Vis mig dit kontor - Asser H. Thomsen

Udenfor Asser H. Thomsens kontor på Institut for Retsmedicin hænger et skilt med et par læsebriller på den ene side og en kniv på den anden. Hvis læsebrillerne vender fremad, er han på kontoret i færd med at forske eller skrive retsmedicinske erklæringer. Hvis kniven er fremme, er han i kælderen i færd med at udføre en obduktion. I dag er brillerne fremme, og Asser H. Thomsen sidder ved skrivebordet omgivet af computer, diktafon, notesbøger – og en drabssag i en sort kartonmappe.

”Jeg bruger nok 70-80 procent af min tid her på kontoret, blandt andet med at skrive erklæringer med mine retsmedicinske observationer. Er det som her en drabssag, tager det lidt tid, for der skal mange detaljer med.”

Det er også ved skrivebordet, at Asser H. Thomsen arbejder på sin ph.d.-afhandling om drab i Danmark i perioden 1992-2006.

”I øjeblikket er jeg ph.d.-studerende på deltid, men jeg går på fuld tid 1. oktober og forventer at aflevere i juni 2019.”

Asser H. Thomsen gennemgår samtlige drab, der er blevet begået – og som vel at mærke også er opdaget – i Danmark i den 25-årige periode. 

”Jeg ser blandt andet på, hvor svært tilskadekomne ofrene er, og hvordan behandlingen af ofrene har ændret sig over tid. Jeg ser også på ofrenes alder og køn og motivet til drabet.”

DR kørte før sommerferien en serie om drab i Danmark de sidste 25 år. Har du været involveret i den?

”De kontaktede mig, men jeg kan ikke give dem mine tal, før min forskning er publiceret. Det er da lidt træls, at de kommer med serien lige nu, hvor jeg har puslet med mine tal i fire år, men endnu ikke kan gå ud med dem. Omvendt er det et relevant emne, de tager op, og jeg synes, de behandler det på en ordentlig måde.”

Du optræder relativt ofte i medierne, hvorfor vælger du at gøre det?

”Vi bliver betalt af det offentlige for at udføre vores arbejde, og så er vi også forpligtet til at fortælle om det. Døden er ofte omgærdet af mystik, og jeg vil gerne bidrage til at skabe en større indsigt i døden. Vi retsmedicinere har med døden at gøre hele tiden, og jeg er ikke bange for at sige ’død’. Jeg behøver ikke vendinger som ’er gået bort’.”

Han understreger, at han også siger nej til mange henvendelser fra medierne. 

”Især hvis der er for meget blå blink over det.”

Når Asser H. Thomsen ikke sidder på sit kontor eller fører kniven i kælderen, kører han ud til findesteder, hvor nogen er fundet død. Her kan han være med til at fastslå, om der ligger noget kriminelt bag døden, han sikrer spor og kan være med til at identificere den døde. Men det er ikke kun døde, han beskæftiger sig med som retsmediciner. Han laver også personundersøgelser af ofre for drabsforsøg, vold eller voldtægt. Eller personer, der er mistænkt for drab, drabsforsøg, vold eller voldtægt. Sammen med sine kolleger dækker han området fra Kolding til Skagen. 

Når han arbejder uden for instituttet, medbringer han et mobilt kontor pakket ned i en mørkegrøn rygsæk. 

”Den er ny. Der var én, der kastede op på den gamle,” siger han og trækker den ud af reolen, hvor den står klar til udrykning. Pakket med alt det, han kan få brug for i felten.

”Der har jeg mit kamera, så jeg kan dokumentere alle skader. Mit clipboard er også vigtigt, så jeg kan tegne skitser af, hvor stikkene fra en kniv for eksempel er gået ind, eller hvor jeg har taget prøver med en vatpind.”

Han roder videre i rygsækken.

”Jeg har også en diktafon, så jeg kan optage mine iagttagelser, en lup til at nærstudere brandsår, en tommestok, så jeg med præcise mål kan angive, hvor på kroppen offeret er blevet skudt. Jeg har en staseslange til at tage blodprøver med, en lommelygte til at lyse i øjne og mund. Og her ligger nogle tåsedler, som bare venter på at blive udfyldt ...”

Asser H. Thomsen lyner rygsækkens tredje rum op. Her ligger de karakteristiske hvide overtræksdragter, som man ser på billeder fra gerningssteder. Der er også underlag til at lægge beklædning fra offer eller formodet gerningsmand ud på. Og et såkaldt findestedskit med blandt andet handsker, mundbind og vatpinde.

”Og en ligpose – for man ved jo aldrig, hvornår man står og mangler sådan en,” konstaterer Asser H. Thomsen nøgternt.

Hvad er det en dødssynd at glemme som retsmediciner?

”Det er helt klart kameraet. Jeg har prøvet at måtte vende om, fordi jeg havde glemt, at det sad i opladeren. Og så et mundbind.”

