Vis mig dit kontor - Carsten Bagge Laustsen
Hvem havde forestillet sig, at det ret hypede begreb 'dansk hygge' finder et formfuldendt udtryk på et kontor hos en lektor, der bruger de fleste af sine vågne timer på at studere terror? Og på at forstå baggrunden for de utallige former for vold, som mennesker udøver mod mennesker af eksempelvis politiske, etniske eller religøse grunde?
At det forholder sig sådan, står ikke desto mindre klart med det samme under et besøg på det kontor, der tilhører lektor i politisk sociologi, Carsten Bagge Laustsen, fra Institut for Statskundskab.
I medierne er han kendt som terrorforsker. Men Carsten Bagge Laustsen er også en passioneret samler af keramik. Og grafik. Og malerier og danske møbelklassikere. Og...
Passioneret er virkelig nøgleordet, når det handler om Laustsen, og det at samle på smukke indtryk, hvad enten de kommer til udtryk i viberende glasur, stramme grafiske linjer eller gedigent håndværk.
Kähler er rigt repræsenteret på kontoret, som disse vaser i uranglasur af Nils Kähler. Som en sand samler har Laustsen en lille historie om næsten alle sine fund. Og en mening med at have netop disse stykker stående på kontoret. Hvad angår historier, fortæller han, at en planlagt udstilling på Risø med keramik i uranglasur fik geigertællere til at slå så meget ud, at udstillingen måtte aflyses.
Hvorfor Carsten Bagge Laustsen har valgt at have netop disse stykker stående, er ingen tilfældighed. Det er fordi, den gyldne glasur spiller sammen med det øvrige interiør, der også omfatter en sofa, som det lykkedes Laustsen at gafle, da en professor gik på pension. Men mere om den senere.
De seks klassiske folkestole af Børge Mogensen har Carsten Bagge Laustsen købt på auktion, mens Shakerbordet er et af de mange, der står rundt om på universitetet.
Carsten Bagge Laustsen har bevidst indrettet sit kontor, så det mest af alt minder om en dagligstue. Af flere grunde. For det første hader han med sit eget udtryk de kliniske 'kontor-kontorer', for det andet tilbringer han otte timer på kontoret hver dag, så det skal være rart at være der, og for det tredje har han bemærket, at studerende, som kan være nervøse over at skulle til vejledning, hurtigt lader skuldrene synke ned i de hyggelige omgivelser.
Af kunstneren Knud Kyhns mange dyr er Carsten Bagge Laustsen særligt begejstret for denne panter i sungglasur.
Så er vi fremme ved den sag, der virker til at være udgangspunktet for Laustsens indretning af kontoret: sofaen af Wegner med uldbetræk i en varm, gylden nuance. Laustsen arvede den, da en professor gik på pension. Instituttets første professorer, fortæller Laustsen, fik hver eftermiddag serveret te siddende i sofaen. Den er ca. 60 år gammel, men står lige så skarp, som da den var ny.
"Hvilken moderne sofa vil man kunne sige det om efter 60 års daglig brug?" lyder det retorisk fra lektoren.
Maleriet over sofaen er af kunstneren Rasmus Nellemann. Motivet forestiller Faaborg Kalkværk og er et forstudie til et stort grafisk tryk. Nellemann var uddannet grafiker, men der findes nogle få malerier fra begyndelsen af hans karriere. Laustsen anslår, at han har omkring 200 af hans værker. Og altså også dette maleri, som er den genstand fra kontoret, han ville redde, hvis det brændte, og han var nødt til at forlade det hele i en fart.
Laustsen finder det fantastisk flot og særlig interessant, da det klart viser inspirationen fra William Lundstrøm, som var en af Rasmus Nellemanns lærer på den grafiske skole. De store monokrome flader og brugen af ”Lundstrøm-blå” viser tilbage dertil, forklarer Laustsen.
Æstetiker i forgrunden med raderinger af Rasmus Nellemann i baggrunden. Alle fire billeder har motiver fra en asfaltfabrik. Nellemann interesserede sig for den industrielle arkitektur, fortæller Laustsen, og han gik ofte så tæt på, at motiverne næsten blev todimensionelle.
Reoler med bøger fra gulv til loft dominerer to af væggene i kontoret. Titlerne er mange, men flertallet er klassikere inden for sociologi, filosofi og politisk teori. Ifølge Laustsen er det instituttets bedste bibliotek, siden instituttets eget blev nedlagt. Flere af værkerne er fundet på loppemarkeder og i antikvariater, og på reolerne står de enten i tematisk eller alfabetisk orden. Og det sker, at der opstår huller i rækkerne, fordi de studerende ikke altid er lige gode til at aflevere det lånte.
Tre gulvvaser fra Kähler står side om side på gulvet. De er lavet i perioden 1935-1945, hvor det på grund af den generelle knaphed var svært at skaffe glasur. Disse er derfor dekoreret med en glasur, der normalt ligger under den egentlige glasur. Begitningen, som den hedder, er derefter malet med store og hurtige strøg. Laustsen finder disse krukker smukkere end mange andre krukker fra Kähler på grund af deres stramhed. Men også på grund af de bløde penselstrøg, hvis rytme han sammenligner med vibrerende jazz. Det er "musik for øjet."
Udsigten fra Carsten Bagge Laustsens kontor er ikke at foragte. Ej heller det faktum, at hans kontor er det største på instituttet.
Souvenirs er ellers ikke Carsten Bagge Laustsens stil, men lidt har fundet plads i vindueskarmen. Mickey Mouse er fra en konference, som Laustsen var med til at arrangere, og som blev givet som gave til keynote-forelæsere i stedet for den obligatoriske vin eller chokolade.
Obama er et minde fra et etårigt ophold som gæsteforsker på New School of Social Research i New York. Laustsen boede i Harlem, da Obama blev valgt til præsident, og det var en helt særlig oplevelse at befinde sig i lige den bydel efter valget af den første sorte mand som USA’s næste præsident. Og Pikachu? Han er gul og passede ind i det lille stilleben.
Nogle af kollegerne kalder de to store krukker, som står i medarbejderloungen på Institut for Statskundskab, for 'Carstens krukker'. Laustsen er nemlig ikke kun mand for at indrette sit eget kontor. Han står også for indkøb af kunst til gange, opholdsrum og auditorier, og instituttets politik er, at alle kan få original kunst på kontorerne. Mange af hans kolleger har dog også kunst stående, som ikke indkøbt, men lånt fra Laustsens store samling. Laustsen drømmer i øvrigt om at finde tid til at skrive en bog om Rasmus Nellemanns værker – og måske også noget om dansk stentøj.