Vis mig jeres kontor – Irina Kazankova og Hans Henrik Hansen

Om morgenen sætter de sig i bilen og kører sammen de ti kilometer fra forstaden Lind til AU’s campus i Herning. Og om eftermiddagen kører de hjemad sammen. I de mellemliggende timer sidder de få meter fra hinanden på kontoret, som de dog deler med tre andre undervisere. 

Lektorerne Irina Kazankova og Hans Henrik Hansen ser med andre ord en del mere til hinanden, end de fleste ægtepar nok ville være komfortable ved.  

”Vi er nærmest smeltet sammen til én person – også i vores kollegers optik,” siger Hans Henrik Hansen. 

Både han og Irina Kazankova underviser på Business Development Engineer-uddannelsen, der er den største uddannelse ved Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, som udbydes på AU’s campus i Herning. Irina Kazankova underviser blandt andet i mekanik og computersimulering og produktudvikling på bachelordelen, mens Hans Henrik Hansen underviser både bachelor- og kandidatstuderende i tekniske og merkantile fag. Begge er civilingeniører, og Hans Henrik er også uddannet cand.merc.  

Normalt minder kontoret om Fredericia banegård, fordi studerende kommer susende for at spørge om det ene og det andet, fortæller Irina Kazankova. Men i øjeblikket er der stille, for eksamensperioden er i gang, og de studerende er ved at lægge sidste hånd på deres semesterprojekter.

Hans Henrik har tilsyneladende benyttet arbejdsroen til at få ryddet op på sit skrivebord. Det er i hvert fald totalt ryddet lige bortset fra en bærbar, en skærm og en mus.

”Der er også flere af de studerende, som har spurgt, om han er på vej på pension,” griner Irina Kazankova, der selv hygger noget mere på sit skrivebord. Blandt andet med friske hornvioler i en lille laboratoriekolbe. Et verdenskort på væggen og små nisser i bogreolen.

Der er jo ikke meget at snakke om på Hans Henriks skrivebord, så hvad har du liggende på skrivebordet lige nu, Irina?

”Jeg er også uddannelseskoordinator og kommer lige fra et møde, hvor vi talte om den kommende studiestartsuge, og hvordan vi tager imod de nye studerende. Jeg er desuden i gang med skemaplanlægningen for næste semester. Og så er der en fornemmelse af stilhed før stormen. Om lidt afleverer de studerende deres rapporter, som er projektet, de har lavet i samarbejde med virksomheder. Jeg er vejleder for fire grupper studerende, og det er altid en udfordring at læse deres projekter. Der kan være områder, som jeg ikke har stor faglig viden om, for eksempel bæredygtig produktion, hvor jeg må sætte mig ind i problematikken fra virksomhedens synspunkt for at kunne vejlede dem. Det synes jeg er spændende.”

Hun hiver en scrapbog ud af reolen. 

”Til åbent hus-arrangementer bliver vi altid spurgt om, hvad man kan bruge uddannelsen til. Og til det formål har jeg i årevis samlet på medieomtaler af projekter, som studerende har lavet. For eksempel var der nogle studerende, der lavede en bølgemaskine til Kystcentret i Thyborøn. Nu er de fleste medieomtaler jo digitale, men førhen samlede jeg udklip fra aviserne.” 

Hvad ville du tage med dig, hvis kontoret brændte?

”Din mand?” lyder det håbefuldt fra Hans Henrik. 

”Min computer,” lyder det fra Irina, der satser på, at Hans Henrik selv evner at bevæge sig ud af en brændende bygning.

På samme spørgsmål bedyrer Hans Henrik, at han skam ville redde sin kone fra flammerne. 

”Og min kollega Ulrich,” tilføjer han. Måske fordi Ulrik står inden for hørevidde. Så vender Hans Henrik tilbage til Irina. 

”Jeg kan ikke leve uden hende,” konstaterer han på en måde, der ikke lyder som et forsøg på at være romantisk. Mere som en kendsgerning.

Hvad på dit kontor fortæller mest om dig som person, Irina?

”Det er der faktisk ikke så meget, der gør. Verdenskortet viser ikke lande, jeg har besøgt, det er de lande, vores studerende har besøgt i løbet af deres praktik. Og jeg har heller ingen billeder af mine børn eller børnebørn her på kontoret …” 

Hun bukker sig ned og trækker en kasse ud af reolen. Den er fyldt med mekanik. 

”Måske denne. Jeg underviser i mekanik, og min undervisning er meget teknisk. Men for mig er det vigtigt, at faget også bliver håndgribeligt. Min egen uddannelse var meget teknisk og teoretisk, men her skal undervisningen kunne anvendes i praksis. Jeg samarbejder også med værkstedet her på instituttet, hvor vi opstiller forsøg og laver computersimulering, og vi samarbejder med virksomheder i lokalområdet.”

Irina ligner med sine grå krøller og sartrosa cardigan ikke prototypen på en teknikhaj. Men skindet bedrager. Da hun i begyndelsen af 90’erne arbejdede på sin ph.d.-afhandling og var tilknyttet flere forskellige forskningsprojekter i Skt. Petersborg, kunne man ikke bare købe de programmer, man skulle bruge til sine beregninger. Man måtte ofte selv programmere dem. Så det gjorde hun.

”Dengang var Sovjetunionen lige gået i opløsning, og der var mange ting, som ikke fungerede. Også i universitetssektoren. I min afdeling var vi tidligere 40 ansatte, men der var næsten ingen tilbage, for underviserne fik ingen løn og måtte finde andre måder at tjene penge på. Jeg kunne heller ikke komme til at afslutte min ph.d.-afhandling, blandt andet fordi projektet blev lukket. Det var på mange måder en rodet tid, også for mig personligt.” 

