Forandringsprocessen, som er beskrevet i 9. marts-rapporten fra 2011, inddeler bestyrelsesformand Michael Christiansen i tre faser: 1. Bestyrelsen træffer beslutningen efter indstilling fra universitetsledelsen. 2. Universitetsledelsen gennemfører reorganiseringen – og:
»Nu er vi kommet til den tredje fase i den store ændringsproces, og den handler om den enkelte ansatte og den enkelte studerendes forhold. Og der har vi problemer. Jeg finder det vigtigt, at frustrationerne ikke gør, at man sætter spørgsmålstegn ved de to første faser,« siger Michael Christiansen og fortsætter:
»Det er klart, at dem, der står med problemerne, måske ikke i øjeblikket oplever os som verdens bedste ledelse. Men mit håb og min tro er, at om et par år, når tingene er på plads, vil man se visionerne tydeligere og opleve et meget bedre universitet.«
De ansattes frustration kan henføres til tre områder, mener bestyrelsesformanden, der alle har at gøre med den nye struktur på universitetet: problemer med it-integration, svækkelse af decentral administrativ støtte og uklarhed om ledelse i en matrixorganisation.

Løs it-problemerne

Som det første adresserer Michael Christiansen problemerne med at integrere mange forskellige it-systemer:
»Jeg anser it-problemer for at være alvorlige, og vi har i bestyrelsen også sagt til ledelsen, at den tid, det tager – og de penge, der skal bruges – må vi ofre, for de it-problemer skal løses. Det er også mit indtryk, at det er ekstremt højt prioriteret, men desværre må jeg også sige, at det er ekstremt vanskeligt, så det vil tage lidt tid endnu. Men vi er på rette vej.«

VIP’ernes frustrationer

Også især VIP’ernes oplevelse af manglende administrativ støtte, siden sekretærerne er blevet flyttet fra institutterne til administrative enheder, er blevet bemærket af bestyrelsesformanden:
»Mange oplever det måske som en slags neostalinisme, hvor alting foregår i kæmpestore enheder, mens den enkelte sejler rundt i sit eget lille univers. Man skal huske, at begrundelsen for centralisering er ønsket om rationalisering – flere penge til forskning og undervisning – og større faglig kompetence,« siger Michael Christiansen.
»Men ting skal fungere, og de ansatte skal føle sig trygge i deres hverdag og deres nærmiljø. Som bestyrelse har vi noteret os den frustration, der er på det her punkt, og vi har noteret os, at både den nuværende og den tiltrædende rektor både offentligt og over for bestyrelsen har udtalt, at det ser man på med den største alvor, og det vil man kigge på, så det er vi trygge ved, at der kommer noget nyt om.«

Der er kun matrix

Michael Christiansen konstaterer, at der er indbyggede problemer med struktureringen af ledelse i matrixorganisationer, men for ham er det den eneste rigtige måde at bedrive ledelse.
»Det kan ikke nytte noget, at man tror, man skal tilbage til noget, der minder om et bureaukrati i DSB i 60'erne. Du har en ledelse af det enkelte forskningsprojekt, du har en institutledelse, og du har en central ledelse. Jeg kan ikke lave det om til en enhedsledelse, for så ødelægger jeg selve grebet. Vi arbejder i en matrixorganisation, og det bliver vi nødt til at vænne os til. Sådan arbejder moderne mennesker.«

Ledelse frustreret

Bestyrelsens rolle i forhold til at komme videre er at rådgive universitetsledelsen.
»Og først og fremmest at understøtte direktionen i dens bestræbelser på at få det her endeligt på plads, for der er ingen tvivl om, at ledelsen på Aarhus Universitet er lige så frustreret som alle andre over problemer med implementeringen. Men man må også give den mulighed for at løse problemerne, og at den vil løse dem, det er jeg ikke i tvivl om.«