Med til ekviperingen, når han er ude på visse findesteder, hører også et par solide, højskaftede gummistøvler. Under et bord med et mikroskop på står der hele to par. Det ene par er godt brugt. Det andet par er spritnye.

”De er gode at have på, når man for eksempel kommer ud på brandsteder – det er en god måde at skærme sig af fra de folk, vi har med at gøre …” 

”Jeg jokkede et søm op i sålen på de gamle og fik en reprimande af mine kolleger, fordi det ikke var sikkerhedsgummistøvler. Så nu har jeg fået et par nye med sikkerhedssål og metal i snuden. Jeg har bare ikke brugt dem endnu. Og jeg nænner ikke at smide de gamle ud. Det er et par gode støvler. Som jeg dog nok ikke vil bruge derhjemme i haven.”

På en fremtrædende plads midt på den ene langvæg hænger en tegning af en mand, der holder sin arm rundt om en kvinde og peger en pistol mod hendes tinding. 

”Jeg synes, det er en megafed tegning,” lyder det fra Asser H. Thomsen.

Men begejstringen for plakaten går videre end bare det kunstneriske udtryk. Den er også rettet mod de skudhuller, der gennemhuller plakaten.

”Jeg var på et skydekursus, hvor vi skulle skyde efter plakaten. Mit første skud sad lige i hans trigger finger, ” lyder det triumferende fra Asser H. Thomsen, der alligevel sendte en ekstra byge af skud mod manden – med henholdsvis en revolver (Magnum 0.44) og med en automatriffel (AK-47, også kendt som en Kalashnikov).

Hvorfor skal en retsmediciner lære at skyde?

”Det er for at lære om våben, vi ser jo en del skudlæsioner. Og at have haft et våben mellem hænderne gør det nemmere at forstå den slags læsioner og de spor, der kan være på gerningsmanden. Nogle våben afgiver for eksempel krudt på den, der affyrer skuddet, andre gør ikke.”

Så det er ikke, fordi du kan blive nødt til at forsvare dig, når du kaldes ud til et gerningssted? 

”Nej. Det har jeg ikke haft brug for.”

I et lille glas i bogreolen står en sort bille i sprit.

”Det er en ligrøver, der har været på en død mand. Jeg fik den som gave af en kollega.”

Asser H. Thomsen bruger den ikke til andet end pynt. Men han har noget med insekter. Især fluer. 

”Jeg synes, de er mega ulækre, men det er rart at vide lidt om dem. Så er de ligesom ikke helt så ulækre.”

Fluerne er nogle af de første, der dukker op, når nogen er død. Og Asser H. Thomsen møder dem i alle stadier: som æg, larver og svirrende fluer. Maddiker hører også med til det, han karakteriserer som en retsmedicinsk sommerspecialitet. For eksempel når han må rykke ud, fordi nogen begynder at undre sig over, at deres nabo efter adskillige uger ikke er vendt hjem fra ferie. 

”Det værste er at træde på maddikerne. Det vibrerer sådan i træskoen på en træls måde.”

Hvad ville du redde fra kontoret, hvis det brændte?

”Mig selv. Og så nok mine notesbøger. Her fører jeg en oversigt over alle de sager og obduktioner, jeg har haft. Bare helt kort med dato og en lille note. For eksempel: Fundet med hoved i skab. Eller: Uidentificeret i sofa.”

Asser H. Thomsen møder med egne ord aldrig ligegyldighed, når han fortæller, hvad han laver. 

”Folk reagerer enten med forfærdelse eller begejstring. Enten synes de, at det må være et frygteligt job med alle de forfærdelige sager, vi beskæftiger os med. Og til det plejer jeg bare at sige: Så er det jo godt, at det ikke er dig, der har det arbejde. Eller så er der dem, der synes, det er spændende og er nysgerrige.”

Selv er han ikke overraskende ret begejstret for sit felt.  

”Jeg kan godt lide, at der både er noget akut over det, hvor vi skal rykke hurtigt ud,  og samtidig er der mulighed for at gå i dybden med en sag og virkelig nulre med detaljerne. Den blanding kan jeg godt lide.”

Men kan dagligdags problemer ikke virke larmende ligegyldige i betragtning af de barske sager, du kan have liggende på dit bord – børn, der bliver slået ihjel, og så videre?

”Du tænker på sådan en skole-hjem-samtale, hvor man skal have at vide, at ens barn har kastet med viskelæder i timen?”

Ja, for eksempel …

”Det giver mig nærmere et overskud i situationen, hvor jeg bare tænker: Nå, er det ikke værre end det? Og det er lidt på samme måde med de sager, jeg beskæftiger mig med. Nogle er selvsagt mere alvorlige end andre. Men jeg skal jo tage begge dele lige alvorligt.”