Vis mig dit kontor – Johnny Laursen

Han har en tavle på sit kontor, hvor han tegner tidslinjer, et arkivskab, hvor han gemmer sine papirer og et stort spejl foran hvilket, han hurtigt kan binde et slips. Dekanen på Arts er i kontrol med det meste på sit kontor. Men også kun det meste.

Fotos: Lars Kruse, AU Foto.
Serie: Vis os, hvad du omgiver dig med, og fortæl lidt om, hvem du også er. Grafik: Astrid Reitzel

Johnny Laursen slår ud med hånden for at byde indenfor på sit kontor på Nordre Ringgade 1 i Århus. Et kontor, der har været hans, siden han tiltrådte som dekan på det humanistiske fakultet Arts for halvandet år siden.

”Ja, her er lidt nøgent”, siger han som det første.

Nøgent? Hvordan skal der se ud på et kontor efter din opfattelse?

”Fyldt med bøger fra gulv til loft på alle vægflader, hvor der ikke er vinduer eller døre.”

Men hvis du synes, her er nøgent, hvorfor har du så ikke fået dig indrettet, når du nu har været her i halvandet år?

”Mjoh...” lyder svaret fra dekanen. Hvilket han tilsyneladende finder fyldestgørende.

”Nogen sætter da også planter ind,” fortsætter han dog for at være helt på den sikre side.

Nogen?

”Ja, vi har vist nogen, der kommer fra et firma. Og jeg sætter da pris på det, det bliver lidt mere hyggeligt og levende.”

Så du bemærker planterne?

”Mjoh... ud af øjenkrogen.”

Hvad lægger du selv mærke til som det første, når du træder ind på andres kontor?

”Hvilke bøger de har stående. Jeg håber altid, at dem, jeg besøger, bliver distraheret på et tidspunkt, så jeg kan tjekke deres bogreol ud.”  

 

Selvom Johnny Laursens egen bogsamling er stuvet af vejen i en kælder på universitetet, findes der da bøger på hans kontor. Som for eksempel et par basser af nogle biografier om Adolf Hitler. Dekanen er blevet opfordret til at stille dem et lidt mere diskret sted, men han har foreløbigt valgt at lade dem stå i reolen.

"Værkerne danner en udmærket ramme om møderne!," lyder forklaringen, og her er det måske på sin plads at nævne, at det ikke er for at hente inspiration til sin ledelsesstil, at Laursen har Hitler stående tæt på sit skrivebord. Men fordi han skrev ph.d.-afhandling om Weimarrepublikkens fald og nationalsocialisternes efterfølgende magtovertagelse i Tyskland. 

Faktisk er dekanen ikke rigtig til det formelle, og han er med egne ord slet ikke til det med at bedømme andre ud fra deres titler. 

"Nej, det er de personlige relationer, der er afgørende for mig i alle forhold," siger Johnny Laursen og gør opmærksom på et hundetegn, som han kalder det, der hænger på en glastavle, og som stammer fra en konference på University of Edinburgh.

Dekanen har gemt det, fordi alle tilstedeværende blev præsenteret uden deres titler og primært ved deres fornavne. Hvilket også var tilfældet for sir Timothy O'Shea, der er rektor ved universitetet.

"På hans hundetegn stod der bare "Sir Tim," fortæller Johnny Laursen.

Men nok vil håndværkersønnen fra Overlade i Nordjylland gerne være casual, men samtidig har han stor respekt for den officielle protokol.

"Jeg er en af de få humanister, der har aftjent min værnepligt i Livgarden."

Og binde et slips kan han også, selvom han ikke går med et, med mindre lejligheden kræver det. Slipset her er 26 år gammelt, og indmaden vil ud efterhånden, konstaterer dekanen. Men han nænner ikke rigtig at skille sig af med den olivengrønne sag, da den minder ham om et toårigt ophold på European University Institute i Firenze.

Som ikke er et traditionelt universitet, da det kun optager ph.d.-studerende, der beskæftiger sig med fagene økonomi, jura eller historie. Johnny Laursen skulle skrive et projekt om europæisk politik og med sig havde han sin kone og to døtre.

"Jeg husker det som en dejlig tid for os som familie, fordi vi kunne leve efter den italienske døgnrytme. Og fordi vores døtre gik i italiensk skole, blev vi en del af et stort fællesskab. Vi har venner fra dengang, som vi ses med den dag i dag. Og jeg har kolleger fra den tid, som i dag er spredt ud over hele verden," fortæller Laursen.

Nu består tilværelsen som bekendt af andet end at nyde et glas kølig toscansk hvidvin i oliventræets skygge.  

En dekan på et humanistisk fakultet kan for eksempel have brug for en stiv whisky fra tid til anden. Johnny Laursen har i den forbindelse meget belejligt fået en flaske forærende fra kolleger på universitetet i Edinburgh. Den står i bogreolen, når den ikke står på bordet.

 

Udsigten til det pulserende liv på Nordre Ringgade er det, som dekanen holder mest af ved sit kontor. Han står der derfor altid, når han taler i telefon. 

"Jeg kan godt lide at se på menneskene, der kommer og går, og jeg kan især godt lide at holde øje med de kolleger på min egen alder, der også er ved at være lidt tynde i toppen."

Så du ser primært efter tyndhårede, midaldrende mænd? 

"Sådan ville jeg nok ikke formulere det selv," lyder det med et skævt smil fra dekanen, mens han fortsætter med at se ud ad vinduet.

"Men de kan jo være svære at overse..."

Dekanen må løsrive sig fra udsigten, da fotografen beder ham om at tage plads i den stol, hvor journalisten sidder ved dekanens mødebord. 

"Så vil jeg lige tørre..." siger journalisten, da hun rejser sig fra stolen. For i næste nu at tabe mælet ved synet af et styk dekan, der ikke helt hører til i kategorien fluevægt. Men som ikke desto mindre med ét suser gennem kontoret, griber ud efter en kleenex på bogreolen, vender i luften og suser tilbage for at tørre en plet af bordet, som blev sat, da journalisten hældte mælk i kaffen i begyndelsen af interviewet. 

"Jeg kan ikke klare spildt mælk!," lyder det fra Johnny Laursen efter at være landet i stolen. 

Neej? 

"Det sker også tit, at nogen spilder kaffe under dekanatsmøder. Faktisk så tit at jeg har dem mistænkt for at gøre det med vilje. Jeg mister fuldkommen koncentrationen!"

Ja?

Johnny Laursen siger ikke mere. Sidder med det mindste og skæveste smil om munden. Og armene overkors. Han ved godt, at det er en prik. Og at den er hans.

Hvad gør du i situationen under møderne i dekanatet?

"Jeg tørrer op!"

Figuren, der står i dekanens vindue, forestiller en statue i en fontæne på torvet foran universitet i Leuven, og var er en gave fra rektoratet til byen, da universitetet fyldte 550 år. Den hedder Fons Sapientiae, som betyder visdommens kilde. Det står hen i det uvisse, hvordan Laursen ville reagere, hvis nogen spildte fra den...