Midt i rodet dukkede en Hans Henrik Hansen fra Danmark op. 

”Min ph.d.-vejleder sagde, at jeg skulle på udlandsophold som led i min ph.d., og at de fleste tog til USA. Men det var for langt væk for mig, Skt. Petersborg kunne jeg bedre overskue,” fortæller Hans Henrik. 

Men Rusland var alt andet end overskueligt for den unge ph.d.-studerende. 

”Irina påtog sig heldigvis at hjælpe mig,” siger han og skæver til Irina.

Hun fortæller, hvordan hun anså det som lidt af en pligtopgave. I begyndelsen.

”Han havde brug for hjælp til at finde en lejlighed, få forlænget sit visum og finde sig til rette på universitetet. Jeg kunne tale engelsk, så det gav mening, at jeg hjalp ham.” 

De to fandt ud af, at de fagligt delte interesser og begyndte at arbejde sammen om nogle projekter. Hun var i forvejen tilknyttet flere forskningsprojekter. Blandt andet var hun med til at udvikle en ny måde at konstruere vandtætte skotter i atomubåde og computerdrevne afkølingssystemer til atomkraftværker. Og så var hun med til at udvikle beklædning til russiske rumfærger, som kunne sørge for at afkøling af rumfærgernes varmeskjold.” 

”Irina var den absolut bedste til at udvikle programmer til udregning af mekanisk udbøjning af ting, hvilket jeg skulle bruge i min afhandling, som handlede om, hvordan man ved hjælp af ultralyd kunne spore skibe eller molepæle i havoverfladen – dengang havde man jo ikke sonarudstyr. Og så skete der det, som ofte sker, når to mennesker arbejder tæt sammen; vi blev forelskede i hinanden,” fortæller Hans Henrik. 

De to flyttede sammen, blev gift – både på rådhuset og i den russisk-ortodokse kirke, som Irina bekender sig til. To drenge kom også til, inden de i 1999 rejste til Danmark, hvor de begge fik job ved den daværende Handels- og Ingeniørhøjskole i Herning, som i 2006 fusionerede med AU. Og her 20 år senere arbejder de altså stadig side om side.

Men Hans Henrik, hvad ligger der på dit skrivebord – det ser jo immervæk ikke ud af meget?

”Det er fordi, det derinde er mit virkelige skrivebord,” siger han og nikker i retning af de fem kollegers fælles mødelokale, som er adskilt fra fælleskontoret med en glasvæg. Et mødelokale, som Hans Henrik har annekteret og fyldt med fem forsøgsopstillinger. 

”Den første opstilling er et forsøg, som jeg samarbejder med professor i forretningsudvikling og teknologi, Peter Lindgren, om. Vi vil se, om man kan lave en monitor, der måler det indendørs klima i klasselokalerne og sikrer de studerende et godt velbefindende, når de sidder til undervisning.”

Han fortsætter ivrigt:

”Vi måler på seks forskellige gasser, og man kan se online, hvordan klimaet er i klasselokalet og afbryde undervisningen eller åbne vinduerne, hvis nogle af tallene bliver for høje. Vi har kunnet sammenligne lokalerne her i Herning med lokaler i Japan. Mens vi lå på 800 ppm (ppm betyder parts per million og er en måleenhed, der bl.a. bruges til at angive mængden af bestemte gasarter i en given portion luft, red.) her i Herning, lå japanerne på 3.000-4.000 ppm. Grænseværdien er 1.200 ppm,” forklarer Hans Henrik.  

Han går hurtigt videre til et infrarødt spektrometer.

”Spektrometeret bruges til at gennemlyse en væske, for eksempel blod, og på den måde kan man for eksempel måle mængden af sukker i blodet. Vi håber på at kunne udvikle en online blodanalyse, så man bare ved at gennemlyse en finger kan se, hvor høj blodsukkerprocenten er. På den måde vil diabetespatienter kunne gå med en sensor, som fortæller dem, om deres blodsukker stiger, så de kan nå at tage insulin. Det vil være en vigtig nød at knække, og der er millioner af andre, der forsøger på det,” smiler han hen over de stærke briller.

En tredje opstilling handler om lagring af strøm i batterier. En fjerde om at designe en mobil lift til brug i ældreplejen. Og den femte opstilling handler om automation af samlebånd. 

Er projekterne con amore eller bruger du dem i undervisningen?

”Det er et krav på uddannelsen, at de studerende samarbejder med virksomheder og laver konkrete projekter for dem. Så flere af disse forsøg er lavet i samarbejde med det lokale erhvervsliv. Den tætte kontakt sikrer, at uddannelsen forholder sig til problemstillinger, der er oppe i tiden og har samfundsmæssig interesse.”

Hans Henrik involverer sig i projekterne for at sikre, at der er faglig substans for de studerende. Og nogle af dem ender også med at kaste en publikation af sig for hans eget vedkommende. Men mest af alt gør han det, fordi han ikke kan lade være.

”Jeg er simpelthen en tekniknørd,” siger han.

Irina nikker. 

”Hans Henrik har så mange idéer, han er virkelig en igangsætter. Men han er ikke den bedste afslutter.” 

Så det sker ofte, at hun samler de løse ender op og gør dem færdige.

”Det er lidt ligesom dengang, jeg hjalp ham med at finde sig til rette i Rusland. Jeg hjælper ham stadigvæk.” 

”Det er det, jeg siger,” lyder det fra Hans Henrik.

”Jeg kan ikke undvære hende.”