Vis mig dit kontor – Thomas Ehler og Karsten Nymann Pedersen
De to systemadministratorer Thomas Ehler og Karsten Nymann Pedersen har delt kontor de seneste fem år. De er meget forskellige, men er dog helt enige om, at det der med at indrette sig hyggeligt på kontoret er lettere overvurderet.
Systemadministrator er arbejdstitlen for både Thomas Ehler og Karsten Nymann Pedersen fra AU IT. Hvilket i deres tilfælde vil sige, at de laver alle de installationer og opdateringer, som skal til for at IT-support kan servicere dig og mig, uanset hvor vi arbejder på universitetet, når vi for eksempel har fået nyt udstyr, der skal have installeret speciel software.
Hvilke genstande her på kontoret siger mest om jer?
”Det mest personlige, vi har, er nok knagerækken med vores overtøj,” kommer det lidt prøvende fra Thomas Ehler efter en tid, hvor begge mænd har set sig om i kontoret, som så de det for første gang.
”Ja, det der siger mest om os, findes nok inde i computeren,” supplerer Karsten Nymann Pedersen, mens han kigger på skærmene på sit skrivebord, der er tæt oversået med kode.
Hvad er det gode ved at arbejde som systemadministrator?
”At vi, når vi ikke har alt for travlt, har en god chance for at fordybe os. Vi er hardcore specialister indenfor et bestemt produkt, og jeg kan for eksempel bruge dage på en enkelt problematik, hvis en applikation er lavet dårligt fra producentens side,” siger Thomas Ehler.
”Jeg synes, det er irriterende, når jeg skal bruge flere dage på at løse et problem,” lyder det fra Karsten Nymann Pedersen, som derimod sætter pris på, at arbejdet er meget varieret.
”Verden er sådan indrettet, at når noget kører godt, skal der findes på noget nyt, så vi kommer ikke til at kede os med rutinearbejde,” fortsætter han.
Hvad er så det mindre gode ved jeres arbejde?
”Ydre omstændigheder som det evige fokus på den to-procents effektivisering, vi er underlagt som alle andre i administratioenen," siger Thomas Ehler.
"Det er som om, man tror, at man kan høste en eventuel gevinst, inden man har gennemført effektiviseringen. Og bemærk lige, at jeg sagde en eventuel gevinst. Jeg mærker det selv ved, at jeg har mindre tid til fordybelse. Vi må også gå til vores leder for at sige, at vi ikke kan nå at lave det og det. Han må så gå længere op i systemet, og den slags synes jeg er træls, fordi det påvirker alle. Jo langsommere vi er i AU IT, jo længere går der, før man kan høste gevinster af digitaliseringen rundt om på universitetet.”
”Jeg tænker ikke så meget over nedskæringerne,” siger Karsten Nymann Pedersen, "jeg synes, det mest utilfredsstillende er, når kommunikationen går skævt, og det kan den let komme til, fordi jeg har brug for helt konkrete facts, før jeg kan hjælpe. Men ofte får jeg svar som ”Det virker ikke” eller ”Det er bare træls”, og så er det en udfordring at få klaret en sag, når vi er så centraliserede. Jeg kan vist selv blive ret træls i de situationer engang imellem.”
”Åh,” kommer det fra Thomas Ehler, ”hvis flere var som du, var der ikke mange krige i verden.”
Karsten Nymann Pedersen siger ikke noget, men selvom han sidder bag sin skærm, kan han ikke skjule, at den lunede.
Karsten, hvordan er det at arbejde sammen med Thomas?
”Vi er meget forskellige, og det er ikke altid dårligt. Sevfølgelig er der noget, der irriterer, men Thomas får mig til at se ting fra nye sider, hvilket har en positiv effekt på mit arbejde. Og fordi Thomas ofte er meget hurtig, inspirerer det mig til at trække lidt i den anden retning, hvilket jeg ikke tror, jeg ville gøre, hvis Thomas havde et andet temperament.”
Thomas, hvordan er det at arbejde sammen med Karsten?
”Det er spændende. Han er analytisk på en helt anden måde end jeg, og det er nok fordi, han spiller skak. Jeg på min side lærte engang en kæreste at spille skak, og to uger efter havde jeg tabt 30 partier,” griner Thomas Ehler.
”Jeg tror nu ikke, at det at jeg spiller skak, har den store betydning, men jeg bruger det gerne som argument,” kommer det tørt fra Karsten Nymann Pedersen, som tilsyneladende i samtalens løb har tygget lidt på den der med den let skrabede personlige hygge på kontoret.
”Jeg har da denne her,” siger han i hvert fald uden yderligere overgang, mens han fremviser en lille bolsjeæske i blik, ”som jeg faktisk har stående, fordi jeg synes, den er pæn. Jeg har også et par stykker af dem derhjemme.”
Han rejser sig for at vise en plakat, som ligger på et bord ude på gangen.
”Og den her har vi også haft hængende indtil for nylig på glasruden ved døren ind til vores kontor,” fortsætter han, ”men det var nu mest fordi, Thomas ellers gik ind i ruden, når han kom gående med næsen i papirer.”