Omnibus prik

Prodekan Lise Wogensen: »Vi skal have den akademiske refleksion tilbage«

Forskerne på Health har som de første på AU fået et sæt standarder for ansvarlig forskningspraksis, som er så hands-on, at de er lige til at hive op af kittellommen og handle efter i hverdagen på afdelingen eller laboratoriet.

Foto: Maria Randima
Prodekan på Health Lise Wogensen har været med til at formulere retningslinjerne for ansvarlig forskningspraksis på AU. Senest har hun været med til at skrive nogle meget konkret formulerede standarder, som har afsæt i de fælles retningslinjer, men som udelukkende gælder for det sundhedsvidenskabelige område. Foto: Jesper Rais.

Hvem bør stå som medforfattere på en videnskabelig artikel – og måske nok så interessant i denne sammenhæng: Hvem bør ikke stå der? Hvordan ligger det lige med opbevaring af personfølsomme data på bærbare computere? Og hvordan fører man egentlig en protokol, så der ikke er en finger at sætte på noget?

Prodekan Lise Wogensen fra Health har netop været med til at lægge sidste hånd på et sæt konkrete standarder i ansvarlig forskningspraksis, som er rettet mod forskere inden for det sundhedsvidenskabelige forskningsfelt.

Stor variation i kulturen

Forskerne kan blandt andet få svar på spørgsmålet om, hvem der skal stå som forfattere på en artikel, da det er nøjagtigt beskrevet i standarderne.

Medforfatterskab og placering i rækkefølgen af forfattere er et emne, som ifølge Lise Wogensen kan »være rod til evig splid mellem forskere« inden for det sundhedsvidenskabelige område.

»Der er nogle miljøer, hvor hovedvejlederen aldrig kommer med på en publikation. Det er den studerende selv eller den, der producerer arbejdet, der står som forfatter. Og i andre miljøer ved vi jo godt, at der er en hel flok med i udarbejdelsen af artiklen.

Så når standarderne er så operationelle, er det for at skabe en fælles forståelse af, hvad der er ansvarlig forskningspraksis,« siger Lise Wogensen.

Processen er vigtigst

Prodekanen har ud over de specifikke standarder for Health også været med helt fremme i arbejdet med det overordnede regelsæt og retningslinjer for ansvarlig forskningspraksis på AU.

»Det, der er intentionen med det her arbejde, er at få gang i nogle diskussioner i forskningsmiljøerne. Få forskerne til at reflektere over egen praksis. Så processen er sådan set det vigtigste,« siger Lise Wogensen.

Link

»Standarder for ansvarlig forskningspraksis ved Health«

Hun fortsætter:

»Der er en hel række handlinger, man foretager for at slippe over, hvor gærdet er lavest, som medfører, at ens forskning måske ikke har den samme troværdighed, som den ville have haft, hvis man lige tog sig lidt ekstra tid til for eksempel at validere sine metoder. Eller skrev den rette referenceliste. Og jævnligt satte sig ned med sine studerende og dem, man superviserer i forskningsgruppen, for at diskutere hinandens rådata.«

Og det gør man ikke i dag?

»Tiden er blevet sparsom med pres fra mange sider. Det kan man for eksempel se, når man har møder med ph.d.-studerende og andre forskere, hvor alt stort set bliver præsenteret i PowerPoint. Og det ser da også rigtig flot ud, for de er rigtig gode til det. Men du kan jo ikke se, om der er taget nogle værdier ud, og du kan ikke se, hvor data kommer fra. Men det skal man jo diskutere, for der er langt fra, at man har planlagt forsøg, til man ser det færdige resultat. Og der kan være skåret mange hjørner undervejs. Så vi skal have den akademiske refleksion tilbage.«

Hvad mener du med, at refleksionen skal tilbage?

»Tingene skal gå så hurtigt, hvilket også er den årsag, som der bliver peget på i den udenlandske litteratur. Fra den ene artikel til den næste skal der jo helst ikke gå nogen tid, fordi du har det her krav om hele tiden at producere. Og skrive i de bedste tidsskrifter. Du hører jo også, at de enkelte forskere har rigtig travlt.«

Hvordan finder forskerne så tid til det, når realiteterne er, som du beskriver?

»Det er jo en kombination. Vi kan prøve at få forskerne til at reflektere over god videnskabelig praksis i deres daglige virke. Samtidig med at vi prøver at sige til ministerier og bevillingshavere – og når vi laver ansættelser: Prøv at tænke på, at det ikke er antallet af artikler, det kommer an på, men kvaliteten af det, der bliver produceret.