DI: Praktik forbedrer jobmulighederne

Underdirektør i Dansk Industri Charlotte Rønhof (DI, pressefoto)

Ifølge underdirektør i Dansk Industri Charlotte Rønhof er der ingen tvivl om, at man som nyudklækket kandidat står bedre, hvis man har relevant erhvervserfaring, når jobjagten sætter ind.

»Det betyder helt klart noget, at man som dimittend kan vise, at man allerede har sat sin viden i spil på arbejdsmarkedet,« siger hun.

Erhvervserfaring kan man få på flere måder, men praktikophold har nogle fordele, siger Charlotte Rønhof.

»Der er rigtig mange arbejdsgivere, som holder meget af praktik, fordi man jo har de studerende i en situation, der minder meget mere om at være egentlig ansat, end hvis man har dem som studiejobbere. Det giver bedre muligheder for at teste færdighederne hos de studerende og give dem ansvar for større opgaver. Og der er jo utallige eksempler på, at det møde også har ført til en beskæftigelse bagefter,« siger hun.