Vis mig dit laboratorium – Tobias Sandfeld
Tobias Sandfeld blev i sommer uddannet som biolog fra AU, og havde allerede da papir på en ansættelse som ph.d.-studerende i en forskningsgruppe på Institut for Bioscience i Århus.
Forskningsgruppen på Spiderlab på Institut for Bioscience fik i foråret en bevilling på 14,7 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til et treårigt forskningsprojekt med sociale edderkopper som omdrejningspunkt.
Sociale edderkopper lyder meget hyggeligt. Men disse edderkopper, der lever tæt sammen i store grupper, er sandsynligvis den mest indavlede organisme, der nogensinde er studeret.
Derfor burde der på grund af den ekstremt lave genetiske variation være basis for noget nær udryddelse, hvis vira eller bakterier skulle angribe edderkopperne.
”Hvis et virus finder nøglen til én edderkop, har det samtidig nøglen til at slå alle edderkopperne i det samfund ihjel, fordi de er så ens på grund af indavl. Men det er bare ikke det, der sker i virkeligheden,” fortæller Tobias Sandfeld.
Derfor er forskergruppens hypotese, at edderkopperne mod alle odds er beskyttet mod at gå til grunde på grund af nogle antimikrobielle stoffer, som for edderkopperne udgør et effektiv forsvarsværn mod sygdomsangreb.
Viser det sig, at forskerholdet har ret i dets antagelse, kan den nye viden om de antimikrobielle stoffer være medvirkende til udvikling af nye antibiotika. Hvilket vil være epokegørende i en tid, hvor antibiotikaresistens er en trussel mod folkesundheden mange steder i verden.
Og med denne forklaring på hvorfor forskerne på Spiderlab er trukket i arbejdstøjet, er vi fremme ved det punkt, hvor Tobias Sandfeld tager os med på sit laboratorium for at vise, hvordan holdet forfølger sit mål. Som faktisk i første omgang er at finde ud af, om de antimikrobielle stoffer lever i et miljø med eller uden ilt, da det er afgørende for at kunne genskabe de rette betingelser for de videre forsøg i laboratoriet.
Edderkoppen, der skal undersøges under mikroskop, skal først indfanges i et klimarum med en rumtemperatur på 29,3 grader. Da edderkoppen er et vekselvarmedyr, hvilket vil sige, at dens temperatur følger omgivelsernes, er den i hopla ved denne temperatur. Derfor kan det nogle gange være sin sag for Tobias Sandfeld at få fanget en af dem.
Men øvelse gør mester, og til sidst lykkedes det at få en edderkop ned i det lille glasrør. Edderkoppen får derefter fornøjelsen af at blive placeret et par timer i isvand i et kølerum med en temperatur på 5 grader. Kølerummet bliver internt på instituttet benævnt Lille Svalbard, og øvelsen går ud på at give edderkoppen et kuldechok, så den ikke kan bevæge sig et stykke tid, fordi den er ude af stand til at bruge sine muskler på grund af chokket.
Derefter bliver den nu forfrosne edderkop, hvis ben har trukket sig helt sammen i kulden, fisket op af isvandet for at blive placeret på en lille flamingoplade, hvor den skal fikseres.
Men først skal den en tur om på ryggen, inden den fikseres under et net, som Tobias Sandfeld fæstner med nåle. Edderkoppen kan nemlig godt begynde at bevæge sig, efterhånden som den får varmen igen under lampen fra mikroskopet. Og det skal den helst ikke. Ja, det skal den faktisk slet ikke.
Sagen er nemlig den, at for at undersøge edderkoppen skal Tobias Sandfeld føre en sensor op i anus på edderkoppen, og så skal den altså ikke kunne vrikke. Og Tobias ikke ryste på hånden.
Vi er nemlig ude i næsten ufattelig små størrelsesforhold. Den sensor, som Tobias Sandfeld bruger, er en lang tynd glasspids med metal indeni, der er 50 my (µm) i bredden, hvilket vil sige, at vi er ude i milliontedele af en meter.
Sidst er der for Tobias Sandfeld blot tilbage at se, hvordan kurven på hans computer tegner sig i forhold til det aktuelle forsøg. Denne gang fik han en fin kurve, og kan tilfreds gå i gang med at indfange en ny edderkop for at foretage den næste måling. Og den edderkop, der var årsag til den fine kurve i dette forsøg? Den endte pludseligt sine dage i Tobias Sandfelds laboratorium, da edderkopperne kun er anvendelige i et enkelt forsøg.