Selv siger hun, at hun ikke ville kunne holde ud at lave nyheder i dag, og at hun altid har fået at vide, at hun skriver for lange artikler.

"Så jeg synes, at jeg er landet på min rette hylde med antropologien. Antropologi er langsom journalistik," siger Inger Anneberg, og ligner da også en, der føler sig godt tilpas i sit lille, men hyggelige kontor.

Hvilken genstand på kontoret siger mest om dig som forsker?

”Det må være min digitale optager, som efterhånden er tyve år gammel. Men den er driftssikker, og det er meget vigtigt for mig, når jeg er i felten for at interviewe landmænd. Og at den skulle svigte, er en forfærdelig tanke, en katastrofe i min verden"

"Også udklippene fra debatten om landbruget siger en del om mit interessefelt, som er dyrevelfærd. Det er et emne, der kan skabe konflikt mellem dem, der bor i byerne og dem, der driver landbrug. Vi har allesammen ret forskellige forståelser af dyrevelfærd, og det skaber spændinger.”

Hvordan vurderer du niveauet i den debat?

”Jeg synes, den er præget af fordomme fra begge sider. Landmændene argumenterer for eksempel med, at dem fra byerne ikke ved, hvad de taler om, fordi de ikke aner, hvordan det foregår i staldene. Jeg synes, det er forkert at gøre debatten til et spørgsmål om manglende viden. Forbrugerne er ofte velinformerede, fordi de er interesseret i emnet, så indsigt handler om meget andet end at stå ude i en stald, og i øvrigt er det ikke let at komme ud i en stald, da det efterhånden er de færreste, som har forældre eller bedsteforældre, der driver landbrug."

"De konventionelle landmænd har også svært ved at forstå, at det oftest er de økologiske landmænd, der bliver fremhævet i medierne. Økologiske landmænd tænker også i en rentabel produktion, som gør, at de må gå på kompromis. Jeg kan som eksempel nævne, at i et konventionelt landbrug, må en nyfødt kalv tages fra koen efter tolv timer, mens det er 24 timer i et økologisk landbrug. Så hvad angår dyrevelfærd er det et spørgsmål om tolv timer"

"Omvendt har forbrugerne også fordomme om landmænd, for eksempel at de ikke ønsker at være gode ved deres dyr. Men landmænd har jo ingen interesse i at behandle dyr dårligt. Man burde mødes og tale mere åbent om, hvor forskellige syn man kan have på, hvad der er godt, og hvad der er dårligt for dyr."

Hvad har du på kontoret, som siger mest om dig som person?

”Det er min fars gamle mælkejunge med hans navn og et nummer indgraveret: 31 Anders Peder Jacobsen. Jeg tænker, den er fra det lokale mejeri. Den hørte til på det lille landbrug, som min far drev ved Engesvang nær Silkeborg i 1950’erne. Han var uddannet agronom, og da han gik konkurs med sit landbrug, arbejdede han siden som agronom. Det var svært for ham at miste sit landbrug, og han havde altid drømmen om igen at få sit eget engang. Han døde, mens jeg skrev min ph.d.-afhandling. Jeg er ked af, at han ikke nåede at opleve, at jeg blev ansat et sted, hvor jeg beskæftiger mig med landbrug. Det ville han have været stolt af.”

Hvordan har din fars historie påvirket dig?

”Jeg har både som journalist og siden som forsker haft en interesse for, hvad der sker, når noget går galt. Som journalist har jeg beskæftiget mig meget med selvmord og forebyggelse af selvmord, og som forsker har jeg blandt andet forsket i emnet vanrøgt af dyr. Jeg har for eksempel skrevet en forskningsartikel om, hvad der er gået galt, når en landmand lukker døren til en stald, altså når han vanrøgter sine dyr. Jeg havde syv cases med landmænd, som havde prøvet det, og som grunde angav de for eksempel privat gæld, sygdom eller at de havde slået for stort brød op. De gav også udtryk for, at de er mænd, som er dårlige til at række hånden ud efter hjælp.”

Inger Anneberg tier og ser ud, som om hun overvejer noget, hun er kommet i tanke om ved sine egne ord.

”Jeg er nogle gange,” fortsætter hun lidt tøvende, ”ude for, at andre spørger, om jeg nu også kan tro på det, folk siger, om jeg ikke kan risikere, at de lyver. Men som antropolog forholder jeg mig ikke til, om folk lyver. Jeg er ikke interesseret i at afsløre løgne. Det, folk gør, gør de af grunde, som er gode for dem. Og det, folk siger, siger de, fordi det giver mening for dem. Som antropolog er jeg ude på at finde frem til folks gode grunde.”

Hvad er den gode grund til alle de dyr, du har i dit vindue?

"De stammer fra forskellige rejser, og så er mange af dem også gaver, som jeg fik, da jeg fik min ph.d. Den her," siger Inger Anneberg, rejser sig fra sin stol og tager fat i en mørk tot med orange næb, "er en af de seneste til samlingen."

"Det er en kiwi, som jeg har haft med hjem fra en rejse til New Zealand, og lidt af en absurditet - en hybrid, som vi antropologer ville sige. Kiwien kan ikke flyve, selvom den er en fugl, da den ingen naturlige fjender har på New Zealand. Men så blev possum, et pungdyr, indført i landet, fordi man ønskede at drive jagt på den, og den har siden næsten udryddet kiwien. Så da jeg så en kiwi i en souvenirbutik, som var lavet af skind fra en possum, måtte jeg bare have den," griner Inger Anneberg. 

Kiwien ryger op til dyresamlingen i vindueskarmen, og Inger Anneberg griber i stedet ud efter ud efter en lille plysset gris med batteri under bugen.

"Den her fik jeg af min svigerinde, da jeg havde skrevet min ph.d., og vi antropologer er jo sådan nogle ritualfikserede nogen, så når jeg har publiceret noget, lader jeg den gå en lille tur ude på gangen for at lade mine kolleger vide det."

Inger Anneberg holder meget af at opholde sig i felten, at undersøge det, der interesserer hende mest, nemlig sociale relationer mellem de mange forskellige aktører i og omkring landbruget.

"Som forsker er feltarbejdet nok min stærkeste side, og det var også det, jeg fandt sjovest som journalist. At komme ud og iagttage. Spørge: Hvorfor er det sådan her? Den tungere del er at transskribere, analysere, skrive og publicere."