Vis mig dit kontor – Christina Munk

Mens nogle ruller ægte tæpper ud under skrivebordet, nusser nænsomt om potteplanterne i vindueskarmen og dekorerer opslagstavlen med børnetegninger og familiebilleder, har maskiningeniør Christina Munk tilsyneladende ikke brugt mange minutter på at indrette sin kontorplads i storkontoret på NAVITAS. Bortset fra rygsækken, som står lænet op ad bogreolen, og koppen med vand på det ryddelige skrivebord, er det ikke til at se, at Christina Munk er mødt på arbejde. 

”Jeg har aldrig brugt at sætte nips eller billeder af min søn op. Heller ikke derhjemme. Og potteplanter har ikke en chance. Jeg elsker min have og mit drivhus, men potteplanter slår jeg ihjel.”

Før hun blev ansat på Ingeniørhøjskolen, var Christina Munk ansat hos Grundfos. Og en tidligere kollega forsyner hende med brugte pumper og komponenter. For det er vigtigt at have nogle emner at forholde sig til og røre ved og skille ad, hvis man skal forstå, hvordan tingene hænger sammen, mener Christina Munk. Foto: Lars Kruse

Hvilken ting på kontoret fortæller mest om dig som person?

”Det tror jeg ikke, jeg kan svare på.”

Kollegaen Jens Brusgaard Vestergaard rejser sig op for at komme hende til undsætning. Længe står han med hænderne i lommen og betragter kontorpladsen. Men også han må erkende, at det er lidt af en udfordring at svare på. Hans blik rammer en cirkulationspumpe, inden det lander på et billede af en gruppe studerende, som Christina Munk er projektvejleder for. 

Foto: Lars Kruse

”Christina er rigtig god til at vejlede de studerende, og de kan godt lide hende – se bare på alle de hjerter på billedet,” siger han. 

Og begejstringen er gengældt. Jobbet som underviser på Ingeniørhøjskolen er det bedste, hun har haft til dato, fortæller Christina Munk. Men med 90-120 nye studerende hvert semester, som hun underviser i termodynamik på maskiningeniørretningen og elektrisk energiteknik, kan det være svært at holde styr på, hvem der er hvem.

”Derfor beder jeg de grupper, jeg vejleder, om at lave en oversigt med billeder og navne, så jeg får sat ansigt på grupperne.”

Foto: Lars Kruse

OK, men hvad ville du så redde her fra din kontorplads, hvis det brændte?

”Helt klart mine noter, som jeg underviser efter. Jeg løser selv alle de opgaver, jeg stiller de studerende, og jeg gør det i hånden. For når jeg skal forklare opgaverne på tavlen, er det lettest, hvis jeg har lavet dem selv. Så har jeg min tankerække klar. Og selv fem år gamle opgaver kan jeg hurtigt sætte mig ind i og beskrive på tavlen, når bare jeg har mine noter.”

Foto: Lars Kruse

Men det er ikke, fordi der ikke er noget på kontoret, der fortæller mere om Christina Munk end om hendes faglighed. Man skal bare dykke ned i hendes lomme. Her ligger en undselig nøglering med stor betydning.

”Den fik jeg, da jeg for fire et halvt år siden meldte mig ind i Mensa.”

Mensa er en international forening, hvor højt begavede mennesker mødes. Eneste krav for at blive medlem er, at du har fået målt din IQ, og at du hører til blandt de to procent mest intelligente. 

Christina Munk fortæller, at hun altid har oplevet at være lidt udenfor og ikke helt som alle andre. Men først da det stod klart, at hendes søn er højbegavet, kom hun selv på at tage Mensas test og fik derved slået fast, at hun hører til blandt de to procent mest intelligente i befolkningen. 

”For mig er Mensa en social forening. Både min eksmand, min nuværende mand og min søn er medlemmer, og vi er alle introverte typer, men her har vi fået et fællesskab.” 

Foto: Lars Kruse

Og det er et fællesskab, familien dyrker ret seriøst. Hver tirsdag mødes de i den lokale afdeling.

”Hvis der er fem tirsdage i en måned, er det bonustirsdag, og så går vi ud og spiser. I dag skal vi for eksempel på Havnens Perle. Den første tirsdag i hver måned går vi på café. Og de øvrige tirsdage mødes vi til pastasalat, fordi pastasalat let kan skaleres, alt efter hvor mange der dukker op.”

Hvad er det særlige ved det fællesskab, I har i Mensa?

”Man kan springe nogle mellemregninger over, tingene går hurtigere, og kommunikationen flyder lettere i Mensa. Hvorimod en vejfest ikke lige er noget.”

Hvorfor ikke?

”Det er for ustruktureret for mig og har bare ikke rigtigt min interesse.”

