Vis mig dit kontor - Derek Beach

Da Omnibus banker på Derek Beachs dør, er det nu ikke for at trække på hans faglige færdigheder, men for at få lidt mere personligt at vide om manden, der holder til inde bag døren til kontor 222, som ligger lige ved siden af det kontor, hvor en ung Svend Auken engang slog sine folder på Institut for Statskundskab. 

”Jeg lagde billet ind på kontoret, da en kollega gik på pension for 5-6 år siden, og jeg er meget glad for det, ikke mindst på grund af størrelsen. Men også på grund af udsigten,” siger Derek Beach, som fra sit skrivebord har udsigt til søen i Universitetsparken.

”Jeg holder mest af udsigten, når de små kælker om vinteren,” fortsætter Beach, der fra sin plads bag skrivebordet sidder badet i et lysende skær, der stammer fra den gule nedrullede baldakin ud for det store vindue.

”Ja, det kan jeg så til gengæld ikke fordrage. Jeg kommer til at tænke på det lys, der er på offentlige toiletter, som skal forhindre, at narkomaner kan stikke sig, fordi de ikke kan se deres årer!” lyder det fra Derek Beach, der sidste år blev udnævnt til professor i statskundskab.

Hvilken genstand her på kontoret siger mest om dig som forsker?

”Det er valgplakaterne. Den her holder jeg mest af,” fortæller han, mens han peger på en indrammet plakat på væggen, der opfordrer vælgerne til at stemme nej til den såkaldte Edinburgh-aftale, som danskerne stemte om 18. maj 1993.

”Jeg kan særligt godt lide den, fordi det er let at forstå budskabet, selvom den er kompakt. Og så er den humoristisk. Det med at bruge humor synes jeg i øvrigt, at modstandere typisk slipper bedre fra end tilhængere.”

Hvordan kan det være?

”Jeg tror bare, det er nemmest at bruge humor, når du er imod noget. Men jeg er også glad for denne,” siger Beach og hiver Det Konservative Folkepartis valgplakat i forbindelse med afstemningen om retsforbeholdet 3. december sidste år frem fra en plads på gulvet bag døren til kontoret.

”Den er jo ret forfærdelig, men jeg kan godt lide den, uden jeg helt kan forklare hvorfor.”

Hvordan har du skaffet plakaterne?

”Den her,” siger Beach stadig med Det Konservative Folkepartis plakat i hånden, ”sendte jeg en studentermedhjælper op i en lygtepæl efter, men det må du ikke skrive, for det er ulovligt. Mange af de andre har jeg fået ved at skrive til partikontorerne.”

En armygrøn metaldåse med rustpletter står på en hylde sammen med nogle blå keramikkrus.

”Dåsen har jeg fået af min far, som var i Vietnam i 1967-68, hvor det gik hedest til derovre. Han var løjtnant og havde ansvaret for en deling på 20 unge mænd på 17-20 år. Ja, nogle løj sig ældre, end de var, så 17-årige var med i krigen. Min far lykkedes med at holde hele sin første deling i live gennem de ni måneder, han var i felten. Delingen fik derefter en ny kommandant i de resterende tre måneder, som fik halvdelen dræbt indenfor kort tid. Min far var den, der skulle skrive brevene til familierne.”

Påvirkede det din barndom, af din far havde været i Vietnam?

”Det kostede mine forældres skilsmisse. De blev skilt, da jeg var to år. Du kommer ikke fra det, min far oplevede, uden store omkostninger. Især ikke, når du to dage efter, du er havnet i landet, indser, at du intet har at gøre der; altså at USA intet havde at gøre i Vietnam. Derfra handler det kun om at overleve, at komme hjem igen.”

Derek Beach ser sig lidt om i sit kontor, og smilet kommer tilbage, da han får øje på et lille EU-flag, der er stukket ind ved siden af en af de første computere, som Apple sendte på markedet.

”Det her flag er jeg faktisk rigtig glad for. Jeg fik det for kort tid siden i Berlin, da jeg kom forbi en demonstration for EU. Jeg er ikke føderalist, så det er ikke derfor. Desuden er jeg amerikaner, så jeg kan være ligeglad. Men jeg er glad for det, fordi det tydeligvis var helt almindelige mennesker, der var ude for at demonstrere for EU.”

Derek Beach er den, der stiller det næste spørgsmål. Han peger på den antikverede Mac.

”Hvad tror du, den kostede i 1984?”

”Jae … 5.000 kroner?”

”3.000 dollars. Dengang! Det var mine forældre, der købte den, men det var mig, der brugte den. Jeg var faktisk ret optaget af computere i tiden op til internettets udbredelse, og en af mine venner fra dengang er i dag en meget kendt it-guru, der tjener styrtende, og som rejser rundt i hele verden. Så måske skulle jeg have fortsat ad den vej,” griner Derek Beach.

Men siden han var helt ung, har han interesseret sig for politik, så han tog en anden retning, hvilket andre minder fra den tyske hovedstad vidner om. Han tager et stort stykke beton fra en reol.

”Vi var to unge fyre, som på en gymnasietur ville have et stykke af Berlinmuren, og med en rusten jernstang lykkedes det os at vælte en hel blok, som gik i tusind stykker. Det her et af stykkerne. Fra østsiden,” fortæller Beach.

Hvis det brændte, og du kun måtte tage én genstand med dig, hvilken ville du så vælge blandt alle dine ting på kontoret?

”Jeg ville tage et maleri, som min søn har lavet, da han var lille, for det kan ikke erstattes. Og jeg ville også tage mine fotos af min familie, for de kan heller ikke erstattes.”