Aarhus Universitet havde agentaftaler i Bangladesh og Nepal
AU meddelte oprindeligt Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, at universitetet ikke havde arbejdet målrettet med at tiltrække studerende fra Bangladesh og Nepal. Nu viser det sig dog, at universitetet har haft agentaftaler dækkende Bangladesh og Nepal frem til januar 2024. AU har berigtiget sine oplysninger til styrelsen og siger, at universitetet ikke har villet skjule aftalerne.
Det var ikke korrekt, da Aarhus Universitet i august meddelte Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, at universitetet ikke havde arbejdet systematisk eller målrettet med at tiltrække studerende fra de to sydasiatiske lande Bangladesh og Nepal.
AU havde nemlig fra 2022 til 2024 agentaftaler dækkende Bangladesh og Nepal. Det kunne mediet Frihedsbrevet fortælle 13. oktober. Oplysningerne er kommet frem, efter at Frihedsbrevet bad AU om aktindsigt i universitetets agentkontrakter. Agentbureauer tiltrækker internationale studerende til universiteter mod betaling.
Aarhus Universitet oplyser til Omnibus, at universitetet har haft tre agentaftaler dækkende Bangladesh i perioden 11. maj 2022 til 14. januar 2024 og tre agentaftaler dækkende Nepal i perioden 10. januar 2023 til 23. januar 2024. De i alt seks agentaftaler er indgået med fire agentbureauer, hvoraf de tre af bureauerne har base i Indien – et land, som er et af AU’s fokusområder, når det gælder international rekruttering - og dækkede en række lande, mens det fjerde bureau alene dækkede Bangladesh. Det forklarer vicedirektøren for AU Uddannelse, Anna Bak Maigaard, i et skriftligt svar.
”Da vi i løbet af 2023 begynder at se den eksplosive udvikling i søgning fra Bangladesh, ophører samarbejdet med agenterne om rekruttering fra disse lande. Den fjerde kontrakt gældende fra april 2022 og halvandet år frem var med en agent i Bangladesh. Den opsiger vi også, da søgningen fra Bangladesh i mellemtiden er steget voldsomt,” udtaler Anna Bak Maigaard.
“Da vi i løbet af 2023 begynder at se den eksplosive udvikling i søgning fra Bangladesh, ophører samarbejdet med agenterne om rekruttering fra disse lande.”
AU har i alt modtaget otte studerende fra Bangladesh og Nepal via kontrakterne med de fire agentbureauer. Seks studerende fra Bangladesh og to studerende fra Nepal. Agenterne har ifølge AU Uddannelse modtaget cirka 14.000 euro for rekrutteringerne. Det svarer til 104.000 kroner.
AU Uddannelse opfattede ikke aftalerne som relevante at inddrage
AU har 2. oktober berigtiget sit oprindelige svar til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i det notat, som Uddannelses- og Forskningsministeriet offentliggjorde 21. august. I notatet havde de danske universiteter svaret på en række spørgsmål om optaget af studerende fra Bangladesh og Nepal. Det fremgår nu, at AU har haft agentaftaler dækkende Bangladesh og Nepal.
På spørgsmålet om, hvorvidt universitetet selv aktivt har ”gjort noget for at tiltrække flere studerende fra 3. lande, herunder fra Bangladesh og Nepal”, svarede AU oprindeligt i august:
”Overordnet set har AU ikke arbejdet systematisk eller målrettet med at tiltrække studerende fra hverken Bangladesh og Nepal.”
Hvorfor oplyser I først ministeriet om agentaftalerne 2. oktober, efter at have givet dem et andet svar i august?
”Vi modtager en forespørgsel fra Frihedsbrevet om indsigt i agentkontrakter; herunder også de kontrakter, vi har afviklet. Det er i forbindelse med besvarelsen af den, at vi i AU Uddannelse bliver bevidste om, at de pågældende kontrakter burde have været nævnt i det oprindelige svar til styrelsen i sommer. Derfor orienterer vi naturligvis straks styrelsen og leverer et fyldestgørende svar,” udtaler Anna Bak Maigaard i et skriftligt svar.
I maj 2023, da den eksplosive søgning til AU’s kandidatuddannelser fra Bangladesh første gang viste sig, fortalte AU til Omnibus, at det ikke skyldtes en målrettet kampagne fra universitetet.
Det var vel ikke korrekt?
”Som vi har forklaret både styrelsen og Frihedsbrevet, så tog debatten afsæt i de mange hundrede ansøgninger, vi pludselig fik uopfordret fra Bangladesh. I den kontekst har de her relativt små kontrakter, hvor vi har rekrutteret otte studerende over to-tre år, ikke spillet en rolle. Vi har ikke ønsket at skjule, at vi har haft aftalerne, heller ikke i 2023 – vi opfattede dem bare ikke som relevante at inddrage i den her sammenhæng,” udtaler Anna Bak Maigaard.
“Vi har ikke ønsket at skjule, at vi har haft aftalerne, heller ikke i 2023 – vi opfattede dem bare ikke som relevante at inddrage i den her sammenhæng”
Fortryder AU, at man havde disse agentaftaler i Bangladesh og Nepal?
”AU er et internationalt universitet, og derfor er vi også aktive på forskellige måder i forhold til rekruttering. Tilbage i 2022 havde vi ingen indikationer på - hverken fagligt eller antalsmæssigt – at der ville komme et problem med ansøgere fra Bangladesh, og der var heller ingen politisk modvilje specifikt mod rekruttering herfra. Vi så en værdi i at investere en del af den studieafgift, de studerende betaler, i ekstra kvalitetssikring ved en lokal agent, der er med til at forventningsafstemme og screene kandidaterne. Vi kan af gode grunde ikke give indsigt i enkelte studerendes uddannelsesforløb, men generelt set har vi gode erfaringer med de relativt få studerende, som bliver formidlet via agenter. Vi fulgte udviklingen i ansøgertallet tæt og trådte ud af samarbejdet specifikt rettet mod Nepal og Bangladesh i takt med kontraktudløb, da vi så den markante stigning i antallet af ansøgere,” udtaler Anna Bak Maigaard.
I rapporten ”Undersøgelse af studerende på videregående uddannelser fra Bangladesh og Nepal,” som blev udgivet af Uddannelses- og Forskningsministeriet i august på baggrund af det føromtalte notat, står der fortsat, at AU har svaret, universitetet ikke har arbejdet systematisk med at tiltrække flere ansøgere fra hverken Bangladesh eller Nepal.