Når det går dårligt med økonomien, skærer regeringer i de højere uddannelsers budgetter. Der er jo ikke penge nok til universiteterne. Når det går godt med økonomien, skærer regeringer også i universiteternes budgetter. Fordi man har brug for arbejdskraft. Folk sidder bare og spilder deres tid med at blive klogere på deres studium, mens virksomheder har akut brug for mennesker til at sikre, at det går godt for erhvervslivet – og dermed også befolkningen. Når det hverken går godt eller skidt med økonomien, skærer man også ned.

Syv partier har besluttet, at nogle kandidatuddannelser skal forkortes fra to til et år. Men hvilke? Og hvad er grunden? Regeringen vil have et ”nyt kandidatlandskab”, og det, de foreslår, er et ”kvalitetsløft af kandidatuddannelser” og derudover en ”sektordimensionering”, hvilket vil sige, at man skærer ned på optaget på de uddannelser, hvor man har mindre behov for arbejdskraft. Og selvfølgelig motiveres det med, at det er en forbedring for disse forkortede uddannelser.

I august fik vi at vide, hvor og hvor meget der skal ”kvalitetsløftes” i ”kandidatlandskabet”. Her er tallene for, hvor mange uddannelsespladser der skal forkortes – eller omlægges til erhvervsrettede uddannelser – i de forskellige sektorer:

• 40 procent på samfundsvidenskab
• 35 procent på humaniora
• 30 procent på naturvidenskab
• 15 procent på teknisk videnskab
• 10 procent på sundhedsvidenskab

Det fik mig til at spekulere over, hvorfor politikerne er landet på lige netop denne fordeling.

Nu skal jeg først sige, at jeg ikke tror, at nogen overhovedet gør det her for at forbedre kvaliteten. Det handler bare om nedskæringer. Regeringen ved det. Jeg hørte en minister uden omsvøb sige, at regeringen får en ”milliardgevinst” på højere uddannelser med denne reform. Også befolkningen ved vel, at det er vrøvl: Uddannelser bliver ikke bedre af at blive forkortet til halvdelen. Når man tager en uddannelse, har man jo brug for tid til at læse, lære, sammenligne, samle data til projekter, og det er næppe bedre, hvis man har mindre tid til dette.

Men tilbage til spekulationerne: Hvorfor skære mindst i sundhedsvidenskab og mest i samfundsvidenskab?

Universitetsledelsen skriver: ”Aarhus Universitet har gentagne gange påpeget, at med sundhedsvidenskab som en undtagelse er den ulige fordeling mellem hovedområderne særdeles uhensigtsmæssig”.

Hvad kunne de virkelige grunde være? Lad mig lige tænke højt:

Sundhedsvidenskab: Her er nedskæringen lille, vel mest symbolsk. Danmark vil få mere brug for læger og medicinsk personale – fordi flere bliver syge af reformplaner? Eller er det, fordi der i fremtiden bliver mere behov for psykiatere? Politikerne har jo (desværre) fået lidt erfaring med burnout. 

Teknisk videnskab: Kun en beskeden nedskæring i teknik, fordi tech-virksomheder og industrien har brug for arbejdskraft, og det er vigtigt for landet. Samfundet bliver rigere på viden og får flere arbejdspladser, og nogle aktionærer bliver rigere i kroner og øre.

Naturvidenskab: Befinder sig i midten af regeringens sparespektrum. Hvorfor skal vi måle mekanik, stirre på stjerner, partere partikler, udforske universet, kaste lys på lyset, sende sonder til Sydpolen? Delvist nyttigt, delvist overflødigt, men også sjovt med en dansk astronaut og nyttigt med en kvantecomputer. Og klimaforskning kan måske redde kloden. Derfor i midten.

Humaniora: Efter mange år med humaniora-bashing er vi vel allesammen overbeviste om, at disse uddannelser er fuldstændigt værdiløse, så derfor skal vi af med dem. Bortset fra uddannelser af gymnasieundervisere, fordi dem har vi brug for. Og æstetikere, fordi de forklarer værker af Højholt, Basquiat og Vermeer. Og mediefolk, som informerer befolkningen. Og uddannelseseksperter. Og lingvister, som nu er så vigtige i forhold til AI. Egentlig er de fleste temmelig nyttige, når man tænker over det. Men 5-10 procent kan godt forkortes for min skyld, eller skrottes.

Samfundsvidenskab bliver hårdest ramt. Blandt andet handel og statskundskab. Det går så godt med økonomien lige nu, at man måske har mennesker nok til at drive alle virksomheder. Og når det går godt for de danske virksomheder, ønsker de nuværende ikke flere virksomheder, for så bliver de konkurrenter. De virksomheder, der allerede findes, kan dermed tjene godt. Derfor skæres der hårdt på handelsuddannelser. Det har lobbyisterne vel sørget for.

Hvad angår besparelser på fag som statskundskab, kunne man tænke, at det måske er, fordi det er politikernes eget fagområde, og at de syv partier dermed viser, at de er villige til at skære ind til benet hos deres egne. Det lyder sympatisk. Men der kunne også være andre, mindre positive, grunde. Måske regner politikerne allerede med, at de skal udskiftes med en ny generation politikere efter valget?

Korrekturlæst af Charlotte Boel