Sådan lyder det fra fællestillidsrepræsentant for AC’erne på AU, Per Dahl. For som det er nu, bliver vicedirektører og institutledere flaskehalse, og det går ud over medarbejderne.
»Grundkernen i den struktur, som vi har nu, er, at der ikke er ledelsesdelegation under vicedirektører og institutledere. Det har vist sig at være et problem i forbindelse med lønforhandlinger, fordi nogle vicedirektørområder og institutter er så store, at vicedirektørerne og institutlederne ikke kan overkomme forhandlingerne alene. Det samme gør sig gældende i forhold til sygefraværssamtaler og medarbejderudviklingssamtaler. Det har ført til en række halvhjertede løsninger med såkaldt begrænset personaleledelse, som betyder, at mellemledere fører samtaler på vegne af institutlederen. Men alle afgørende problemer og beslutninger skal alligevel fragtes op til institutlederen.«
At der er behov for at uddelegere beslutningskompetencen, kommer også til udtryk i den svage kommunikation mellem topledelse og menige medarbejdere, siger Per Dahl.
»Alle centrale beslutninger skal igennem institutlederen, som også skal kommunikere både opad og nedad. Nedadtil får han rådgivning fra en række organer såsom samarbejdsudvalg, studienævn og akademisk råd, som skal kommunikeres videre til topledelsen. Samtidig skal han sørge for, at de beslutninger, der bliver taget i topledelsen, ryger tilbage til disse organer. Det er et svært job, og hvis AU skal hjælpe lederne, så skal man lære dem at kommunikere langt bedre. Ellers oplever medarbejderne ikke et samspil mellem de råd, der er givet, og de beslutninger, der træffes.«