbindelse modtog centerleder Niels Halberg også kraftig kritik fra den daværende dekan for ikke at have kvalitetssikret rapporten tilstrækkeligt, idet den dengang ikke blev fagfællebedømt. 

Siden er en forskningsartikel baseret på oksekødsrapporten dog blevet publiceret i et fagfællebedømt tidsskrift. 


Resumé af sagen

Den 2. september 2019 trækker Aarhus Universitet den såkaldte oksekødsrapport tilbage, fordi den ifølge universitetet ikke lever op til universitetets standarder for uafhængig forskning. Rapporten er skrevet af to forskere fra Institut for Agroøkologi og en forsker fra DTU og er udgivet af DCA ved AU. Den er finansieret af Kvægafgiftsfonden, og Landbrug & Fødevarer har stået for overordnet projektledelse.

Inden rapporten trækkes tilbage, har dagbladet Information blandt andet afdækket, at repræsentanter for landbruget har skrevet hele afsnit af rapporten og desuden fik ændret rapportens titel og forsidefoto. Uddannelses- og forskningsministeren bad på den baggrund Aarhus Universitet om en redegørelse af sagen.

Den 3. september 2019 beslutter rektor Brian Bech Nielsen og daværende konstitueret dekan ved Science and Technology, Lars Henrik Andersen, at samtlige af DCA's rapporter, der er blevet til i samarbejde med virksomheder og organisationer gennem de seneste fem år, skal undersøges for eventuelle problematiske forhold. Samme dag fratræder daværende institutleder Erik Steen Kristensen.

I perioden 3. til 5. september 2019 sender Information anmodninger om aktindsigt til Aarhus Universitet. Først 4. november 2019, efter to måneder – som er den absolut seneste frist for at besvare en anmodning om aktindsigt – sendes endelig afgørelse til Information. Samme dag offentliggør Aarhus Universitet resultatet af sin interne undersøgelse af rapporter fra DCA. AU konkluderer, at der manglede kontrakter i 19 af de undersøgte forskningssamarbejder, og at der var alvorlige fejl i yderligere tre rapporter, foruden oksekødsrapporten.

Information klager over AU’s sagsbehandling til Folketingets Ombudsmand, som sender klagen videre til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Styrelsen anmoder AU om en udtalelse. AU forklarer den lange sagsbehandlingstid med mængden af anmodninger sammenholdt med materialets omfang og sagens kompleksitet. Den 11. februar 2020 konkluderer styrelsen på baggrund af AU’s udtalelse, at der ikke var grundlag for at udtale kritik af AU’s sagsbehandling.

I marts 2020 klager Information igen til Ombudsmanden. Information finder, at styrelsen har været for ukritisk over for AU og anfører fejl og misvisende forhold i AU’s udtalelse. Styrelsen genoptager på den baggrund tilsynssagen og anmoder AU om en ny udtalelse, men finder herefter fortsat ikke grundlag for at kritisere AU.

Ombudsmanden går i september 2020 ind i sagen og anmoder blandt andet AU om en række interne dokumenter. AU sender i oktober 2020 en ny udtalelse til styrelsen. Her erkender universitetet blandt andet, ”at det op mod primo oktober 2019 blev besluttet at lade nogle anmodninger om aktindsigt afvente færdiggørelsen af den interne undersøgelse af DCA-rapporterne og de efterfølgende orienteringsmøder, som blev foreløbig fastsat til 4. november 2019. Samme dag, som var absolut frist for en overvejende del af anmodningerne om aktindsigt”. 

Styrelsen genoptager sagen og udtaler 3. maj kraftig kritik af AU. Styrelsen finder det 'stærkt kritisabelt', at AU i sine første to udtalelser ikke oplyser styrelsen om beslutningen på mødet i september om at lade besvarelsen af aktindsigterne afvente resultatet af universitetets egen undersøgelse. AU lod tværtimod fremgå, at det ikke var tilfældet.