Universitetsledelsen klar med de første beslutninger på baggrund af problemanalysen – og 167 høringssvar fra universitetsbefolkningen
Rektor Brian Bech Nielsen holder onsdag 22. oktober kl. 10-12 åbent møde i Aulaen i Aarhus.
Universitetsbefolkningen vil på et møde onsdag 22. oktober få kendskab til de første af de beslutninger, som universitetsledelsen har truffet efter afdækningen af de administrative og organisatoriske problemer, som har plaget AU, siden universitetet blev reorganiseret i 2011.
Samme onsdag er der annonceret møder kl. 14-16 på fakulteterne og i administrationen.
Grundig analyse
Universitetsledelsens beslutninger, som rektor vil melde ud på mødet i Aulaen, er truffet på baggrund af en grundig problemanalyse foretaget af en intern ekspertgruppe med økonomiprofessor Torben M. Andersen i spidsen.
Universitetsledelsen nedsatte ekspertgruppen i januar. Gruppen havde i opdrag at finde ud af, om den organisation og administration, som ledelsen har opbygget efter reorganiseringen, understøtter målene med den faglige udviklingsproces på AU.
Rapport afleveret
Ekspertgruppen afleverede en rapport i juni i år med den klare hovedkonklusion, at centralisering og standardisering var gået for vidt på universitetet.
Da et analysepanel – med bred repræsentation af interne interessenter – havde haft ekspertgruppens rapport til behandling, blev en kommenteret rapport afleveret til universitetsledelsen 2. juni.
Rektors første udmelding
Rektor Brian Bech Nielsen holdt sit første åbne møde i Stakladen 15. august, hvor han præsenterede universitetsledelsens forslag til løsninger af problemerne på AU.
Herefter blev ledelsens forslag sendt i høring på universitetet i en høringsfase, der sluttede 19. september.
Universitetsledelsen modtog i alt 167 høringssvar.
Omnibus har talt med nogle af dem, der har afleveret høringssvar, for at få at vide, hvad de håber på, at universitetsledelsen vil beslutte i forhold til det, som er vigtigt i deres hverdag på AU.
Fakta
Læs Universitetsledelsens forslag til beslutninger som opfølgning på problemanalysen
Tidsplan
22. oktober:
Rektor Brian Bech Nielsen fremlægger kl. 10-12 de første af universitetsledelsens beslutninger på et åbent møde i Aulaen i Aarhus. Mødet livestreames og kan ses på medarbejder.au.dk. Samme eftermiddag holdes kl. 14-16 åbne møder på fakulteterne og i administrationen.
5. november:
Bestyrelsen får en endelig orientering og træffer eventuelle beslutninger.
Se de 110 høringssvar, som er offentliggjort.