Medlemskabet af Mensa taler hun åbent om med sine studerende. Men sådan har det ikke altid været. Det var en kollega, der fik sat skub i den proces, da de sammen skulle holde oplæg for nogle studerende.

”Hun skubbede mig frem og lod mig fortælle om, hvordan jeg havde opdaget, at jeg var højt begavet, og hvad det har betydet for mig at finde ud af. Jeg blev faktisk lidt rørt, fordi det er så betydningsfuldt for mig. Og jeg måtte lige samle mig, inden jeg kunne fortælle om det. Bagefter lød det fra min kollega: Lagde du mærke til, hvor stille de blev?”

Nu er medlemskabet en fast del af den introduktion, hun giver nye studerende om sig selv. 

”Altså det er ikke det første, jeg fortæller. Men sammen med oplysninger om min uddannelse, erhvervsbaggrund og familie er det jo med til at fortælle, hvem jeg er, og det synes jeg, de studerende skal vide.”

”Jeg har også prikket til flere af mine studerende, hvor det har været tydeligt, at de var højt begavede, og spurgt, om de har prøvet at tage Mensa-testen. Det har fået flere studerende til at melde sig ind.”

Christina Munk foran et af de hjul, hun bruger til gruppecoaching. Hun har dem også i stor størrelse som gulvtæpper, som de studerende kan stille sig på for at signalere deres rolle i gruppen. Foto: Lars Kruse

At det er vigtigt at kende og anerkende hinandens forskelligheder, er også noget, Christina Munk forsøger at indprente sine studerende. Ved semesterstart på første semester får hun alle sine studerende til at tage en personlighedstest, og på den baggrund inddeler hun dem i projektgrupper. Grupperne får også gruppecoaching, hvor hun taler med dem om, hvordan de kan løse konkrete problemer i gruppen og tage højde for hinandens personligheder og forskelligheder.

”Det er så vigtigt at lære. Som ingeniør vil man altid skulle arbejde sammen med andre. Og det skaber mere trivsel både socialt og fagligt – og mere accept af, hvem de studerende er som personer. Mange her på uddannelsen er lidt nørdede. På den fede måde, synes jeg jo. Men det er godt at lære at anerkende folk for dem, de er.”

Foto: Lars Kruse

Hvad er det for en nikkedukke, du har stående der? 

”Det er bare termodynamik.”

Modtaget. Og så er den forelæsning ovre – vi ses til eksamen … 

Christina Munk forsøger at forklare Omnibus' udsendte, hvordan fordampningen af vand skaber afkøling, som skaber en bevægelse – altså dynamik. Den udsendte vælger dog hurtigt at skifte emne …

Der er ikke så mange kvindelige maskiningeniører. Spiller det faktum, at du er kvinde, en rolle for dig i dit arbejde?

”Nej ikke rigtigt.”

Kollegaen Jens Brusgaard Vestergaard bidrager igen til snakken fra sin kontorplads – denne gang med lidt statistik. 

”På trods af at så få kvinder er ingeniører, er alle mine ledere kvinder. Fra min afdelingsleder over direktøren og helt op til Dronning Margrethe …, ” konstaterer han. Tag den, Lars Løkke.

Christina Munk smiler og vender hurtigt tilbage til spørgsmålet:

”Jeg kan måske tillade mig noget, som mine mandlige kolleger ikke kan: at være lidt mere moderlig. Engang skulle jeg eksaminere en studerende, og inde fra eksamenslokalet kunne jeg høre, at hun stod og hulkede ude på gangen, fordi hun var så angst for at skulle til eksamen. Så jeg gik ud på gangen og holdt om hende. Det ville mine mandlige kolleger nok ikke kunne slippe afsted med at gøre.”

Foto: Lars Kruse

Fra kontoret i NAVITAS har Christina Munk og hendes kolleger fulgt Letbanen tæt. Og i modsætning til, hvad man måske skulle tro, er det ikke bedrevidende fnys, der er kommet fra maskiningeniørerne, men derimod anerkendelse og fascination. 

”En af mine ældre kolleger nævnte blandt andet, at det var første gang, han havde set termitsvejsning anvendt i praksis,” fortæller Christina Munk. 

Foto: Lars Kruse

Hvordan har du det med udsigten til, at ingeniørerne skal flytte fra NAVITAS til Katrinebjerg?

”Det har jeg det fint med. Det bliver godt at få ingeniørerne samlet igen, ligesom da vi boede på Dalgas Avenue. Det vil give nye muligheder for samarbejde på tværs.”

Hvad skal du i gang med, når jeg går?

”Så skal jeg orientere mig i projektrapporterne og forberede mig til eksamen. Jeg har tre dage i næste uge med mundtlige eksamener af 45 studerende.”